Maria blev skilt fra sin familie som barn

Maria kan ikke huske mange ting fra den korte tid, hun fik sammen med sin mor. Men dét, hun husker, er udelukkende glade minder.
– Jeg har et klart billede af, at jeg hopper grinende rundt i min mors seng. Og der var et barn mere, som jeg legede med. Det må have været min bror Dieter, som var et år ældre end mig. Jeg kan også huske, at der har været en sort mand, som jeg har troet, var min far, fortæller den nu 52-årige Maria Jensen fra Odense.
Dengang boede hun hos sin mor i den tyske by Fürth sammen med sine større søskende, Dieter, Bianca og Peter.
Sendt på børnehjem
Men da Maria var tre år, blev familien splintret i atomer, da hun og de tre andre børn blev tvangsfjernet fra hjemmet og sendt i hver deres retning. Maria endte på et børnehjem i det nærliggende Erlangen.
Minderne derfra er knap så lykkelige.
– Jeg kan huske, at alle børnene lå i en kæmpe sal i hver sin tremmeseng. En dag var der tordenvejr, som jeg var bange for, og jeg havde en dukke, som jeg rykkede helt i stykker, fordi jeg var så bange. Jeg ville bare gerne have en voksen at være sammen med. Der kom også en af de ansatte og tog mig med op i de voksnes stue, så det var ikke, fordi vi var helt forsømte. Men der var ikke den dér tætte voksenrelation, som man har brug for som barn.
Hentet af fremmede
Maria husker også tydeligt den dag, hvor to fremmede personer pludselig sad i et hjørne af børnehjemmets spisesal og betragtede de mange børn ved bordene.
– Vi vidste ikke, hvad de skulle. Det fik jeg først at vide senere, hvor en af de ansatte kom hen til mig og sagde, at de gerne ville hilse på mig. Jeg blev ført ind i et rum for at mødes med dem og fik så at vide, at jeg skulle med dem til Danmark.
Maria var kun fire år på det tidspunkt, og det var svært for hende at forstå, at hun nu skulle adopteres til et helt andet land. Virkeligheden gik først op for hende, da hun satte sig ind i adoptivforældrenes bil og kørte væk med dem.
Skræmt fra vid og sans
– Jeg var skræmt fra vid og sans, selv om de virkede søde. De talte heldigvis tysk og havde taget en bamse med til mig for at vise deres gode intentioner. Men jeg var et reserveret barn og havde svært ved at stole på nogen, så det var angstprovokerende ikke at ane, hvad man gik ind til.
Marias adoptivmor sad på bagsædet med hende hele vejen til Aarhus, og efterhånden som Maria nærmede sig sit nye hjem, steg hendes begejstring mere og mere.
– Jeg sad og kiggede ud ad vinduet, og der var så mange spændende ting, jeg aldrig havde set før. Da jeg pludselig fik øje på havet for første gang i mit liv, ville glæden ingen ende tage. Jeg var helt oppe at køre.
Blev taget varmt imod
I Aarhus blev Maria modtaget med åbne arme af sin nye storebror, Jørgen, på otte år. Hans forældre havde forgæves prøvet at få flere børn, men da det ikke var lykkedes, havde de til Jørgens store glæde taget beslutningen om at adoptere et barn fra Tyskland.
– Han var utroligt glad for at se mig, og vi dannede hurtigt et godt bånd til hinanden, husker Maria.
Hendes adoptivforældre gjorde også deres bedste for, at hun skulle finde sig til rette i sin nye tilværelse. Marias adoptivmor arbejdede som pædagog og tog hende med i børnehaven, så hun kunne lege med de andre børn og lære dansk. Sproget var ikke nemt, men lige så stille begyndte det at sætte sig.
Ensom og mobbet
Det sværeste var at falde til blandt de andre børn.
– Jeg var den eneste, der var mørk, og det gjorde, at jeg ofte følte mig ensom, selv når jeg legede med nogen. Jeg syntes, at jeg så forkert ud, og det fyldte rigtig meget hos mig, at jeg ikke lignede de andre.
Bedre blev det ikke, da hun kom i skole. Her begyndte andre også at påpege, hvor anderledes hun så ud.
– Jeg blev mobbet meget især i 5.-7. klasse. De andre børn kaldte mig ”negerbolle” og sagde ”skrub hjem til dit eget land”, og når jeg gik hjem fra skole, fulgte de efter mig og råbte efter mig hele vejen, så jeg kom grædende hjem. Min adoptivmor sagde til mig, at jeg bare skulle ignorere det eller kalde dem for ”flødeboller”, hvis de blev ved. Jeg valgte at ignorere det, og det stoppede så også. Men det medvirkede alt sammen til, at jeg havde svært ved at føle mig hjemme.
Ville kende mors skæbne
Maria tænkte aldrig over at opsøge sin biologiske familie. Det gjorde hun først, da hun som 30-årig mistede sin adoptivfar. Hendes adoptivmor var død otte år forinden, og nu havde Maria pludselig ingen, der kunne udfylde forældrerollen. Det gav hende en pludselig trang til at kende sin biologiske mors skæbne.
Hun kontaktede derfor Landsarkivet i Aarhus for at få adgang til sine adoptionspapirer. Da hun stod med dem i hånden, kunne hun hurtigt læse de få oplysninger, der var. Marias oprindelige navn var Jackie Nahr. Hun var født uden for ægteskab af Marika Nahr. Hendes far var ukendt.
Da Marias øjne gled hen over hendes mors navn, blev lysten til at finde hende blot endnu større. Hun søgte først efter hende på internettet, og da det ikke lykkedes, fik hun fat i en tysk telefonbog. Hun bladrede den igennem og fandt ét navn, som det gav mening at kontakte: M. Nahr.
Følelsesladet opkald
Maria stod nu med et telefonnummer, der måske kunne sætte hende i direkte forbindelse til hendes mor, men hun turde ikke selv at ringe. Hun fik derfor en ven til at foretage opkaldet, mens hun selv stod ved siden af. En kvindestemme lød i den anden ende af røret.
Marias ven spurgte kvinden, om hun hed Marika Nahr, og om hun – ligesom Marias mor – var født i Bayern i 1947. Det kunne kvinden bekræfte.
– Da hun så blev spurgt, om hun havde fået en datter ved navn Jackie, sagde hun også ”ja” og blev meget ked af det. Hun sagde, at hun ikke kunne snakke mere, og så sagde hun ”på gensyn” og lagde på.
Stod som forstenet
Maria stod som forstenet. Hun anede ikke, hvordan hun skulle reagere på, at hun lige havde fået kontakt til den kvinde, som engang var den vigtigste person i hendes liv, men som siden var blevet en helt fremmed. Og hvad betød det, at hendes mor først var blevet stærkt berørt over at høre fra hende, men derefter havde lagt røret på?
– Følelserne væltede rundt imellem hinanden. Jeg var glad for at have fundet frem til hende, men det var også en mærkelig fornemmelse, og jeg følte mig ikke klar til at tage kontakt igen. Jeg tror ikke, at jeg alligevel var klar til at høre sandheden om, hvorfor jeg var blevet bortadopteret. Så jeg lod det ligge.
Tiden gik. Maria flyttede til Odense og fik datteren Luna, som i dag er 10 år. Luna var en stor støtte for sin mor den følelsesladede dag for to år siden, hvor Maria endelig fandt ud af, hvad der var sket med hendes egen mor.
– Jeg var ved at rydde op i mine papirer og fandt pludselig alle mine ting fra adoptionen. Jeg kiggede på Luna og sagde, at det kunne være sjovt at se, om vi nu kunne finde min mor på internettet, så vi googlede hendes navn. Og så poppede hendes billede frem ved siden af et billede af hendes navn på en gravsten.
Brød helt sammen
Med bankende hjerte læste Maria teksten, der ledsagede billederne. Marika havde tabt kampen mod kræft i 2014 og var død i en alder af 67 år. Hun boede på det tidspunkt i Texas, hvor hun var flyttet til med sin amerikanske mand, George Hasberry, hvis efternavn hun også havde taget. Og så havde hun efterladt sig to børn, stod der.
– Jeg brød helt sammen uden at ane hvorfor. Jeg kunne slet ikke finde ud af, om jeg var glad eller ked af det. Det var på en måde rart at kende hendes skæbne, men det var jo slet ikke den afslutning, jeg havde håbet på. Luna tog bare om mig, mens jeg græd. Jeg fortrød, at jeg ikke havde ringet til hende igen eller var taget til Tyskland for at opsøge hende, dengang jeg fandt hendes nummer. Jeg fortrød det virkelig.
Da Maria havde sundet sig, gik hun og Luna til tasterne igen. De ville finde ud af, hvem de to efterladte børn var. For de måtte jo være Marias søskende. Deres første indskydelse var at google sig frem til Marikas mand. Det lykkedes, men det viste sig desværre, at han var død året efter sin kone. Heldigvis var det også muligt at finde navnene på hans to børn: Leroy og Stephanie.
Fandt sin bror
Maria gik straks i gang med at søge informationer om dem og endte på Facebook, hvor hun fandt en lang række personer med efternavnet Hasberry. Hun skrev til de fleste af dem og forklarede sit ærinde, og sidst på aftenen var der svar fra en kvinde, som mente, at hun kunne hjælpe Maria.
Kvinden sagde, at hun havde været gift med en mand ved navn Leroy Hasberry. Han boede stadig i nærheden af hende, så hun ville lige gå forbi og banke på hans dør og fortælle ham om Marias besked. Et kvarter senere skrev kvinden tilbage. Leroy var hos hende nu, og han ville ringe til Maria via Facetime!
– Han havde alle sine syv børn med, og jeg var fuldstændig lamslået over at se dem alle sammen på én gang. Jeg fortalte ham, hvor og hvornår jeg var født, og om det, jeg vidste om min mor og adoptionen. Han var ikke i tvivl – vi var bror og søster.
Ledte efter sine børn
Leroy, som i dag er 49 år, forklarede, at han og den to år yngre Stephanie var vokset op med forældrene Marika og George i USA. Deres mor havde aldrig lagt skjul på, at hun havde fire andre børn, der var blevet fjernet fra hende mod hendes vilje.
– Han sagde, at det var min mormor, som havde underrettet min mor til staten for at få os fjernet. Måske fordi min mor var meget ung, da hun fik os. Eller måske fordi vi var født uden for ægteskab. Det er desværre ikke klart.
Leroy fortalte, at Marika ofte snakkede om både Maria, Peter, Dieter og Bianca, og faktisk tog hun i 1983 til Tyskland for at lede efter dem. Det lykkedes hende kun at finde Dieter. Marias nye adresse i Danmark var hemmelig, så dér endte sporet blindt.
– Men det gør mig glad, at hun har søgt efter mig. Det fortæller mig, at jeg ikke har været ude af hendes system, og at jeg på en måde stadig har været en del af familien, selv om jeg ikke var der. Det giver mig også en ro at vide, hvad der skete dengang. At hun ikke opgav mig af egen vilje, og at jeg derfor ikke var uønsket.
Skal til familietræf
Leroy og Stephanie var også med på rejsen til Tyskland, hvor de mødte Dieter. Ham mistede de desværre siden kontakten til af private årsager. Bianca er det endnu ikke lykkedes at opspore, men Leroy fortalte, at han for blot en måned siden havde fundet frem til Peter, som stadig bor i Tyskland.
– Ham taler jeg også med over Facebook nu, selv om han kun kan tysk, mens jeg har glemt det meste, griner Maria.
Hun har ikke set hverken Peter eller sine amerikanske søskende endnu, men til næste år holder hendes moster – Marikas tvillingesøster – en stor familiefest i Tyskland, hvor de forhåbentlig alle skal mødes.
– Det er fuldstændig fantastisk. Jeg får sommerfugle i maven, når jeg tænker på, hvordan det bliver, men jeg glæder mig, for de virker utroligt søde, og de har allerede noteret mig som ”familiemedlem” på deres facebook-profiler. Det er overvældende.
Far stadig ukendt
Maria er ikke vred på sin mor over, at hun lagde røret på dengang, hun blev ringet op og blev udspurgt om sin datter i Danmark.
– Det har sikkert også været overvældende for hende, og jeg ved jo, at hun inderst inde gerne ville møde mig, for hun har jo søgt efter mig.
For Maria er det sværeste, at hun endnu ikke ved, hvem hendes far er. Ved at tale med Leroy er hun nået frem til, at den mørke mand, som hun svagt kan huske fra sine første leveår hos sin mor, sandsynligvis har været Leroys far, George. Han var på det tidspunkt soldat på en amerikansk base i Nürnberg og var allerede i et forhold med Marias mor, da Maria boede hjemme.
– Når jeg ser billeder af ham, synes jeg faktisk, at jeg ligner ham rigtig meget, og jeg har da tænkt tanken, om han også kunne være far til mig. Måske kan min mors tvillingesøster fortælle mig det, når vi mødes næste år, smiler Maria.