Skæbner

Lille Lincoln fik et nyt hjerte: Reddet I sidste øjeblik

28. februar 2016 Foto: Youcaring - Af Kristian Bo Eriksen
Han blev født for 7 måneder siden. Med en alvorlig sygdom og et hjerte, der ikke fungerede. Siden har lille Lincoln og hans mor og far ventet og håbet på et donorhjerte. Og endelig kom det – i sidste øjeblik.

-Det var som en ren rutsjebane. Jeg var chokeret, jeg var højt oppe, jeg følte med den anden familie. Jeg havde alle de følelser, man kan tænke sig, siger Mindy Seay til ABC News.

Mindy er mor til lille Lincoln, som er født med en hjertefejl, som var tæt på at koste ham livet. Men en hjertetransplantation reddede ham i sidste øjeblik.

Hans familie siger, at Lincoln stirrede døden i øjnene i dagene op til transplantationen. To gange holdt hans hjerte op med at slå, sidste gang bare timer før, han fik et nyt hjerte. Men begge gange lykkedes det lægerne at få gang i hans hjerte igen.

Lincoln blev født med en defekt, der blandt andet betød, at hans hjerte ikke fungerede ordentligt. Han blev opereret flere gange, men lægerne måtte fortælle hans forældre, Rob og Mindy Seay, at han kun kunne overleve, hvis han fik en hjertetransplantation.

LÆS OGSÅ: Amanda Sisse fortæller alt: Min søn skal ikke leve som jeg gjorde

Mindy og Rob kommer fra Anchorage i Alaska i USA, men de og deres øvrige tre børn flyttede alle til Seattle, hvor Lincoln blev indlagt på Seattle Children’s Hospital, som er et af verdens førende hospitaler, når det gælder hjertetransplantationer til små børn.

Havde ikke lang tid igen

Lille Lincolns tilstand blev værre og værre i de tre måneder, han ventede på et nyt hjerte, men endelig i forrige uge var der et hjerte til den lille dreng.

Kirurgen, der opererede Lincoln, fortæller til ABC News, at han er sikker på, at Lincoln ikke havde lang tid igen, da han fik sit ny hjerte.

-Han var ret syg, og blev hele tiden mere syg. Jeg er overbevist om, at han var ved at dø fra os, men lige før han faldt ud over kanten, fik vi et hjerte til rådighed, siger lægen Michael McMullen fra Seattle Children’s Hospital til ABC News.

Transplantationen gik godt, og indtil videre går alt den rigtige vej for Lincoln.

-Han har en lang, hård vej foran sig, men hans fremskridt er utrolige, skriver Mindy Seay på hjemmesiden Youcaring, hvor hun og hendes mand, Rob, skriver en blog for at samle økonomisk støtte til den medicinske behandling.

LÆS OGSÅ: Jacob blev bortført som 11-årig. Læs hans mors rørende brev

-Lægerne og sygeplejerskerne har alle været forbi hans stue for at fælde en tåre og for at ønske os tillykke. Den støtte, vi har fået fra dette sygehus, vores venner, vores familie og endda fra fuldstændigt fremmede, har bare blæst os helt omkuld. Vi modtager så meget kærlighed. Det er helt utroligt, skriver Mindy.

Jeg bærer jer i min sjæl

Midt i sin kæmpe glæde over, hvor godt det går for Lincoln, kan Mindy ikke lade være med at tænke på den familie, der har skænket hendes søn et hjerte.

-Jeg kan ikke forestille mig den lidelse, I måtte gå igennem, da lægerne spurgte jer, om I var villige til at donere jeres barns organer. Og jeg kan heller ikke forestille med det mod, det kræver at sige ja. Jeg kan endnu ikke forstå det set fra jeres side, men jeg vil gerne dele mine følelser og udtrykke min taknemmelighed, så godt som jeg overhovedet kan, skriver Mindy i et åbent brev til donorens familie.

-I skal vide, at jeg altid vil have den størst mulige respekt for den gave, vi har modtaget. Jeg vil værdsætte det hjerte mere, end jeg nogensinde har værdsat en gave. Jeg vil værne om gaven, så langt mine evner overhovedet rækker, og I kan være sikre på, at vi altid vil tænke med ydmyghed og respekt på det barn og den familie, hvorfra gaven kom. Jeg vil måske aldrig lære jer at kende, men jeg vil altid bære jer dybt i min sjæl, skriver Mindy i sit åbne brev.

LÆS OGSÅ: Utrolig sød video. Se hvordan han trøster den skræmte hvalp

Lincoln er stadig indlagt, men hvis alt går vel, kan han komme hjem til mor og far om nogle måneder.

Mindy og Rob Seay siger, at de glæder sig til at få deres søn hjem, og at de ønsker at dele deres søns historie for at hjælpe andre familier i en tilsvarende situation.

-Vi håber, hans historie giver andre familier håb, og at den kan øge bevidstheden om organdonation, siger Mindy Seay til ABC News.

Sponsoreret indhold