Lisbeths sorg: Min søn blev skuddræbt

Som lille var Jimi altid glad, men i skolen kæmpede han mere og mere for at passe ind. Til sidst fandt han et fællesskab, hvor han følte, at han hørte til. Og det blev hans død.

Det har taget lang tid for Lisbeth at nå dertil, hvor hun ikke længere føler skyld over, hvordan hendes søns liv blev. Men hun kan stadig føle, at hun burde have tilbragt mere tid med ham, mens han var der.

– Han elskede at fiske, og jeg kørte ofte ham og hans venner til vandet. I stedet skulle jeg have fisket sammen med ham, men jeg var enlig mor og arbejdede meget, så vi kunne få økonomien til at hænge sammen, siger Lisbeth Almquist fra Hässleholm i Sverige.

Hun har skrevet bogen ”En mammas mardröm” (En mors mareridt, red.), der beskriver, hvordan hendes elskede søn, Jimi, havnede i det forkerte selskab og blev myrdet. Det er Lisbeths måde at give hans korte liv en mening.

Et af billederne i bogen forestiller Jimis gravsten, og billedteksten lyder: ”Hold jer fra bandemiljøet, for mit liv sluttede sådan her”.

– Jeg vil gerne have, at unge mennesker får øjnene op for, hvilket liv de vælger, når de begiver sig ind i den kriminelle verden, forklarer Lisbeth om bogen, som det har taget hende mange smertefulde år at skrive.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

En følsom sjæl

Jimi kom til verden den 28. januar 1981 som Lisbeths andet barn. Han var altid glad, men samtidig en følsom sjæl, som behøvede megen nærhed. Han elskede at sidde på sin mors skød, selv da han blev 12 år. Og så hadede han uretfærdighed. Han værnede om sin familie og bekymrede sig, hvis nogen ikke havde det godt.

 

Jimi var en glad dreng, før problemerne startede. Men han var også en følsom sjæl, som behøvede megen nærhed.

Jimi var en glad dreng, før problemerne startede. Men han var også en følsom sjæl, som behøvede megen nærhed.

 

I skolen kæmpede han med indlæringen. Han var kreativ og dygtig til at tegne, men fagene motiverede ham ikke, og han blev ”fræk”. Han fik ekstra hjælp, men set i bakspejlet mener Lisbeth, at han burde have fået mere. Måske mere alenetid med læreren, som han syntes godt om.

– Skolen burde have involveret os forældre, som den gør i dag. Vi forstod ikke, hvor galt det stod til, siger Lisbeth, som dog ikke bebrejder skolen for Jimis problemer.

Han havde desuden en medfødt hjertefejl, der begrænsede ham. Derfor fik han nok en mildere opdragelse end sin storebror, vurderer Lisbeth. Det var svært at være hård mod Jimi.

– Han var som en lille engel. Jeg kunne aldrig i min vildeste fantasi forestille mig, hvilket mareridt der ventede. Det var helt utænkeligt, at Jimi nogle år senere skulle sidde i fængsel.

 

– Han var som en lille engel. Jeg kunne aldrig i min vildeste fantasi forestille mig, hvilket mareridt der ventede, siger Lisbeth om sin søn.

– Han var som en lille engel. Jeg kunne aldrig i min vildeste fantasi forestille mig, hvilket mareridt der ventede, siger Lisbeth om sin søn.

 

Forandringen begyndte, da Jimi blev teenager. Han tog en beslutning, som ikke var god for ham. Butikstyveri blev det første lille skridt på den kriminelle vej.

– Jeg kan gøre mig mange tanker om, hvad der ville være sket, hvis jeg havde været strengere mod ham, siger Lisbeth.

De voksnes svigt

Det påvirkede Jimi negativt, da familien flyttede ind til centrum af byen. Han fik nye venner og var ude mere. Han og en ven stjal hver en sodavand, det blev politianmeldt og resulterede i samtaler med de sociale myndigheder. Jimi fik en kontaktperson, som skulle hjælpe ham med at komme væk fra vennegruppen.

– Han mødte op til de aftalte møder, men kontaktpersonen dukkede ikke op, og det gentog sig flere gange. Jimi oplevede det som et svigt. De voksnes svigt.

I denne periode skændtes han en del med sin far, gjorde teenageoprør og begyndte at stjæle mere systematisk. I gymnasiet følte han sig mindre værd med sine læse- og skrivevanskeligheder, og skoletrætheden tiltog.

Jimi fik en praktikplads i en blomsterbutik og stortrivedes der. Familien var samtidig flyttet på landet i håb om, at tingene ville blive bedre. Men Jimi pjækkede fra skolen og følte sig udenfor.

Sønnens stemme

I sin bog giver Lisbeth sin søn en stemme. Hun har skrevet den, som om han medvirker, og et sted siger han:

”Skolen var ikke noget for mig. Jeg ville helst have sprunget den over. Jeg prøvede øl og cigaretter i den periode. Man sætter spørgsmålstegn ved mit nærvær. Jeg beder læreren om at rende og hoppe. Lærdom og skolen kan gå ad helvede til”.

At slippe for skolen var ikke en mulighed, så det blev foreslået, at Jimi skulle starte et sted med bedre resurser til at tage hånd om elever som ”faldt uden for rammen”. Efter lidt tøven sagde familien ja.

Men det, som skulle være en forbedret skolegang, blev yderligere et skridt ind i den kriminelle verden. Blandt hans nye venner handlede det om at stige i graderne.

I bogen fortæller han:

”Jeg føler mig vred, opgivende, har det slet ikke godt og synes, at alt er svært”.

Tog stoffer

Jimi havde aldrig været nogen slagsbror, men nu begyndte hans problemer for alvor. I stedet for at kæmpe med bogstaver og tal, måtte han tage kampen op mod klassekammeraterne. Og stoffer.

Da han blev tilbudt stoffer, turde han ikke at sige nej, selv om hele hans indre protesterede.

”Jeg slår med mine knytnæver på døde ting som vægge og skabe. Så frygtelig trist, begyndt på stoffer, vred på mig selv, vil bare skrige højt og ser alting i sort. Jeg trækker mig tilbage til en bænk i skolen, sidder i mine egne tanker, forsøger at flygte og forbander hele verden”.

Jimi fortalte en gårdvagt, at eleverne tog stoffer i frikvartererne, men vagten valgte at ignorere det. Med tiden blev Jimi et kendt navn hos politiet, og da han valgte at engagere sig i en bande, var der ingen vej tilbage.

Kom i fængsel

I starten følte Jimi med sit dårlige selvværd en samhørighed i gruppen. Her betød han noget og var ikke de andre underlegen. Men senere, da han ville skabe sig et nyt liv med pigen, han havde mødt, kunne han ikke løsrive sig.

Jimi var 18 år, da han kom i fængsel første gang, og han kom der et par gange mere, inden hans liv sluttede.

– Han vidste, at der var trusler mod ham, og han bekymrede sig for os, siger Lisbeth og fortæller, at han ofte ringede hjem for at tjekke, om familien var okay.

Særligt Jimis storebror var en stor støtte for ham. Han arbejdede som sikkerhedsvagt og hjalp mange gange lillebroren ud af problemer. Han var Jimis tryghed, som Lisbeth siger. Men nogle måneder før Jimi blev skudt, sagde han selv, at han nok ikke ville blive så gammel.

Den sidste dag

Den dag, Jimi døde, var han hjemme hos sin mor, og to mænd kom forbi for at snakke med ham.

– Efter et stykke tid sagde Jimi, at han skulle med nogle venner til Malmø. Han ville ikke være væk så længe. Jeg genkendte den ene og tænkte ikke mere over det, husker Lisbeth og fortsætter:

– Jimi ringede ikke hjem, som han plejede. Jeg ringede heller ikke til ham, for jeg vidste jo, at han ville komme hjem.

Det, der siden skete, var kaos. Jimis storebror ringede til hende og fortalte, at Jimi var såret. Sammen med Jimis far hentede han Lisbeth, og de kørte til Malmø.

– Uden for hospitalet blev vi mødt af nogle civilbetjente, som sagde, at Jimi var død. Vi måtte ikke komme ind til ham, fordi han var blevet skudt. Der var mistanke om mord, siger Lisbeth.

Det var den 20. oktober 2006. Jimi blev 25 år.

 

Jimi hviler nu på kirkegården i Hässleholm, og Lisbeth besøger ham ofte og pusler om hans gravsted.

Jimi hviler nu på kirkegården i Hässleholm, og Lisbeth besøger ham ofte og pusler om hans gravsted.

 

Siden Jimis død har familien oplevet, at deres billede af ham står i kontrast til andres opfattelse. Venner er forsvundet, og de føler sig dømt på forhånd.

– Da han døde, var det som om, at politiet følte, at der nu var ét problem mindre for dem. Vi ved, hvem Jimi var, men for samfundet var han bare en belastning. Jeg har lært af alt dette, at man ikke skal dømme andre.

Lisbeth husker, hvad Jimi også sagde til hende, da han konstaterede, at han nok ville dø ung.

– Han sagde: ”Hvis der sker mig noget, skal jeg vise dig, at der findes et liv efter dette”. En dag sad jeg og græd ved køkkenbordet, og lyset slukkede. Jeg tænkte: ”Det må være Jimi”. En anden dag stod jeg på altanen, da en rødkælk satte sig lige ved siden af mig. Rødkælken er Jimis fugl.

I Lisbeths øjne var det et tegn fra hendes søn. Han er stadig hos hende.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her