Madeleines tvangstanker: Jeg ville skade mit barn

Da Madeleine blev gravid, var det en årelang drøm, der gik i opfyldelse. Babylykken blev dog hurtigt forvandlet til et mareridt, da hun fik tvangstanker om at gøre skade på sin lille datter.

Når Madeleine har mareridt om natten, drømmer hun, at hun efterlader sin lille baby derhjemme uden opsyn og tager til fest eller ud at rejse. Men det er virkelighedens mareridt, som er de værste. Og dem kan hun ikke vågne fra.

Så snart hun slår øjnene op, ser hun for sig, hvordan hun kvæler sin datter i sengen. Når hun skal skifte hendes ble, forestiller hun sig, at hun smider den lille pige på gulvet. Og når hun koger vand, viser billederne i hendes hoved, hvordan hun hælder det kogende vand ud over sit barn.

Umiddelbart efter kommer skammen, skyldfølelsen og angsten. Det rammer Madeleine som en fysisk smerte og får hende til at føle, at hun er utilstrækkelig. At hun ikke er en god mor, og at Ella fortjener bedre. En, som kan elske hende, og som ikke har alle de syge tanker. 

Har altid elsker babyer

– Jeg har altid elsket babyer og drømte tidligt om at få mine egne, siger svenske Madeleine Vikman, 33, som hurtigt luftede tanken om børn, da hun mødte kæresten Lars.

Han ville dog gerne vente, og forholdet røg ud i en krise. 

– Men jeg ønskede, at vi skulle give hinanden en chance, så vi kontaktede en familieterapeut, som gav os mange gode råd, fortæller Lars Lång, 38.

Ikke længe efter at parret besluttede sig for at give kærligheden en ny chance, blev Madeleine gravid. Det var ikke planlagt.

– Først gik jeg i panik. Det var jo for tidligt! Tænk, hvis vores forhold ikke holdt? Der foregik også andre store ting i vores liv. Min stedfar var lige død, min mor var i sorg, og jeg havde netop mødt min biologiske far for første gang.

Frygtede at føde

Madeleines bekymringer blev dog hurtigt overskygget af en følelse af lykke. Endelig skulle hun have sit eget barn! Men lykken varede kort. Hendes graviditet var hård, og efterhånden som kvalmen tog til, voksede også frygten for selve fødslen. 

19 dage efter terminsdatoen blev Madeleines fødsel sat i gang. På det tidspunkt havde hun opbygget en fødselsangst, som fyldte hendes tanker døgnet rundt.

– Jeg ringede til min mor fra hospitalet og græd. Jeg sagde forfærdelige ting, som at jeg ønskede, at nogen ville dræbe barnet, så jeg slap for at føde. Jeg ville ikke have et barn. Både min mor og Lars prøvede at støtte mig, men jeg var utrøstelig.

Efter gentagne forsøg på at få fødslen i gang endte det med et akut kejsersnit.

Kastede op af skræk

– Jeg græd på vej til operationsstuen og kastede op af skræk. Men derefter gik alt hurtigt, og babyen var ude på et øjeblik. Og det eneste, jeg følte, var en stor lettelse. Jeg var ligeglad med, at Lars og personalet gik væk med barnet. Jeg fokuserede kun på, at det hele nu var overstået.

Madeleine fortæller, at hun alligevel troede, at hun var lykkelig.

– Jeg siger ”troede”, fordi jeg i bakspejlet kan se, at jeg var fuldstændig uinteresseret i mit nyfødte barn. Når personalet sagde, at jeg skulle vække barnet hver tredje time for at give hende mad, syntes jeg bare, at det var synd for mig selv. Kunne jeg aldrig få lov til at sove nu? Jeg knyttede slet ikke bånd til Ella.

Efter tre dage tog den lille familie hjem, og så snart nogen kom på besøg, overrakte Madeleine sin datter til dem og var lettet over, at hun slap for at holde barnet. Det var en varm sommer, og Ella var sulten konstant.

Følte sig fanget

– Jeg følte mig fanget. Ella lå hele tiden ved mit bryst, og jeg blev mere og mere ulykkelig. Hun sov ikke om dagen, og om natten lå jeg og bekymrede mig for, om hun ville holde op med at trække vejret. Jeg var totalt udmattet.

Da Lars vendte tilbage på arbejde, brød Madeleines verden sammen. Selv når han bare var inde i en butik for at handle, og hun sad med Ella i bilen og ventede på ham, græd hun ustoppeligt. Mellem tårerne forsøgte hun at tænke: ”Jeg elsker dig, min lille ven”, men hun følte det ikke sådan. Og så kom tvangstankerne.

– Jeg så tydelige billeder af, hvordan jeg skadede mit barn på forskellige måder. Jeg rev hende i håret og smed hende på gulvet. Det var jo ikke noget, jeg ønskede at gøre, og jeg blev bange for mig selv. Var jeg ved at blive skør?

Brød sammen

Madeleine brød sammen og fortalte Lars og en veninde om sine tanker. De opfordrede hende til at søge hjælp, og hun ringede til en psykiatrisk skadestue.

– Det var frygteligt at høre, hvilke tanker Madeleine havde, og det var forfærdeligt at se hende have det så dårligt. Jeg turde til sidst ikke at forlade hende for at gå tur med hunden. Tænk, hvis hun ville gøre alvor af sine tanker, siger Lars.

Han fortæller, at de fik god støtte fra familie og venner, som hjalp dem med praktiske ting, når Madeleine havde det værst. Både Lars og Madeleines mor var konstant ved hendes side.

LÆS OGSÅ: Jeg ville være den perfekte mor

Men til sidst eskalerede tankerne, og de var der hele tiden. Hver gang hun var ude at gå med barnevognen, så hun for sig, hvordan hun skubbede den ud foran bilerne. Og når familien var ude at svømme, forestillede hun sig, at hun pressede sin datter ned under vandet.

– Det var ikke noget, jeg ville gøre i virkeligheden, men jeg kan sammenligne det med, hvordan det føles, når man har en stor trang til søde sager. Der var en følelse i mig, som ville gøre alle de forfærdelige ting.

Åben om sin tilstand

Samtaler med en psykolog og en psykiatriker kom til at betyde meget for hende. Hun lærte, at hun ikke var alene om at have det sådan.

– Da jeg begyndte at fortælle om mine følelser, kunne de færdiggøre mine sætninger. Så almindelige var de altså. Jeg fik også at vide, at det er yderst usædvanligt, at man gør alvor af tvangstankerne. Det var en stor lettelse.

Madeleine har hele tiden været åben omkring sin tilstand og siger, at det har været helbredende at tale om det.

– Det er så tabubelagt, at det ikke blev den forventede babylykke. Jeg fortæller min historie, så andre kan se, at de ikke er alene, og at man kan få det bedre igen. Mange har spurgt mig, om jeg ikke bare kunne holde op med at tænke på at skade mit barn. Men nej, det kan man ikke.

Vejen tilbage gik gennem terapien. Madeleine blev opfordret til ikke at forsøge at skubbe tankerne væk – så ville de bare komme tilbage med endnu større kraft. Hun skulle øve sig i at acceptere, at tankerne var der, og siden lade dem passere.

Mærker kærligheden

For helt at komme fødselsdepressionen til livs krævede det også, at hun begyndte at tage antidepressiv medicin, og med tiden ebbede de skræmmende tanker ud. I takt med at de forsvandt, fandt Madeleine også tilbage til den person, hun hidtil havde været.

– Normalt er jeg et følelsesmenneske, og nu kan jeg kende mig selv igen. Nu mærker jeg kærligheden til både Ella og Lars. Da jeg havde det værst, var jeg helt ligeglad med dem begge.

For Lars er det en stor lettelse, at Madeleine har fået det bedre, selv om han fortsat spørger om lov, når han skal et sted hen.

– Jeg er stadig lidt bange. Det sidder så dybt i mig, siger han.

Vil have flere børn

Madeleine, som i dag har let til latter, griner og understreger, at Lars ikke behøver at spørge om tilladelse. Han må tage af sted, når han vil!

– Nu kan jeg nyde de hyggelige stunder med mit barn. Det er de små hverdagsting som at læse en bog for Ella, jeg værdsætter mest.

2-årige Ella er en glad lille pige. Hun går i børnehave, og hverdagen kører som i de fleste andre børnefamilier. Madeleine og Lars siger begge, at de i fremtiden gerne vil give hende søskende.

– Men lige nu vil vi gerne vente lidt. Der er en øget risiko for, at jeg bliver ramt af en ny fødselsdepression, så jeg vil godt være helt stabil, før jeg føler mig klar.