Skæbner

Lisas plejedatter blev myrdet

17. december 2019 Af Nina Sommer Foto: Dan Mariegaard
Lisa Hansen var som resten af Danmark rystet, da 40-årige Tine Rømer blev dræbt af sin egen 15-årige datter og dennes kæreste. Tine havde været Lisas plejedatter, fra hun var 14 år, og de havde bevaret et nært forhold helt frem til tragedien.

Telefonen kimer på Rideskolen i Svenstrup, det er om morgenen den 8. oktober 2014. Lisa Hansen fornemmer hurtigt, at der er noget galt. I den anden ende er en bekendt. Han er oprevet, og da ordene falder, kan hun mærke, at benene føles som gelé under hende.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Da han sagde, at Tine var blevet slået ihjel, troede jeg ikke på det. Jeg blev ved med at sige, at det ikke kunne passe, forklarer 63-årige Lisa Hansen.

LÆS OGSÅ: Christina fra Årgang 0: Mit vægttab begyndte i hovedet

Den dræbte Tine Rømer havde som teenager været i pleje hos Lisa Hansen, og de to havde bevaret et nært forhold – også efter at Tine blev voksen og stiftede familie. Nu var den 40-årige Tine Rømer blevet offer for en forbrydelse, der blev kendt som Kvissel-mordet, og som på grund af en helt uhørt omstændighed rystede hele Danmark.

Det viste sig nemlig, at gerningspersonerne var Tines egen 15-årige datter og dennes 29 år ældre kæreste Bakhtiar Mohammed Abdullah, der tidligere havde kæmpet for ISIS.

– Jeg har været glad for alle vores plejebørn, men Tine var noget specielt, fortæller Lisa.

Lisa blev i 1988 kontaktet af Kirkens Korshær, der med kort varsel søgte en plejefamilie til en ung pige, der skulle væk fra hovedstaden. Sammen med sin mand drev Lisa en rideskole, og de havde flere plejebørn boende.

Lisa kunne med det samme lide Tine, da hun første gang mødte den 14-årige pige med det lange, lyse hår og en gnist i øjnene. Tine faldt da også hurtigt til på rideskolen, hvor hun brugte mange timer på at være omkring hestene.

Han sagde ikke særligt meget om, hvad der var sket i København. I stedet så skrev hun en masse digte på engelsk, hvor hun gav udtryk for sine følelser.

– Jeg tror, det var hendes måde at få afløb for den smerte, hun havde indeni, forklarer Lisa.

Lige siden hun var lille, havde Tine været omgivet af utryghed. Hjemmet var præget af alkohol, og Tine valgte at flytte hjemmefra allerede som 10-årig sammen med en ældre kæreste, der efter Tines eget udsagn tvang hende ud i prostitution. Hvad der efterfølgende skete, fik Lisa aldrig at vide. Men hun var ikke i tvivl om, at hun havde fået en stærk pige ind i sit hus.

Holdt kontakten

– Hvis Tine var ens datter, så ville man være stolt af hende, siger Lisa.

Hun havde Tine i pleje i tre år. Det var et naturligt skridt, den dag Tine skulle lære at stå på egne ben og flyttede væk fra rideskolen. Hun havde fået en masse ballast og kærlighed med i rygsækken, og selv om de ikke længere delte adresse, fulgte de alligevel med i hinandens liv.

LÆS OGSÅ: Giv Ude og Hjemme i julegave

Fra sidelinjen var hun imponeret, når Tine gik i gang med det ene renoveringsprojekt efter det andet. Hun lagde selv gulv, satte nyt køkken i og sørgede for at forvandle et kedeligt hus til et hyggeligt hjem. Væggene var prydet med hendes hestebilleder, og der hang tørrede blomster overalt.

Efter nogle år blev Tine skilt. Men den stærke kvinde, der nu var alene med tre børn, lod sig ikke slå ud. Hun var god til at se muligheder i stedet for begrænsninger, og det var en stor glæde for Lisa, da Tine nogle år efter fandt sit livs kærlighed i manden Jens.

Fandt kærligheden

– De var soulmates. Han var fuldstændig forgabt i Tine, og hun var så forelsket i ham. Han var en rolig og god mand, fortæller Lisa, der flere gange fik besøg af parret på rideskolen.

De to tvillingepiger var harmoniske. De gik til spejder, skændtes og grinede sammen og klarede sig godt i skolen.

Men som årene gik, og pigerne kom i teenagealderen, begyndte hendes ene datter, Lisa, at blive uregerlig. Hun slukkede telefonen, når hun var ude, og kom ikke hjem til aftalt tid. Tine gjorde, hvad hun kunne, men det endte hver gang i et heftigt skænderi. Til sidst bad hun kommunen om hjælp, men der skete ikke noget.

– Jeg snakkede med Tine en dag, hvor jeg godt kunne mærke, at der var noget galt. Hun fortalte om datteren Lisa, og hvor frustreret hun var over, at hun ikke kunne få hjælp, fortæller Lisa Hansen, der ikke var i tvivl om, at den ellers så stærke Tine havde brug for hjælp.

LÆS OGSÅ: Mor til 15-årig datter: Hun ville beholde barnet

Tines datter Lisa var begyndt at hænge ud med nogle drenge fra flygtningecenteret i Frederikshavn. Den 29-årige mand Bahktiar blev Lisas kæreste. Han havde kæmpet i Syrien for ISIS, og Tines unge datter var blevet draget af det miljø. Tine kunne ikke trænge igennem til sin datter, der efterhånden var blevet radikaliseret.

Alligevel var der ingen, der havde troet, at det kunne ende så tragisk, som det gjorde.

Var en god mor

Nogle dage efter, at Lisa Hansen havde fået beskeden om, at Tine var blevet dræbt, kørte hun op til familiens hus. Hun mødte Tines mand, der var i chok, men da han fortalte, at han mistænkte Tines datter Lisa for at have dræbt sin mor, var hun målløs.

– Jeg kan huske, at jeg sagde ’Det findes ikke i Danmark. Sådan noget sker jo ikke herhjemme’. Jeg vidste jo godt, at Tine kæmpede med sin datter, men at det var så slemt, havde jeg ikke troet, forklarer Lisa.

Hun har set flere unge piger blive trukket ind i det radikaliserede miljø i sin tid som plejemor.

– Unge piger er så letpåvirkelige, og som jeg ser det, kunne Lisa lige så godt have fundet en it-nørd, og så havde hun måske siddet og spillet computer og drukket litervis af cola. Nu var det så en tidligere ISIS-kriger, siger Lisa.

I rytterstuen på den store gård i Svenstrup er Tine langtfra glemt. De mange, smukke billeder af heste pryder væggene sammen med en tørret blomsterbuket, der også har været igennem Tines hånd. Det hænger nu som et evigt minde om den stærke kvinde, der kæmpede for et normalt liv.

– Jeg håber, hun vidste, at hun var en god mor. For det var hun virkelig. Hun bragte så megen glæde ind i andres liv, og alle, der kendte hende, savner hende stadig, fortæller Lisa, mens hun endnu en gang kigger på en af Tines hestebilleder, mens hun smiler.

– Jeg kan stadig høre hendes københavnerdialekt for mig.

Kort om sagen:

Tine havde natten til 8. oktober taget en sovepille, før hun gik i seng. Tines datter og datterens kæreste stak Tine 15 gange, mens hun sov. Tine Rømers datter Lisa Borch blev idømt ni års fængsel for drabet på sin mor. Den 28-årige iraker Bakhtiar Mohammed Abdullah blev idømt 13 års fængsel og udvist for bestandig.

Det kom frem i retten, at Lisa havde konverteret til islam og på drabsnatten havde set henrettelsesvideoer på YouTube. Hun har på intet tidspunkt angret sin handling offentligt.

Sponsoreret indhold