Line Baun Danielsen: Min krop sagde stop

Line Baun: Min krop sagde stop

Det er 29 år siden, Line Baun Danielsen første gang dukkede op som vært på Danmarks splinternye kanal, TV 2. Selv var hun også en helt ny type på skærmen.

Ung, frisk, korthåret og tidligere ishockeyspiller på landsholdet. Sådan én havde danskerne ikke set før, men de kunne lide hende med det samme, og efterfølgende har hun været fast på skærmen, hvor hun stort set har lavet alle slags programmer lige fra Nyhederne til Sporløs.

I dag er håret stadig kortklippet, og tungebåndet er lige så skarpskårent som altid.

Det er resten af hendes krop for øvrigt også. Men 55-årige Line er ikke længere på skærmen. Og det kommer hun heller ikke igen.

Ikke fordi hun ikke længere bryder sig om tv-branchen. Men fordi hun blev syg af den til sidst.

Jeg har mødt Line i hendes helt fantastiske have, hvor der er lagt timer og tanker i ethvert bed. Den er så velholdt og hyggelig, at den er lige til at sætte i et havemagasin.

Men den er mere end det. Den er også det sted, hvor Line langsomt kom til sig selv igen, da hendes verden tog en af de berømte kolbøtter den 10. marts sidste år.

Den dato glemmer hun aldrig. Det var nemlig den dag, hendes krop sagde fra.

Husker du, da Line Baun Danielsen var med i Vild med dans?

Ting går over

I virkeligheden havde den forsøgt at råbe hende op længe inden, mens hun havde kæmpet med hovedpine, træthed, kronisk bihulebetændelse og også forhøjet blodtryk.

Men hun havde bare ikke hørt efter. Faktisk skulle der en hel del til for at få Line til at stoppe op og lytte.

– Et par dage inden havde jeg været til Billed Bladets årlige fest, hvor jeg pludselig blev svimmel. Det var ikke, fordi jeg havde drukket, men jeg var så rundtosset, at jeg måtte gå langs væggen for at have noget at række ud efter. Jeg havde haft den følelse i noget tid, men jeg ignorerede det, for jeg skulle jo på arbejde. I min verden plejer ting at gå over.

Men Lines symptomer gik ikke over af sig selv. De blev bare værre.

LÆS OGSÅ: Jason Watt og Majbrit: Vi er øvede i ægteskab

Den 10. marts mødte hun på arbejde på regionalstationen TV2 Lorry, hvor hun lavede et liveinterview klokken 12.15. Line gennemførte interviewet, og seerne kunne sikkert ikke se, at noget var galt.

Men bagefter anede hun ikke, hvad hun havde spurgt om, og da hun gik ud for at få frokost i kantinen, kørte alt rundt i hendes krop, og hendes hjerte hamrede.

– Så var der en kollega, der kiggede på mig og sagde: Hvordan er det, du ser ud? Har du det godt? Det var bare knappen. For jeg havde det jo ikke godt, siger Line, som den dag rejste sig fra frokostbordet og gik ind til sin chef, mens tårerne løb gennem tv-sminken.

Chefen og Line blev enige om, at hun skulle gå hjem, og da hun efterfølgende sad hos sin læge, var beskeden meget klar.

Pligtopfyldende

Line havde stress, og lægen, som havde fulgt hendes svigtende helbred et stykke tid, var ikke i tvivl om, hvad hun burde gøre.

– Det bedste for dig er at stoppe med dit arbejde.

Lidt af en melding til en kvinde, der havde tilbragt de sidste 28 år foran et kamera, og Line udbrød da også straks:

– Det kan jeg ikke. Det er jo mit liv.

I dag har Line indset, at tv-branchen måske nok var hendes liv. Men den var også ved at ødelægge det til sidst.

Det tog selvfølgelig noget tid at erkende.

LÆS OGSÅ: Så farligt er stress

Efter diagnosen var hun sygemeldt som alle andre, der bliver ramt af stress, og undervejs var hun helt overbevist om, at så snart hun var på toppen igen, skulle hun tilbage til de regionalprogrammer, som hun holdt så meget af.

Imens gjorde hun alt det, hun skulle for at blive rask.

Ligesom med både tv-og is-hockeykarrieren var hun yderst pligtopfyldende som patient, så da lægen rådede hende til at lade være med at se tv og kigge på sin telefon, slukkede hun for alt det, der gav flimmer for øjnene.

Det hjalp. Ligesom det hjalp at gå i haven og ordne et rhododendronbed.

– Jeg boede nærmest i min have. Kuren var at opholde sig udenfor. Så snart jeg fik frisk luft på min pande, forsvandt alt det, der var væmmeligt og svært. Jeg gik mange lange ture med hunden. Den har aldrig været så tynd, og det har jeg heller ikke, griner Line.

Det hele væltede

Der er nu ikke mange grin på Lines læber, når hun fortæller om sin stress. Det er svært for hende at tale om, for hver gang, hun gør det, vender følelsen tilbage i kroppen, og det suger noget energi. Alligevel gør hun det i håbet om at hjælpe andre i samme situation. Især dem, der lige nu går rundt med alle de symptomer, som hun selv overhørte alt for længe.

– Hvis jeg ser nogen tage hovedpinepiller hver dag eller oplever, at de er mere pirrelige end normalt, så spørger jeg: – Hvordan har du det egentlig?

– Synes du, vi spørger for lidt til hinanden?

– Ja, vi spørger kun på overfladen, for det er jo lidt besværligt, når folk ikke har det godt. Hvis man spørger, skal man også være klar til at lytte, og man skal gide tale med folk.

– Ville du have svaret ærligt, hvis nogen havde spurgt dig, hvordan du havde det?

LÆS OGSÅ: Fire tips: Sådan undgår du stress

– Det ved jeg ikke. Jeg blev jo ikke spurgt, siger Line og understreger, at det ikke var omgivelserne, der var skyld i, at hun fik stress.

– Det var jo mig selv, der ikke lyttede efter, hvad min krop prøvede at fortælle mig, og pludselig væltede det hele.

Efter cirka fire ugers sygemelding var Line ikke rundtosset længere. Hun havde gået så mange ture med hunden og gravet så meget i haven, at hun følte sig klar til at vende tilbage til Lorry.

Men allerede, da hun gik ind ad døren, kunne hun mærke, at larmen føltes overvældende.

– At skynde sig at blive rask er sjældent hensigtsmæssigt, og jeg skruede alt for hurtigt op. Jeg var heller ikke tilbage ret længe, så gik jeg ned igen, siger Line, som ligesom første gang blev fysisk ramt. Kroppen ville ikke være med til livet med de lange vagter og de mange deadlines.

– Jeg havde skubbet mig selv for hurtigt frem, og min krop sagde igen fra ved at gøre mig rundtosset. Mit humør fejlede ikke noget. Jeg hverken græd eller var deprimeret, men jeg kunne nærmest ikke stå på benene. Da jeg kørte hjem fra arbejde den sidste dag, holdt jeg krampagtigt fast i rattet og følte hele tiden, at jeg var ved at køre af vejen. Det var sikkert ikke forsvarligt. Da jeg kom hjem, kravlede jeg op af trappen, og så lagde jeg mig på sofaen.

Gik i banken

Mens Line lå der, forstod hun godt, at den var gal. Godt nok vidste hun, at hvis hun bare kom ud at gå med hunden og rode i haven længe nok, så ville hun blive frisk igen.

Men hvad så bagefter, når hun begyndte på arbejde? Hvornår ville hun igen ligge fladt på sofaen, mens verden drejede rundt om hende?

– Da jeg gik ned anden gang, blev jeg bange. Derfor valgte jeg helt praktisk at gå ned i banken for at få et overblik. Hvad havde jeg af penge? Hvad kunne jeg sælge? Hvad kunne jeg ændre i mit liv, så jeg brugte færre penge? Jeg vendte alle muligheder.

Til sidst tog Line en beslutning, som hun aldrig har fortrudt. Hun sagde op og besluttede at forlade den tv-verden, som hun havde levet i halvdelen af sit liv.

– Jeg traf nærmest beslutningen fra den ene dag til den anden. Det var faktisk nemmere at overskue at sige op end at vende tilbage.

På det tidspunkt havde Line ikke en klar plan for, hvad hun så skulle leve af, men til gengæld oplevede hun, at så snart hun havde sagt op, begyndte nye arbejdsopgaver, mennesker og muligheder at dukke op.

– Da jeg først havde lukket den dør, åbnede den ene dør sig efter den anden, siger Line, som i dag lever af medietræning, foredrag og af sin blog, hvor hun humoristisk, skarpt og ærligt skriver til sin egen aldersgruppe om alt lige fra dating, hus, have, hund, drømme og livet med store hjemmeboende børn.

Slut med piller

Idéen fik hun faktisk, mens hun var sygemeldt, hvor hun undervejs fik skimmet stakke af aviser og dameblade.

Hver gang ærgrede det hende, at hun måtte bladre længe for at støde på historier om kvinder over 50.

– Jeg så stort set ingen historier om kvinder på min egen alder. Til gengæld fik jeg en dag et magasin ind ad døren, som hed Seniorliv. Da jeg åbnede det, kunne jeg se, at det var fyldt med artikler om rollatorer og gummi-lim til tænder. Der var jeg altså ikke endnu. Jeg tænkte: Jeg skal være den, der tør tale om at være midt i livet.

Line begyndte med at skrive et par historier fra sit liv, som hun forsigtigt sendte til nogle veninder.

– Er det her noget, I overhovedet gider læse? spurgte hun. Deres svar var meget klare: Vi vil have mere. Vi griner.

Siden er det blevet til mange indlæg på bloggen, og Lines to store sønner bakker ihærdigt op med gode idéer og flotte billeder på Instagram.

– Hvordan har du det i dag?

LÆS OGSÅ: Stress gør mig syg

– Jeg har et virkelig skønt arbejdsliv, og jeg laver kun det, jeg har lyst til. Jeg ved, at jeg ikke skal tilbage og lave tv. Det er slut. I så mange år har jeg været spændt for en vogn, hvor andre bestemte tempoet. Sådan var det arbejde jo, som jeg selv havde valgt, men nu er der ingen, der bestemmer over mig. Det er kun mig, siger Line, som især nyder en helt simpel ting: Nu, hvor hun ikke er vært, råder hun selv over sine aftener og kan lave en spontan aftale.

– Jeg havde helt glemt, hvordan det er at have et normalt liv.

Fysisk er Line også på toppen og har end ikke en hovedpinepille i huset. I den sidste periode med tv måtte hun ellers sluge flere af dem dagligt.

Men hun er også blevet meget bevidst om, at hun skal lytte til sin krop i de perioder, hvor hun får for meget i kalenderen, og musklerne i nakken begynder at blive lidt stramme.

Af dyrekøbt erfaring ved hun, at kroppen er den første til at sladre, hvis noget går den forkerte vej.

– Hvis jeg har haft travlt to dage i træk, slapper jeg af den tredje og går i haven og nyder vejret. Jeg passer godt på mig selv. Hvis der er et arrangement, jeg ikke orker, ringer jeg og aflyser, og inviterer jeg gæster, skriver jeg gerne til dem, at de skal gå, når jeg ikke magter mere. Det forstår folk godt. Det er afstressende, at man på forhånd har sagt, hvordan tingene hænger sammen. Og det er afstressende, at de andre kender spillereglerne.

Lines nye spilleregler fungerer tydeligvis. Hun er bestemt ikke en kvinde i knæ, da jeg møder hende. Tværtimod.

Selv om hun blev ramt hårdt, så fik slaget hende til at vælge en ny vej, og den går hun glad og sikkert på uden at blive rundtosset eller klamre sig op ad vægge.