Linda blev mobbet på sit arbejde

I 32 år var Linda Piil Pedersen ansat i en stor virksomhed og gik fra at være en stærk medarbejder til at tvivle så meget på sig selv, at hun måtte lade sig sygemelde for til sidst helt at give op og forlade sin arbejdsplads.

I 32 år var Linda Piil Pedersen ansat som receptionist i en stor virksomhed og gik fra at være en trofast og stærk medarbejder til at tvivle så meget på sig selv, at hun måtte lade sig sygemelde for til sidst helt at give op og forlade sin arbejdsplads. 

Det begyndte, da Linda blev opfordret til at melde sig som tillidsrepræsentant. Hun blev valgt og frikøbt tre dage om ugen til forskellige fagforeningsopgaver, som skulle løses i samarbejde med to andre i deres faggruppe. Den ene kollega var formand og frikøbt på fuld tid, og det var derfor hende, der fordelte arbejdsopgaverne. Hun virkede sød, tænkte Linda umiddelbart. Men hendes mavefornemmelse sagde ret hurtigt noget andet, uden at Linda kunne forstå hvorfor. 

 

 

Læs også: Mobning øger risko for depression

 

Aet på kinden

– Det forvirrede mig, at hun også var sød over for mig. Hun gav mig blomster, da min kat blev aflivet, hun købte gave, da jeg fik et barnebarn, og hun sagde ”ih, hvor er det dejligt at se dig.” Så når jeg fornemmede, at alt nok ikke var, som det burde, begyndte jeg at tænke, at det var mig, der var noget galt med. Jeg valgte at overhøre min mavefornemmelse, selv om jeg havde følelsen af at blive aet på kinden, men dolket i ryggen, fortæller Linda. 

Hun husker sporadisk episoderne, der til sidst eskalerede på et møde i fagforeningen. 

Der er blandt andet episoden, hvor Linda skulle lave en fødselsdagsinvitation for formanden, der selv havde valgt det billede af hende, som skulle bruges. 

Linda var ikke alene om at tænke, at formanden så sur ud på billedet, for da invitationerne var sendt ud, blev hun passet op af den anden tillidsrepræsentant, der spurgte hende, hvordan Linda dog kunne finde på at bruge sådan et billede, og at formanden havde sagt det samme. 

 

Læs også: Emma blev mobbet i årevis

 

Tilbageholdt information

Da Linda gik til formanden og igen spurgte hende, sagde hun, at hun var tilfreds med billedvalget, og tilbage stod Linda og var mildest talt overrasket over udfaldet. 

Eller da de to kvinder kørte på kursus og ”glemte” at spørge, om Linda ville køre med. Eller under en stor fyringsrunde, hvor Linda intet fik at vide om det. De to kolleger skjulte listerne med dem, der skulle fyres, og meddelte, at Linda i øvrigt kun var ønsket som bisidder for nogle få af de medlemmer, der skulle fyres. 

I 11 måneder holdt Linda til det og gentog over for sig selv, at hun var stærkere end det. Formanden nærmede sig pensionsalderen, så Linda kunne vel lige holde til det lidt endnu. Hun kunne godt lide at være tillidsrepræsentant og tale med medlemmer og ledere, og for at være helt ærlig syntes hun faktisk også, at hun var god til det. 

Det kulminerede til sidst under et møde hos fagforeningen. De tre var indkaldt, og en mediator skulle forsøge at løse den konflikt, som Linda fornemmede. Hun forlod grædende mødet en time senere – og vendte aldrig tilbage til arbejdet som tillidsrepræsentant igen. 

 

Læs også: Jennifer var skolens mobbeoffer

 

Gloede ud i luften

Derhjemme sad hun i en lang periode bare og gloede ud i luften. Fjernsynet var tændt, men hun havde svært ved at følge med. Igennem sin sundhedsforsikring var hun forbi en psykolog, og via kommunen fik hun bevilliget samtaler hos en arbejdspsykolog. 

Det blev en svær tid for Linda, men hun er ikke i tvivl om, hvad der blev vendepunktet for hende til at komme ud på den anden side. Lindas datter skulle på et tidspunkt udleje sin lejlighed, og den nye lejer havde en far, der var psykolog. 

Linda hilste på faderen, som spurgte, om Linda ikke ville komme forbi og tale med ham. Så det gjorde hun – og her mødte hun for første gang en anerkendelse af, at det ikke var noget, Linda havde fundet på. At det ikke var Linda, der var noget galt med. 

– Det blev afgørende for mig, at der var en autoritet, der troede på mig og ikke sagde, som alle de andre havde gjort, at jeg nok tog fejl. Faktisk fik jeg det først bedre, da jeg sagde til mig selv, at der ikke var nogen retfærdighed i, at det var sket for mig. Jeg var nødt til at indse, at der ikke var nogen, der ville komme og sige til mig, at dét, jeg havde været udsat for, heller ikke var i orden. Det var nødvendigt for at kunne give slip og komme videre, siger Linda.