Magnus Tagmus genforenet med far

Det blev noget af et tilløbsstykke, da den 87-årige tv-legende, skuespiller og instruktør, Thorkild Demuth, i sidste uge troppede op til åbningen af udstillingen "DR's Julekalendere 1962-2013" på Museet Koldinghus.
Her kan man blandt andet opleve kostumer og dukker fra fem årtiers julekalendere som f.eks. "Jul på Slottet", "Jullerup Færgeby", "Nissebanden" og "Pagten" fra 2009, som i øvrigt bliver genudsendt i år, samt en komplet samling af papkalendere.
Rørende genforening
For Thorkild Demuth, som i seks år stod bag DRs julekalendere og senere utallige juleudsendelser, var der dog en enkelt figur, der strålede over dem alle - nemlig den lille mus Magnus Tagmus.
LÆS OGSÅ: Søster redder min jul
Magnus Tagmus var ham, der kørte rundt på et legetøjstog i en tagrende i julekalenderen "Kender du Decembervej?" fra 1967, som Thorkild skabte sammen med Bob Goldenbaum. En julekalender, der hurtigt blev en bragende succes hos seerne.
Som man kan se, blev Thorkild Demuth helt varm om hjertet ved gensynet med lille Magnus og toget.