Skæbner

Livet blev ændret på drømmeferien: Overlevede styrt fra balkon

13. maj 2019 af: Svend Aage Madsen, Dansk bearbejdelse: Carsten Holst
Foto: Morten Eik
Ferien på Tenerife var i fuld gang. Linn Therese skulle lige have en godnat-smøg på balkonen, da livet ændrede sig. For hun lænede sig så langt ud over kanten, at hun fik overbalance og styrtede 12 meter med.
kvinde sidder i rullestol

Linn Therese Karlsen havde længe glædet sig til ferien på Tenerife. Men hun havde ikke forestillet sig den tragedie, der ventede i ferieparadiset. Hun fik et minde med hjem, som resten af livet vil minde hende om det mareridt, hun blev udsat for.

I dag er nu 38-årige Linn These glad for, at hun overhovedet kom hjem i live. Hun brækkede nemlig ryggen fire steder, da hun faldt ud fra en hotelbalkon og landede på fliserne 12 meter nede.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

– Det sidste, jeg husker, er, at jeg stod på balkonen og bøjede mig fremover for at se på noget, som skete under mig. Derefter gik alt i sort, fortæller den norske kvinde fra Kjeller nær Lillestrøm om den dramatiske aften i juni 2014, da hendes liv ændrede sig for evigt.

Dybt bevidstløs blev hun kørt på sygehuset på Tenerife. Først tre dage senere vågnede hun og kunne svare på personalets spørgsmål.

– Jeg var i et lokale fyldt med mennesker, som jeg ikke kendte. De kiggede undrende på mig, og ingen anede, om jeg kunne huske noget af det, der var sket, siger Linn Therese.

Den norske konsul blev hidkaldt for at oversætte alt det, som sundhedspersonalet ville fortælle den hårdt kvæstede kvinde. Han fortalte, at de læger, der havde opereret hende, betegnede det som et mirakel, at hun havde overlevet styrtet.

Hun havde været igennem en ni timer lang operation, og ud over at have brækket ryggen fire steder havde hun også brækket alle ribben i højre side. Desuden havde hun beskadiget den ene lunge.

– Jeg var totalt lam fra navlen og ned og havde ingen følelse eller muskel-aktivitet. Jeg fik besked på, at jeg aldrig ville komme til at gå igen, men beskeden tog jeg overraskende godt. I situationen var jeg nok ikke helt klar over, hvilke konsekvenser det ville få for mit liv. Samtidig var jeg lykkelig og taknemmelig over, at jeg ikke landede på hovedet. Så havde det været slut, erkender Linn Therese.

Ingen forsikring

Linn Thereses forældre, en søster og en kusine tog det først mulige fly til ferieøen, da de fik meddelelsen om ulykken.

Hendes søn, Casper på 12 år, blev hjemme i Norge. Hun har været alene med drengen, siden han blev født, og ønskede at skåne ham for synet af en mor tilkoblet slanger, ledninger og andet medicinsk udstyr.

Inden afrejsen havde Linn Therese bestilt en rejseforsikring, men havde ikke fået den betalt før afrejsen. Derfor var det et chok for hende at opdage, at den ikke dækkede hende. Forsikringsselskabet nægtede at hjælpe, og selv om opholdet og behandlingen på hospitalet var gratis, blev det en dyr affære for forældrene at få datteren hjem. Tilmed havde hun ingen andre end sig selv at bebrejde for den situation, hun var havnet i.

I dag bor Linn Therese i en lejlighed i Lillestrøm og klarer næsten alt selv. Men hun er glad og taknemmelig, når veninder kigger forbi og giver en hjælpende hånd.

– Optræningen på hospitalet efter hjemkomsten blev noget anderledes, end jeg havde forventet. Det viste sig nemlig, at jeg havde nogle uønskede, antiresistente bakterier med hjem fra Spanien. Derfor skulle jeg tilbringe den første tid i isolation uden mulighed for at træne ordentligt.

Angsten for, at folk skulle se hende i en kørestol, prægede også Linn Therese i den første tid. Hun var bange for, at andre kun ville have øje for kørestolen og ikke på personen, der sad i den.

Mod på udfordringer

Den 30. juni er det fem år siden, at Linn Thereses liv blev ændret for evigt.

Både hun og sønnen har accepteret situationen, som den er. Og Linn Therese har opdaget, at livet på trods af kørestolen er fyldt med muligheder og oplevelser.

– Jeg er single og har ikke travlt med at ændre på det. Der er så meget, jeg har lyst til at foretage mig og være med til. Livet er fint, og jeg har det godt.

– Jeg føler mig mere selvsikker i dag end før ulykken og siger ikke længere nej til udfordringer. Det er meget bedre at leve livet end blot at eksistere. Jeg har modet til at prøve alt, og jeg drømmer også om at komme tilbage i job, siger Linn Therese.

Det er i første række organisationen Camp Spinal, der har givet hende troen og modet på livet og dets udfordringer og muligheder. Organisationen har især fokus på mennesker med svære rygmarvsskader, som tilbydes store udfordringer og spændende aktiviteter.

– Fællesskabet betyder enormt meget for mig. Jeg har været på to sommerlejre, den ene gik til Barcelona, hvor jeg prøvede at dykke og at køre på vandscooter. Jeg er blevet gode venner med andre, der har et liv ligesom mit, og det har fået mig til at føle mig tryg ved min egen situation. Før betragtede jeg mig selv som en livsnyder. Nu er jeg en aktiv rebel, der kaster mig ud i alle mulige former for udfordringer, siger hun.

Linn Therese har blandt meget andet været tilbage på Tenerife for at holde ferie. Hun har også kørt på bobslæde i fjeldene omkring Lillestrøm, og hun har foretaget et tandemspring i faldskærm.

– Livet er fantastisk, og jeg er klar til alt, siger hun.

Sponsoreret indhold