Lisa har hikket i flere år
De fleste mennesker har prøvet at få hikke og véd, hvor irriterende det kan være. Som regel går det hurtigt over af sig selv. Værre anfald kan kureres ved at drikke et glas vand på hovedet, holde vejret, rykke hårdt i øreflipperne, eller ved at blive forskrækket.
24-årige Lisa Doherty fra Lincoln i England har prøvet det hele - og meget andet. Hun hikker stadig omkring 100 gange i døgnet, 365 dage om året, og det har hun nu gjort i mere end fire et halvt år.
Umulige gode, velmenende og opfindsomme råd fra alverdens mennesker, lige fra kloge koner til medicinske professorer. Lige lidt hjælper det. Jeg er ved at blive vanvittig, siger hårdt plagede Lisa.
I januar 2008 var Lisa gravid i fjerde måned med dag fik hun hikke, og det forsvandt ikke.
Lægen fortalte den vordende mor, at hikke var meget almindeligt hos gravide, og at det var kroppens måde at tilføre fostret ilt. Det skulle nok gå over, mente lægen. Om ikke før, så når Lisa havde født.
Det gjorde hun i juni 2008, men måtte bekymret konstatere, at hikken fortsatte med uformindsket kraft og regelmæssighed. Flere gange i timen bryder hikken ud, og selv ikke i søvne har hun fred.
Ægtefællen Matthew Doherty er for længst flyttet ud af parrets soveværelse, fordi han ikke kan udholde lyden af de mange hik. Lisa er både ked af det og flov, fordi hikkeanfaldene ofte kommer på meget upassende tidspunkter.
- Det er pinligt, og specielt ældre damer ser på mig med underlige ansigtsudtryk. Jeg har fået at vide, at jeg lyder som en vred dinosaurus. Men hvad skal jeg gøre, spørger Lisa.
I 2011 blev Lisa gravid igen og håbede, at fødselnummer to kunne hjælpe hende af med hikken. Sophie blev født i maj i år - men hikkeriet fortsatte. Lisa har ikke længere tal på det hav af specialister, der uden held har forsøgt at hjælpe hende. Heller ikke Matthews daglige forsøg på at skræmme livet af hustruen har hjulpet.
- Jeg har løbet fra Herodes til Pilatus og har fået mange besynderlige begrundelser for min hikke. En læge mente, at det var, fordi jeg talte for meget. Så sagde jeg ikke en lyd i en uge, men hikkeriet fortsatte. Nu venter jeg på at få foretaget en såkaldt gastroskopi. Jeg skal sluge et fiberoptisk kamera, som skal undersøge indersiden af spiserøret og min mave. Men jeg tror ikke længere på, at jeg slipper af med min hikke, siger Lisa.
Hun indrømmer, at det efter fire et halvt år ikke længere er så generende som i starten. Hun har næsten vænnet sig til det. Men Lisa bliver stadig flov, når hikkeriet pludselig bryder ud i køen ved supermarkedet. Så kan hun krybe i et musehul. Måske det kunne hjælpe. Det er i hvert fald én af de få ting, Lisa endnu ikke har prøvet.
