Louise voksede op i ensomhed

Latteren breder sig ud i rummet som ringe i vandet, og det moderne tøj smyger sig på pigernes slanke kroppe. Aftaler efter skole bliver lavet, og drengene bliver kommenteret. 

Men selv om Louise står tæt på, har hun alligevel følelsen af at være i et andet univers. Det er, som om en stor plasticbold har indkapslet hendes krop. Ingen ænser hendes triste ansigt og den store higen efter at blive set. 

– Det var en følelse af, at jeg stod i en boble, hvor jeg kunne se ud, men ingen kunne kigge ind. Jeg følte ikke, at jeg eksisterede for andre. Jeg følte kun, at jeg var ligegyldig, og hvis jeg ikke var der, så var der ingen, der ville savne mig, fortæller 22-årige Louise Bergqvist Hansen, der bor i  en by i Østjylland. 

Følelsen af den altoverskyggende ensomhed krøb ind på Louise, da hun som 12-årig var vidne til sine forældres voldsomme skilsmisse. Hun ville ikke belemre sin mor med sine tanker, og i skolen glimrede de gode veninder ved deres fravær. Louise lukkede sig inde i sig selv og prøvede at tvinge tankerne væk. I skolen havde hun et dødt blik i øjnene, og når det ringede til frikvarter, blev hun siddende og stirrede ud i luften. 

Lavede mig om

Hun begyndte at få makabre drømme, når hun forsvandt ind i drømmeland, og en dag kunne hun ikke længere holde til det. Tankerne føltes som fysisk smerte, og en dag tog hun en skarp genstand og førte den over sin arm.

– Når jeg skar, gjorde det kun ondt et sted. Jeg kunne placere det, og så tog det for en stund fokus væk fra alle tankerne, fortæller Louise, der på et tidspunkt fik en veninde, der gjorde hende opmærksom på, at hun så forkert ud. 

Hun lånte hende det moderigtige tøj og opfordrede hende til at smile og snakke med de andre, men selv om de andre piger droppede de nedladende kommentar om Louise og begyndte at snakke med hende, fik hun det ikke bedre. Tværtimod. 

– Jeg følte mig enormt falsk. Det bekræftede mig i, at jeg ikke var god nok, og at jeg var nødt til at lave mig selv om, hvis jeg ville accepteres.

For Louise blev ensomhedsfølelsen så stærk, at hun ikke turde drømme om fremtiden. Når hun vågnede om morgenen, håbede hun bare på, at dagen ikke ville blive så slem som den forrige, og de mange år med mobning og udelukkelse førte også ekstra kilo på sidebenene. Derfor blev den næste stræben efter positiv opmærksomhed at tabe sig.  

Ved at sulte sig selv og gå mange kilometer om dagen tabte Louise sig 25 kilo på kort tid, og da hun efterfølgende kom på efterskole, blev hendes mad overvåget.

Vendepunktet 

I dag er smilet mere permanent på Louises læber end nogensinde før. Den hjerteveninde, hun savnede hele sin barndom, har hun nu fundet, og glæden ved at have en til at støtte sig i med- og modgang er en stor gave for Louise. 

– Jeg ved, at hun ikke pludselig forsvinder eller bliver ligeglad med mig. Vi har en stor forståelse for hinanden og kan snakke om alt, og det er bare så fedt, siger Louise, der snart begynder på pædagoguddannelsen. 

Hun håber, at andre unge har modet til at søge hjælp til deres ensomhed, så det ikke ender med at æde mange år af deres liv. 

– Det er enormt sårbart at søge hjælp, men begynd eventuelt med at gøre det anonymt. Bare det at åbne munden og sige, at man har et problem, er et kæmpe skidt på vejen. Det er det hele værd.