Lykken er ikke at være tynd

Carolina troede, at en tynd krop var vejen til lykke. Men hendes besættelse af vægt førte i stedet til spiseforstyrrelser, angst, depression og selvmordsforsøg.

Da Carolina var 13 år, sagde skolens sundhedsplejerske til hende, at hun burde tænke over, hvad hun spiste, fordi hun var tæt på at være overvægtig.

– Jeg syntes, det var mærkeligt. Jeg gik til fodbold og var veltrænet. Jeg spiste bare det, som blev lavet derhjemme og serveret i skolen. Det er mit første stærke minde om, at vægt er noget, der har stor betydning, siger svenske Carolina, 31, som ikke ønsker at stå frem med sit efternavn.

Læs også: Kæmpede med anoreksi: Min fars død gjorde mig rask

Efter den oplevelse kunne hun ikke holde op med at tænke på sin vægt. Hun begyndte at sammenligne sig med andre, og som 15-årig blev hun ramt af bulimi. Spiseforstyrrelsen fortsatte i nogle år, og da hun endelig fik bugt med den, blev hun i stedet ramt af angst og depression. Den antidepressive medicin fik samtidig hendes vægt til at stige.

– På et tidspunkt forsøgte jeg at tage mit liv, og det var tæt på at lykkedes, fortæller Carolina, som blev indlagt på psykiatrisk afdeling og fik elektrochokbehandling, der hjalp hende ud af depressionen.

Lavt selvværd

Carolina besøgte dog stadig en psykolog, som fik hende til at tænke på, hvordan hun så på sig selv.

– Jeg arbejdede meget med mit selvværd, som havde været lavt hele livet. Det flyttede fokus væk fra mit ydre.

Carolina mødte kærligheden, og da hun var 23 år, fik de deres første barn. Under graviditeten tog hun 12 kilo på.

– Det var første gang i tre år, at vægten begyndte at spille en rolle igen, for så skulle man veje sig og følge kurver hos jordemoren, siger Carolina, som også mærkede, at vægten var et stort emne i mødregrupperne på Facebook. Meget handlede om at smide graviditetskiloene.

– Det var tydeligt, hvor mange krav der er til kvindekroppen. Den almene holdning synes at være, at det ikke skal kunne ses, at man har født.

Læs også: Jeg var ved at spise mig ihjel

Gik på hård diæt

Carolina nåede aldrig at tabe graviditetskiloene, før hun blev gravid igen og tog endnu mere på. Tankerne begyndte atter at kredse omkring hendes krop. Kiloene skulle væk. Kroppen skulle trimmes.

Hun gik derfor på en hård diæt og tabte 42 kilo på et år. Det affødte mange positive kommentarer, men Caroline havde det stadig dårligt indeni. Hun oprettede derfor en instagram-konto, som skulle motivere hende til at fortsætte diæten og træningen. Her viste hun en glad facade, for glansbillederne gav flere positive reaktioner.

Men den livsglæde, hun formidlede, var det stik modsatte af, hvad hun i virkeligheden følte. Kosten blev en tvangshandling for hende.

– Jeg blev utroligt vægtfikseret. Jeg tabte mig og syntes, at jeg så næsten sygeligt tynd ud, men vægten viste, at jeg stadig var overvægtig. Billederne i mit hoved matchede ikke billedet i spejlet. Angsten vendte tilbage.

Læs også: Carina sultede sig for at få kærlighed

Et stressfuldt liv

Det kulminerede efter en frokost i byen med familien. Carolina havde spist en salat og fik et angstanfald, fordi hun ikke vidste, hvor mange kulhydrater salaten indeholdt. Det gik op for hendes kæreste, hvor negativt kosten påvirkede hende.

– Han har aldrig fokuseret på, hvordan jeg ser ud, men til sidst sagde han: ”Du har det ikke godt. Jeg vil hellere have, at du tager 20 kilo på og er glad, end at du bliver ved sådan her.”

Carolina holdt op med at fokusere på mad og vægt – og blev gravid for tredje gang. Livet var dog stadig præget af stress. Hun ventede barn, studerede på fuldtid, arbejdede på deltid, havde et barn i institution og et barn derhjemme. Først fik hun rygproblemer, og siden blev hun sygemeldt med træthedsdepression.

– Jeg gik fra at føle et stort overskud til næsten at bryde sammen bare ved tanken om at skulle stille noget i opvaskemaskinen, siger Carolina, der også begyndte at kæmpe med vægten igen, fordi hun gerne ville se slank ud til sit forestående bryllup.

Læs også: Bethina led af tvangsoverspisning

Hun indså, at hun var nødt til at få hjælp til at forstå, hvad der var rimelige krav at have til sig selv, og hun begyndte derfor i samtaleterapi. Samtidig var hendes ældste datter nu i en alder, hvor hun også var begyndt at sammenligne sig med andre. Det fik Carolina til at reflektere over, hvilket forbillede hun gerne ville være.

– Jeg ville ikke have, at mine børn skulle vokse op med en mor, som altid spiste specialmad, og som altid stod og målte og vejede sig. Er det dét værd, at jeg måske skal give mine egne børn angst bare for at se godt ud i andres øjne?

Alle er gode nok

Overvejelserne fik Carolina til at stoppe med at tælle kalorier for i stedet at koncentrere sig om at nyde livet. Instagram-kontoen blev forvandlet til en konto om kropspositivisme, og reaktionerne var også positive.

– Det er en fantastisk følelse, at det, som jeg skriver eller gør, påvirker andres syn på sig selv. Jeg vil gerne sprede budskabet om, at alle er gode nok, præcis som de er. Man bliver ikke lykkelig, bare fordi man er tynd, og man bliver ikke ulykkelig, bare fordi man er tyk.

I dag er Carolina mor til fire. Hun spiser det, hun vil, og lader vægten passe sig selv. I stedet for at udskyde livet, indtil hun har tabt sig, har hun nu valgt at acceptere, hvordan hun ser ud. Og når hun dyrker motion, er målet ikke at tabe sig, men i stedet at føle glæde.

– Jeg hjemmetræner med børnene, fordi det er sjovt og ikke som en straf for, at jeg spiste dessert dagen forinden. Jeg tror, at mange kan få gavn af at være mere til stede i nuet. 

Carolina oplever, at spørgsmålet om vægt forhindrer mange i at nyde livet.

– Hvis man synes, at man er for tyk til at blive set i badetøj og derfor undgår at tage på stranden en varm sommerdag, så begrænser man livet. Det kan ikke være det vigtigste i livet at vide, om man er gået op eller ned i vægt siden i går. Det får ikke lov til at tage mit fokus mere.

Læs også: Carina skal tage på