Skæbner

Louises mor var sød mod alle: Myrdet for at hjælpe

9. december 2018 Af Carsten Holst. Foto: Jørgen Ploug.
Inger Kristensen havde et stort og varmt hjerte. Det bankede specielt for mennesker, der havde det svært i livet. Dem ville Inger gøre alt for at hjælpe. Ulykkeligvis kostede den trang hende livet, da hun blev myrdet af sin syge nabo. Inden tragedien havde Ingers datter, Louise Hertz, tryglet politiet om hjælp.

70-årige Inger Kristensen var det mest elskelige og hjertevarme menneske, man kan forestille sig. En rigtig mormor-type, der elskede sine seks børn og alle børnebørnene. Hun vidste ikke alt det gode, hun skulle gøre for andre, og hendes hjerte bankede specielt for mennesker, der på den ene eller anden måde havde det svært i livet.

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Paradoksalt nok kom netop trangen til at hjælpe andre i nød til at koste den milde kvinde fra Frederikshavn livet. Inger Kristensen blev myrdet af en psykisk syg 64-årig mandlig nabo, som hun som den eneste i verden forsøgte at hjælpe.

Foruden sorgen over tabet af en kær mor, svigermor og mormor kæmper Inger Kristensens nærmeste familie nu med vreden over, at drabet kunne være undgået.

– Den sidste tid op til min mors død blev hun chikaneret næsten i døgndrift. Vi tryglede politiet om at gøre noget, eventuelt få den syge mand indlagt på psykiatrisk hospital, men der blev intet gjort. Gerningsmanden fik ikke engang et tilhold, siger den myrdedes datter, 34-årige Louise Hertz fra Frederikshavn, der er filosof og psykologisk udviklingsvejleder.

Lige som det så lysest ud

Sammen med kæresten, tømrermester Peter Dronninglund, 38, fortæller Louise, hvordan de igen og igen henvendte sig til Nordjyllands Politi, for at få hjælp.

– I seks dag fulgte gerningsmanden i hælene på vores mor og bombarderede hende med modbydelige telefonopkald og sms’er. Han hængte et brev op på hendes dør med psykopatiske beskeder, og ligegyldigt hvor vi skjulte mor, fandt han hende.

– Hun var rædselsslagen. Vi andre var lige så bange. Mor havde i sin lejlighed en bog med alle familiens telefonnumre og adresser. Vores teori er, at manden havde affotograferet oplysningerne og derfor var i stand til at finde mor.

Louise talte i telefon med sin mor, ganske kort før hun blev myrdet om eftermiddagen onsdag den 24. oktober. Det blev ikke kun sidste gang, de to talte sammen. Det blev også en af de smukkeste samtaler, som Louise har haft med sin mor.

– Mandag hentede mor og jeg en graviditetstest, og den var positiv. Jeg var gravid, og min mor var jublende lykkelig. I nogle få øjeblikke glemte vi alt det forfærdelige. Onsdag var jeg hos lægen, og om eftermiddagen ringede mor. Hun var på vej til Føtex og ville høre, hvordan det var gået hos lægen. Tre kvarter senere var hun død. Det er stadig så uvirkeligt, at jeg ikke helt har forstået det, siger Louise.

Seks dages mareridt

Inger Kristensen boede alene i en lejlighed på Teglgårdsvej i det centrale Frederikshavn, og på et tidspunkt flyttede den 64-årige mand ind i opgangen. Han opførte sig ikke normalt og gjorde mange i ejendommene utrygge.

I begyndelsen tog Inger sig som den eneste af ham, og de kom også begge i den samme frikirke i Frederikshavn. Inger Kristensen vidste, at manden havde alkoholproblemer og var psykisk syg. Han havde afsonet en fængselsstraf, og alle, inklusive hans familie, havde slået hånden af ham.

Men Inger med det store hjerte inviterede ham et par gange på kaffe. Det holdt hun op med, da hun opdagede, at han var dybt fascineret af hende og ønskede et forhold.

Inger gengældte på ingen måde hans følelser. Herefter begyndte chikanen.

De sidste seks dage i Ingers liv blev et sandt mareridt.

Måtte gemme sig

Fredag den 19. oktober holdt den senere gerningsmand Inger og en af hendes døtre indespærret i Ingers lejlighed.

Da de endelig slap fri, skjulte den 70-årige kvinde sig i en datters hus i Frederikshavn. Men også her fandt forfølgeren hende.

Peter Dronninglund, Louises mand, blev tilkaldt, og det kom til en voldelig konfrontation mellem ham og den 64-årige. Politiet afhentede manden, men tilbageholdt ham kun i seks timer indtil tidligt lørdag morgen.

– Chikanen fortsatte hele weekenden. Manden opsøgte min far på et plejehjem, selv om de to ikke kendte hinanden. Søndag var min mor hos min søster i Vadum, og også her blev hun ringet op og truet, hvis hun ikke kom til Frederikshavn inden for 10 minutter, fortæller Louise.

I de kommende dage blev Inger flyttet fra skjul til skjul, men hver gang lykkedes det hendes plageånd at finde hende. Når familiemedlemmer ringede til politiet, skete der intet.

– Da jeg mandag ringede til Nordjyllands Politi og spurgte, om nogen skulle dø, før der blev gjort noget, fik jeg et arrogant svar. Hvis det var med den tone, ville den vagthavende slet ikke tale med mig, fortæller en vred Louise.

Rasende over politiets behandling

Inger turde ikke vende tilbage til sin lejlighed på Teglgårdsvej, men overnattede skiftevis hos en veninde eller hos Louise og Peter. Her sov hun på barnebarnet Adams værelse, og i dagtimerne havde hun og datteren samtaler om, hvad der skulle ske.

Politiet ville åbenlyst ikke foretage sig noget, og forfølgelsen blev mere og mere modbydelig. Det blev derfor besluttet, at Inger skulle bo på et hemmeligt sted på Fyn, indtil der forhåbentlig faldt ro i sagen.

Så langt nåede hun ikke. Dagen før, Inger skulle rejse i sikkerhed, blev hun dræbt.

Peter Dronninglund er ligesom alle andre i familien rasende over den behandling, de føler, politiet har givet dem. Han vil hyre en advokat, der skal bistå familien i det videre forløb.

– Politiet grinede nærmest ad os, når vi henvendte os. Man ville ikke engang skride ind, da den 64-årige tilbageholdt tre personer i Ingers lejlighed. Vi fik at vide, at hvis manden stod med et våben i hånden, kunne vi ringe igen, siger Peter Dronninglund.

– Vi får ikke Inger igen, men noget skal der ske. Der må placeres et ansvar, og politiet skal sørge for, at dette aldrig sker igen.

Ude og Hjemme erfarer, at den 64-årige nu fængslede gerningsmand selv henvendte sig til psykiatrien i Aalborg søndag, men at han ikke blev indlagt. Han har tidligere været indlagt og har i årevis været i medicinsk behandling for en depression.

Louise Hertz har termin for sin kommende fødsel den 22. juni. Det var den sidste besked, hun nåede at give sin elskede mor.

Sponsoreret indhold