Skæbner

Louise fra De unge mødre: Det sidste år har ændret mit sind

4. august 2022 Af Karin Heurlin. Foto: Alex Tran
I løbet af det sidste år har Louise ligget på operationsbordet to gange af meget forskellige årsager. Den ene operation forandrede hendes krop. Den anden hendes tankegang. For man ændrer sit syn på livet, når man har været tæt på at miste det.

Da 30-årige Louise Brylle Schmidt blev hjemsendt fra sit arbejde ligesom så mange andre under Corona, var køleskabet meget tæt på. Så tæt, at hun på et halvt år tog 10 kilo på. Det var hun nok ikke den eneste, der oplevede. Men for hende blev de berygtede Corona-kilo dråben.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Havde prøvet alt

Siden barndommen havde hun kæmpet med vægten, og gennem årene havde hun lagt krop, tanker og energi til stort set alle slankekure. Louise kunne sin kalorietabel på fingrene, og som uddannet personlig træner vidste hun præcis, hvad man skal og ikke skal for at komme ned i vægt. Men hun vidste også alt om, hvordan et nederlag føles, når endnu en kur er gået i vasken. Ligesom hun forstod, hvordan hendes overvægt var begyndt at påvirke hendes humør og livskvalitet. Og allerværst: Hvordan vægten påvirkede hendes rolle som mor.

– Til sidst vejede jeg 100 kilo, og jeg var ked af det hele tiden. Det var virkelig træls. Mine børn skulle jo have en glad og sjov mor. Sådan en, der havde masser af energi til at lege og være med på en TikTok video, siger Louise.

Under Corona tog Louise 10 ekstra kilo på i løbet af et halvt år. Og det var dråben for hende. Nu ville hun gøre noget ved sin vægt.

Maveoperation i Tyrkiet

Så efter mange svære overvejelser og grundig research tog hun en drastisk beslutning for igen at blive den glade mor, hun ønskede at være. I juli sidste år rejste hun derfor til Tyrkiet for at få foretaget en såkaldt gastric sleeve maveoperation.

Der udspandt sig selvfølgelig en følelsesladet afsked med børnene inden afgang. For Louise vidste udmærket, at en operation aldrig er risikofri. Ligesom den heller ikke er gratis. 35.400 kroner måtte hun spare op for at betale regningen. Det lykkedes på et halvt år ved blandt andet at skære alle tøjkøb fra og ved lave andre små ændringer i hverdagsøkonomien. Og det med pengene havde faktisk også en motiverende virkning på Louises vægttab efter operationen.

– Man kan sagtens spise sig stor igen efter sådan en operation. Men jeg tænker hele tiden: Jeg giver altså ikke 35.400 kroner for noget, for så at ødelægge det igen, som hun siger.

Louise lige inden operationen for et år siden.

Har tabt sig 40 kilo og fået et lysere sind

I dag ligger det et år tilbage, og når Louise gør regnestykket op, har hun virkelig fået noget for pengene. Der er nemlig blevet 40 kilo mindre af hende, hvilket har medført den store gevinst, at hun er blevet den glade og sjove mor, som hun rejste til Tyrkiet med håbet om at blive.

– Jeg har fået så meget energi, og det er som om mit sind er blevet lysere, siger hun.

Deter ikke kun kroppen, der har forandret sig. Det har Louises sind også.

Louise besvimede på badeværelset

Men det er nu ikke kun vægttabet, som har gjort Louises øjne mere positive og smilet mere brugt. Faktisk var det en langt mere dramatisk begivenhed fire måneder efter operationen, som kom til at vende op og ned på Louises syn på livet.

I et stykke tid, havde hun haft lidt ondt i maven. Ikke noget bekymrende. Og ikke noget, der var værre, end det kunne slås ned med et par Panodiler. Men da hun en morgen vågnede tidligt og med en kop kaffe gik ud i haven for at trække lidt luft, sortnede alt pludseligt for hendes øjne. Louise fik kæmpet sig ind igen, men da hun nåede badeværelset, besvimede hun. Hun nåede heldigvis at kalde på sin mand Jesper, som øjeblikkelig ringede 112, og kort efter var en ambulance med udrykning på vej mod familiens adresse i Toftlund i Sønderjylland.

Kan hun være gravid?

Selv husker Louise ikke meget. Men hun hørte svagt, falckredderne spørge Jesper, om hun kunne være gravid. Det kunne han blankt afvise. Louise var blevet steriliseret fire år tidligere. Familien skulle ikke have flere børn. De havde allerede de to ældste Julie og Mads, som Louise fik så tidligt, at hun i en årrække medvirkede i tv-programmet “De unge mødre”. Og sammen med Jesper havde hun kæmpet sig gennem en fertilitetsbehandling for at få den yngste, Mattheus på fire. Nu var familien, som den skulle være.

Derfor var meldingen næsten ikke til at fatte, da Louise blev scannet på hospitalet den dag: “Du er gravid. Det er tvillinger. Og det er uden for livmoderen”.

Tæt på at gå galt

Situationen var ikke bare chokerende. Den var livsfarlig, for Louise havde blødninger i maven, og skulle opereres akut. Undervejs mistede hun omkring tre liter blod, og da hun vågnede efter operationen, var beskeden fra lægen så alvorlig, den kunne blive: “Du skulle ikke have ventet meget længere. Det var tæt på”.

Værdsatte livet på en ny måde

Fysisk kom Louise til sig selv igen og kunne efter et stykke tid fortsætte sit gamle liv. Men det var ikke det samme liv som før. Visheden om at det hele kunne have været slut den morgen på badeværelsesgulvet, havde nemlig forandret noget. Louises tankegang havde fået et nyt spor.

– Det var gået op for mig, at livet pludselig kan slutte, og det var virkelig en øjenåbner. Jeg besluttede derfor, at nu skulle jeg være den bedste udgave af mig selv og få det mest positive ud af livet i stedet for lidt for tit at gå og være småsur med en kort lunte. Det har ændret mig helt vildt. Det var faktisk som en slags kortslutning, siger Louise, som også besluttede at gå aktivt efter sine drømme i stedet for bare at tale om dem.

Louise har fået et nyt syn på livet, efter hun var tæt på at miste det.

Forfølger sine drømme

En af drømmene var, at hun godt kunne tænke sig at bruge sin krop lidt mere, end hun gør i sit job som socialrådgiver, så nu har Louise meldt sig til Hjemmeværnet og har netop hentet sin uniform.

– Jeg vil gerne bidrage til samfundet og lave noget, hvor jeg er mere fysisk aktiv, siger Louise, som nu også får brugt muskler og lunger, når hun træner fire gange om ugen. Det meste af sin nye energi bruger hun selvfølgelig på dem, som det hele handlede om lige fra starten. De tre børn. Og manden Jesper. Og så bruger Louise for øvrigt også en del tid på Instagram, hvor hun deler ud af sit liv og ikke mindst prøver at svare på de mange spørgsmål, som dagligt kommer ind om hendes vægttab.

Du kan følge Louises vægttab her: Louise_schmidt_vaegttab.

Louise er begyndt at forfølge sine drømme i stedet for bare at tale om dem.

Sponsoreret indhold