Linn var misbruger i 10 år: Jeg levede kun for næste rus

Linn Bergskaug Carlsen er blond, smuk og blid og ser frisk ud. Sammen med sin bedste ven, hunden Kompis, skinner den 31-årige kvinde om kap med solen, mens hun fortæller om sin fortid som narkoman og misbruger.

– Håbløshed er det første ord, der falder mig ind, når jeg tænker tilbage på de år. Håbløshed blandet med galskab og magtesløshed. Jeg var helt nede og skrabe bunden og havde ikke styr på noget som helst.

Det er svært at forestille sig, at den charmerende norske kvinde igennem 10 år overhovedet ikke havde kontrol over sit liv, men blot levede for at få den næste rus. I alle årene styrede narko og alkohol alt, hvad hun foretog sig. Som blot 31-årig har hun oplevet og været udsat for mere, end de fleste gør i et helt liv. Men hun fandt vejen ud af misbruget, og nu har hun i fem år været clean og tørlagt.

– Da jeg som helt ung tog min første slurk alkohol, troede jeg, at den livsstil var det bedste for mig. Beruselsen gav mig den fred og tryghed, som jeg higede efter. For sent opdagede jeg, at det var en naiv og forkert indstilling. Med årene kunne jeg uden narko eller alkohol i kroppen ikke se mig selv i spejlet uden skyldfølelse og foragt for mig selv. Efter den lange periode som misbruger hadede jeg til sidst mig selv, fortæller Linn.

En vanskelig pige

Hun er ikke i tvivl om, at hun havnede i et misbrug allerede som teenager, fordi hun søgte alternative måder at dæmpe sin indre uro på.

Som barn var hun rastløs, usikker, højtråbende, rapkæftet og på andre måder en vanskelig pige. Da hun begyndte at drikke, fandt hun hurtigt ud af, at det ikke var nok. Rusen skulle være større, vildere og stærkere, og så fik narkoen tag i hende.

I misbrugsmiljøet i hjembyen Oslo fik hun tilnavnet ”Turbo-Linn”, fordi der altid var fuld knald på hende. Fra begyndelsen af sit misbrug opsøgte Linn alt det, som hun absolut ikke burde. Det gjaldt også de mennesker, hun berusede sig sammen med. Det var ikke venner, men derimod lidelsesfæller.

– Jeg brød mig ikke om dem, jeg mødte i miljøet, og de brød sig ikke om mig. Jeg fik hele tiden nye kærester, fordi de på grund af min vildskab og uregerlighed ikke kunne holde mig ud. For mig drejede det sig kun om at finde en ny fyr, der kunne skaffe mig narko. Det indså jeg først, da jeg kom ud af misbruget og fik tid til at reflektere over mit liv.

Knuste mors hjerte

Op mod 20 gange har Linn været indlagt på hospitalet med en overdosis, og en enkelt gang fik hun hjertestop.

– Jeg var aldrig bange for at dø, men tænkte kun på en ny rus. Når jeg vågnede på sygehuset, flåede jeg alle ledninger af kroppen og satte jagten ind på en ny rus.

– Jeg var uhygiejnisk og ligeglad og lugtede af tis og alt muligt andet ulækkert. Jeg udsatte min krop for ekstreme seksuelle oplevelser, som jeg slet ikke havde kontrol over. Jeg kunne f.eks. ikke se det forkerte i, at en mand forlystede sig seksuelt med mig, mens jeg sov. Det blev alt sammen værre og værre.

Linns mor, Bente Bergskaug, var konstant præget af skyldfølelse over for datteren. Desuden havde hun hele tiden en frygt i kroppen. Hun husker specielt en enkelt episode, hvor Linns ven ringede og sagde, at hun skulle komme straks. Han kunne ikke komme i kontakt med Linn.

– Synet af min datter knuste mit hjerte. At se hende ligge livløs på en sofa er et af mit livs sværeste øjeblikke. Det ønsker jeg ikke for min værste fjende. ”Nu dør hun”, tænkte jeg. Men efter et stykke tid vågnede Linn, kiggede op på mig og sagde: ”Er du her, mor?”. Hun satte sig op som en lille fugleunge, mens jeg gav hende lidt mad og tørrede hendes ansigt med en klud, husker Bente Bergskaug.

Helt ned på bunden

Linn har været tørlagt narkoman og misbruger i fem år, men vejen tilbage til et normalt liv har været vanskelig. Hun har været igennem hårde behandlinger, indlæggelser, samtaler med psykologer og et udfordrende 12-trins-program, der skulle gøre hende clean.

Hun indrømmer, at hvis hun på forhånd havde vidst, hvor svært det ville være, ville hun sandsynligvis ikke have gjort det.

– Det har været et rent helvede. Men nu er jeg stolt over, at jeg har klaret det. Jeg er et nyt menneske, og for første gang er jeg stolt af mig selv, siger Linn.

Hun blev i 2012 indlagt på et behandlingshjem og var fast besluttet på at komme ud af sit misbrug.

– Jeg havde ødelagt mit liv og havde levet et ekstremt hårdt liv i mange år. Jeg var led og ked af mig selv og alt andet. Jeg har hørt, at man skal helt ned på bunden, hvis man skal finde motivationen til at ændre sin tilværelse. Dernede befandt jeg mig til sidst. Jeg var tynd og bleg, og jeg var gået helt i hundene, siger Linn og vender hovedet bort og tørrer en tåre af kinden.

Må ikke glemme det

Efter fem måneder på et behandlingshjem kom Linn videre til et 11 måneder langt ophold i et kvindekollektiv i Oslo, inden hun afsluttede forløbet med et ophold på et år på et andet behandlingshjem.

Når hun ser tilbage på sit liv som misbruger og narkoman, er der selvfølgelig mange ting, hun gerne havde været foruden. Men Linn har også fået mange livserfaringer.

De mange år helt nede i sølet har været med til at forme hende til den kvinde og det menneske, hun er i dag på godt og ondt.

– Er du bange for at falde tilbage i misbruget?

– Ja, men det tror jeg er bedre, end hvis jeg ikke var. Jeg må aldrig glemme det, jeg har været igennem. Jeg føler mig stærk, men jeg skal arbejde med de ting, der er gode for mig. Jeg ved f.eks., at hvis jeg begynder at drikke alkohol igen, er vejen tilbage til narkomisbruget ikke lang.

Læs også: Anita var hjemløs i 14 år: Jeg havde kun mig selv

Vil hjælpe andre

Dans og yoga er Linns store interesse, og så håber hun at kunne bruge sine erfaringer til at hjælpe andre misbrugere.

– Jeg husker, hvordan det var godt og berigende for mig at lytte til tidligere misbrugere, dengang jeg havde brug for hjælp. Vi taler det samme sprog. Mange kvindelige misbrugere er smukke, stærke og intelligente og har store ressourcer, men har på den ene eller anden måde været uheldige at havne i et misbrug. Det føles godt for mig at kunne fortælle dem, at der er håb for alle. Det giver mig en indre glæde at kunne videregive mine erfaringer. Måske sår jeg et frø eller to i hovedet på nogen, og det vil være fantastisk.

Som narkoman uden rammer i livet eller håb for fremtiden var det svært for Linn at skabe ambitioner for sit liv. Engang for ikke længe siden turde hun ikke drømme, og hun var rædselsslagen for sin egen fremtid.

Dengang anede hun ikke engang, om den næste dag eksisterede. Måske ville hun være død. Nu er alt anderledes, og Linn drømmer om at blive danseinstruktør.

Linns mor får det sidste ord i den barske beretning om datterens vej tilbage:

 – Jeg har fået verdens dejligste og mest fantastiske datter tilbage. Linn er glad for dyr og interesserer sig virkelig for, at andre har det godt. Jeg kan se, at hun har fundet den ro, som hun ikke havde som misbruger. Det er en helt utrolig oplevelse for en mor.