Manons utrolige historie: Jeg blev forbyttet som spæd
Det var en lun søndag aften i juni 2004, få uger før hendes 10-års fødselsdag, at Manon Serrano fik den besked, som med ét vendte op og ned på hele hendes liv.
– Det var ved at blive mørkt, da mor kaldte mig ind på sit værelse. Der var noget, hun skulle fortælle mig, husker Manon.
Hun var godt klar over, hvad det drejede sig om. Alligevel havde hun aldrig
– end ikke i sit værste mareridt – forestillet sig, hvad hun snart skulle få at vide.
Hun vidste, at hendes far, som havde forladt familien, allerede da hun var tre år, havde bedt om en faderskabstest. Hun vidste, at han i årevis ikke havde troet på, at han var hendes far
– og at det var derfor, han havde forladt dem. Hun savnede ham.
Læs også: Vibeke forlod sin syge mand
Den værste besked
Hun vidste også, at folk i byen af og til sladrede om, at hun var ”postbuddets datter”. Men hun tog sig ikke af det, for hendes mor havde sagt, at det ikke var rigtigt. Og hun stolede fuldt og fast på sin mor.
Manon kiggede på sin mor, Sophie, som tog en dyb indånding.
– Elskede skat, sagde hun med tårer i øjnene.
Og så var det, at Manon fik den værste besked, et barn kan få.
Manons far var ikke hendes biologiske far – og Sophie var heller ikke hendes biologiske mor.
Der var sket en frygtelig fejl.
Da Manon blev født på fødeklinikken i Calles-la-Bocca den 4. juli 1994, havde hun haft gulsot. Derfor var hun blevet placeret i en vugge under en behandlingslampe i flere timer om dagen og i en sovesal sammen med de andre babyer om natten.
På grund af pladsmangel havde en sygeplejerske lagt to babypiger i samme vugge natten over.
Faderen forsvandt
Babyerne havde ikke haft identifikationsarmbånd på, som de skulle, og sygeplejersken havde været uligevægtig på grund af et misbrug af alkohol og medicin.
Resultatet var forfærdeligt: Om morgenen var hun kommet til at bytte rundt på de to, så de hver især blev afleveret hos den forkerte mor.
Ingen af pigernes forældre opdagede fejlen, og begge par drog derfor hjem med den forkerte baby i liften.
Manon voksede op i den lille bjerglandsby Saint Vallier de Thiey, nær byen Grasse. Hun var tæt knyttet til sin mor, Sophie Serrano, som kun var 18 år, da hun fik hende.
Faderen, derimod, blev aldrig rigtig nærværende i Manons liv. Måske fordi han, efter Manon som etårig begyndte at få krøllet hår og mørkere hudfarve, ikke længere stolede på, at han overhovedet var hendes far.
Det blev selvfølgelig en kilde til konflikt forældrene imellem, og da Manon var tre år, pakkede faderen sine ting og flyttede – helt ud af Manon og Sophies liv.
Manon var godt klar over, at folk i byen sladrede om hende og hendes mor. Hun ignoreret det, selv om det irriterede hende – for det var jo ikke rigtigt.
Derfor skænkede hun det heller ikke mange tanker, da hun som niårig skulle aflevere en blodprøve, der én gang for alle skulle fastslå, at hendes far var hendes biologiske far.
Læs også: Jeg ville dræbe min søn
Lukkede døren og græd
– Da mor læste resultatet af prøverne op for mig, kunne jeg slet ikke forstå det. Men da hun så forklarede det, blev jeg virkelig bange. Min første tanke, var, om jeg nu ville blive taget væk. Jeg så for mig, at de nu ville bytte om, så jeg skulle tilbage til den anden familie, fortæller Manon, som i dag er en flot, ung pige på 19 år.
Hendes mor kunne heldigvis berolige hende.
– Vi talte i flere timer, og jeg blev ved med at forsikre Manon om, at det ikke ville ske. Jeg var nødt til at være den stærke og vise, at jeg ikke var bange, men indeni var jeg også selv nervøs for, hvad der nu skulle ske, fortæller Sophie Serrano, 37.
– Bagefter, da Manon var faldet i søvn, lukkede jeg døren og græd. Jeg befandt mig i en situation, som jeg slet ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, fortsætter hun.
Dels var Sophie angst for, hvad der skulle ske med Manon. Og dels kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket med hendes biologiske datter.
– Det var en besættelse. Det var forfærdeligt, for jeg følte, at jeg forrådte Manon, fordi jeg gerne ville finde det andet barn, forklarer Sophie.
Til sidst blev Sophie og Manon enige om, at de blev nødt til at finde ud af, hvad der var hændt det andet barn. Så de kontaktede politiet.
Den anden familie
Der gik tre måneder, før politiet fandt pigen. Tre måneder, hvor Sophie var ved at gå ud af sit gode skind af bekymringer. Manon var tilsyneladende mere rolig.
– Jeg stillede måske ikke mig selv så mange spørgsmål, som mor gjorde. For mig var min familie jo min familie. Selvfølgelig var jeg da nysgerrig efter at møde mine biologiske forældre, men samtidig var jeg stadig bange for, at de måske så ville beholde mig. Så jeg ville ikke tænke over det, fortæller Manon.
Det viste sig, at den anden familie boede i en by ikke langt fra Sophie og Manons hjem i Saint Vallier de Thiey.
– Vi blev kaldt til et møde hos politiet, hvor politichefen viste mig et billede af min biologiske datter. Det var virkelig overvældende, for pigen lignede jo mig. Selv om jeg ikke havde set hende, siden hun kun var syv dage, kunne jeg kende hende med det samme, fortæller Sophie, som også fik et telefonnummer.
Den anden familie havde rødder i den franske ø La Réunion, som ligger ud for Madagaskar i Afrika. Forældrene havde aldrig haft en mistanke om, at deres datter var blevet forbyttet. De var derfor blevet temmelig rystede, da politiet pludselig kontaktede dem.
Sophie, Manon og den anden familie aftalte at mødes. Forud for mødet ringede Sophies biologiske datter flere gange og fortalte, hvordan hun glædede sig til at møde Sophie.
Læs også: Ofrer livet for at blive mor
Ses ikke mere
Manon havde det helt modsat. Hun glædede sig ikke, tvært imod.
– At møde sine forældre som 10-årig – forældre som faktisk er totalt fremmede – det er skræmmende! Jeg havde ikke lyst til at tage derhen, erkender hun.
Heldigvis gik mødet fint. Sophies biologiske datter gav straks Sophie et knus, mens Manon var mere afmålt. Hun gav hånd og sagde hej.
De to familier sad sammen hele eftermiddagen. Der var meget at tale om.
Ude og Hjemme har kontaktet den anden familie. Via Sophie har de dog meddelt, at de ikke ønsker at medvirke, og at de ønsker at forblive anonyme.
Mellem de to familier var der aldrig nogen tvivl om, at de to piger skulle blive hos de forældre, som de var vokset op hos. Det blev aldrig overvejet at bytte om igen.
– Det første år mødtes vi tit. Men nu ses vi ikke mere. Det er svært at rumme, forklarer Sophie.
Både hun og Manon er dog glade for, at de har mødt den anden familie. Manon bærer f.eks. en lille sølvhalskæde, som forestiller øen La Réunion, som hun fik af familien på sin 15-års fødselsdag.
– Så jeg altid ved, hvor jeg kommer fra. Mit hår er krøllet, og min næse er flad. Min hud er mørk, og jeg er skabt som en kvinde fra La Réunion. Så jeg beholder halskæden tæt på mit hjerte. Den er også min ø, siger hun.
Alt gik i stykker
Men fejlen fik også nogle triste konsekvenser. Manon begyndte at opføre sig anderledes i skolen. Hun blev aggressiv og svarede igen. En enkelt gang kom hun endda op at slås i gymnasiet, fordi en af de andre piger sagde noget grimt om Sophie.
– Jeg følte lidt, at jeg var imod hele verden. Jeg skabte mig i timerne og gjorde alt for at blive smidt uden for døren, fortæller hun.
Til sidst gik det op for lærerne, hvad problemet var. I mange af timerne, f.eks. når der blev undervist i fremmedsprog, skulle børnene beskrive deres familier, og det var ofte i sådanne situationer, at Manon blev aggressiv.
Også Sophies liv ændrede sig i en uheldig retning. Hun fik en depression, tabte sig voldsomt og fik anfald af angst.
Det var som om, hun pludselig ikke længere turde stole på virkeligheden. For alt, hun havde troet på og forsvaret, havde jo vist sig at være løgn.
Hun mistede sit arbejde, regningerne hobede sig op, og hun havde ingen penge til at betale dem. I 2007 blev hun nødt til at sælge huset i Saint Vallier de Thiey og flytte i et socialt boligbyggeri i den nærliggende by Thorenc.
Her lever familien, som ud over Sophie og Manon også tæller Manons 14-årige lillesøster og niårige lillebror, samt labradoren Waloo, på ganske få kvadratmeter. Der er pænt og rent indenfor, men alting er slidt. Og i opgangen hænger malingen i skaller fra væggene.
– Den eneste grund til, at jeg trods alt har klaret mig, er på grund af børnene. Takket været deres kærlighed. Uden den var jeg gået til grunde, siger Sophie.
Læs også: 13-årig nægtede sen-abort
Kærligheden holder os sammen
Hun og den anden familie lagde i 2010 sag an mod fødeklinikken, som har erkendt, at forbytningen var deres fejl, men som ifølge Sophie aldrig har sagt undskyld.
– De har aldrig kontaktet os og sagt noget. De har ikke sendt os et eneste brev eller kommet med nogen form for sympatitilkendegivelse. Der har simpelthen ikke været nogen kommunikation overhovedet, siger hun og ryster opgivende på hovedet. Retssagen er endnu ikke begyndt – den næste høring er i september i år.
Sophie og Manon har heldigvis også formået at finde det positive i deres utrolige historie. F.eks. mener de, at deres mor/datter-forhold kun er blevet endnu stærkere.
– Når man frygter at miste en, man holder af, er det, at man indser, hvor meget man i virkeligheden elsker den person, forklarer Sophie og fortsætter:
– Det, der holder os sammen, er kærlighed. Og det har aldrig været svært for mig at elske et barn, der ikke er mit.
Læs 1. del, Skæbnesvanger fejl opdaget 10 år efter fødslen: JEG FIK DET FORKERTE BARN MED HJEM, her.
