Linda hjalp mig væk fra volden

Ved Køkkenbordet derhjemme sidder Linda og fodrer hunden Sigge med kage, mens søstrene driller hinanden.

– Hvad det giver mig at have Mia som søster? Tja, jeg burde jo få julegaver fra hende, siger Linda og griner.

De driller hinanden kærligt, som søstre gør. Men for 42-årige Linda Persson og Mia Jakobsson, 39 år, har vejen til et godt søskendeforhold været lang.

De blev først sådan rigtige søstre for fem år siden. Dengang sad Mia fast i et voldeligt forhold og forsøgte desperat at finde en vej ud.

Linda boede 600 km væk og havde kun sparsom kontakt med Mia. Men hun havde en følelse af, at der var noget galt, at Mia ikke havde det godt. Det blev Mias redning.

– Uden Lindas hjælp ville jeg ikke sidde her i dag. Jeg skylder hende alt, siger Mia.

Læs også: Fandt mishandlet hund på bryllupsrejsen: Reddet fra den sikre død

En ensom pige

Deres historie begynder i Sundsvall-området i Sverige i 1970’erne. Her tilbragte Linda og Mia deres første år under kaotiske forhold. Deres far var alkoholiker og forsvandt tidligt ud af søstrenes liv. Deres mor var ude af stand til at skabe et stabilt hjem.

– Det var mest andre, som tog sig af os, ellers klarede vi os selv, siger Linda.

Linda flyttede rundt mellem forskellige familiemedlemmer, og som 12-årig endte hun hos en plejefamilie. Mia blev hos moderen. Hun var en lille, slank pige. Hun blev misbrugt og havde kun dyrene at tale med. Som 15-årig begyndte hun på gymnasiet, som lå 120 km væk.

– Mest for at komme hjemmefra, siger hun.

Det gik ikke godt i skolen, så hun tog forskellige småjob, mødte en fyr og blev gravid som 19-årig. Hun fik sønnen Billy og boede sammen med hans far i nogle år, inden de gik fra hinanden.

– Jeg mødte en ny mand, og alt var godt. Men så begyndte mishandlingen. Jeg forsøgte at komme væk fra ham, men hver gang jagtede han mig og fik mig tilbage, fortæller hun.

Efter seks år lykkedes det endelig Mia at forlade ham. Men hun løb lige i armene på en mand af samme støbning.

– Jeg troede, han reddede mig, for når jeg var sammen med ham, lod min eks mig være i fred. Men det viste sig hurtigt, at han var lige sådan. Han begyndte, hvor den anden sluttede, siger Mia.

Det startede med trusler og skældsord, men at blive kaldt idiot var Mia så vant til, at hun knap nok tog notits af det. Efter et år kom slagene og den totale kontrol.

– Han kunne ringe til mig fra sit arbejde og tale med mig i timevis, der måtte aldrig være optaget. Han truede med at kvæle mig, og et par gange troede jeg, at han ville slå mig ihjel. Jeg husker engang, han stod over mig med en hammer. En time senere tog jeg til forældremødre, fortæller hun.

Læs også: 47-årige Judy fik ondt maven – 1 time senere var hun mor

Første jul sammen

I de voldelige år havde søstrene ikke megen kontakt. Hvad der egentlig foregik i Mias liv, havde Linda ingen idé om.

– Vi kunne ikke få et tæt bånd, fordi vores opvækst var, som den var, siger Linda.

– Jeg turde jo heller ikke fortælle det til nogen, fordi jeg var bange for, at han også ville komme efter dem, siger Mia.

I 2006 mødtes søstrene for første gang i mange år. Linda boede i det sydlige Sverige, men holdt jul hos Mia og hendes kæreste i det nordlige Sverige.

– Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Han var overkærlig, det var som om, han hele tiden anstrengte sig. Men når jeg spurgte Mia, nægtede hun, alt var bare fint. Efter det bevarede vi kontakten over telefonen, og jeg fortsatte med at spørge, men fik altid det samme svar, nemlig at ”han var rigtig sød”, fortæller Linda.

Samtidig voksede viljen til at forlade kæresten sig stærkere hos Mia. De var flyttet til Stockholm. Der kendte Mia ikke nogen, og mishandlingen blev grovere.

Men pludselig en dag så hun sin chance.

Linda havde flere gange foreslået, at Mia skulle komme på besøg. I sommeren 2010 kunne hun slippe af sted med det.

– To dage før jeg skulle af sted, ramte han mig med et baseballbat. Fra det øjeblik jeg gik derfra, sagde jeg igen og igen til mig selv; ”Jeg skal fortælle det til Linda, jeg skal fortælle det til Linda”, siger Mia.

I lufthavnen ventede Linda og hendes kæreste.

– Jeg havde ikke set Mia siden den jul, og dengang var hun lidt rund. Passagerene gik forbi én efter én, men Mia kunne jeg ikke få øje på. ”Nå, så kom hun ikke alligevel”, sagde jeg. ”Er det ikke hende derovre i hjørnet”, spurgte min kæreste. Der stod et tyndt, tyndt væsen. Havde det ikke været for det intense røde hår, hun havde haft, siden hun var barn, ville jeg aldrig have genkendt hende. Hun var så bleg og tynd, at hun var helt blå i huden, og hun havde en stor, hævet læbe, fortæller Linda.

Læs også: Fra mobbeoffer til skønhedsdronning

Hjemme hos Linda brød Mia sammen og fortalte alt.

– Du kommer ikke tilbage dertil. Det var det første, jeg sagde. Selv om vi ikke havde et særligt tæt forhold, var det indlysende, siger Linda.

Et godt liv

I løbet af ugen lagde søstrene planer. Mias søn, Billy, var heldigvis hos sin far. Linda skaffede en lejlighed i det sydlige Sverige, men Mia var nødt til at tage tilbage til Stockholm for at hente Billys ting og hans dyr; en hund, en kat og en papegøje.

Søstrene lagde en plan for at lokke Mias kæreste ud af lejligheden. Da han forlod lejligheden, sad Mia og en hjælper i en bil et par hundrede meter væk.

– Vi tog, hvad vi kunne bære, og var ude igen på 40 minutter. Det var den 4. juli 2010. Den dato glemmer jeg aldrig, siger Mia.

I den anden ende af Sverige begyndte rejsen mod et nyt liv i frihed. I virkeligheden handlede det mest af alt om at komme sig.

– Siden har jeg gjort alt for at bryde med den adfærd, der er bygget op i årene med misbrug. Jeg tvang mig selv til at se folk i øjnene, selv om det var så ubehageligt, at jeg rystede, fortæller hun.

Samtidig forsøgte søstrene at finde tilbage til hinanden.

– Det virkede helt naturligt. I starten handlede det meget om politiet, og det bandt os sammen, siger Linda.

For Mia havde meldt ekskæresten til politiet, og hun havde fået en beskyttet identitet og adresse. Da Mia var i sikkerhed, sendte hun en sms, hvor hun skrev, at hun forlod ham, og at hun ville ”hjem”.

– Han var helt overbevist om, at jeg var ”hjemme” hos ham. Da han forstod, hvor jeg var, havde han fundet en anden og havde mistet interessen for mig, fortæller Mia.

Politiets undersøgelse trak ud, og straffen blev mild.

– Men jeg havde det så godt under retssagen, som jeg nogensinde har haft det. Det var lige før jul i 2012, og jeg så bare den lille lort, dér på den anden side. Jeg var nygift, glad og ikke bange for ham længere. Det var den bedste hævn for mig, fortæller hun.

Livet i det sydlige Sverige blev overraskende hurtigt godt, konstaterede Mia. Sønnen Billy, som nu er 19 år, flyttede med sin mor, og familien tæller også to hunde, en hest – og en mand; Adam på 31 år.

– Jeg var meget mistænksom. Han måtte virkelig jagte mig. Det tog et halvt år, inden jeg turde møde ham uden paraderne, siger Mia.

Og familien omfattede selvfølgelig også Linda. Ingen af dem har kontakt til resten af familien i det nordlige Sverige, men at have fået en søster har vist sig at betyde mere, end nogen af dem havde drømt om.

– Mia føles virkelig som min søster. Med hende har jeg en familie, og det er helt nyt, siger Linda.

– Linda betyder meget for mig. Og så er hun jo hundrede procent grunden til, at jeg sidder her i dag. Jeg ledte efter en flugtvej, jeg ønskede at forlade det ødelæggende liv. Tak til Linda for at gøre det muligt, siger Mia.

Livet er jo ikke kun en dans på roser. Arrene fra fortiden og angsten må Mia leve med for altid.

Læs også: Hannah Melissa: Ædt op af jalousi

– Men nu har jeg alt. Alt, jeg drømte om som barn, har jeg i dag: En tryg familie, en hest, mine dyr. Forældre har jeg godt nok ikke, men jeg har en søster, som jeg både kan pjatte og kramme med, siger Mia.

Mia og Linda blev adskilt som børn, men Linda hjalp Mia væk fra et voldeligt forhold, og det knyttede søskende­båndet igen.

Vejen væk fra volden

Mia og Lindas råd til alle, der lever i et destruktivt forhold, eller har mistanke om, at andre gør det.

– Tro på, at du er værdifuld – og bed og hjælp. Hjælpen er, hvor du mindst venter den.

– Vov at fortælle din historie. Bare det at sige højt, at du er blevet slået, vil gøre dig stærkere.

– Hvis du har mistanke om, at nogen bliver slået, så spørg! Man skal blande sig.