Maria tilgiver sine plageånder

Marie Trappehaves 18-årige krop er spinkel og sart, men tag ikke fejl. Bag det uskyldsrene og imødekommende ydre skjuler der sig en pige med en uforlignelig viljestyrke og livskraft. Marie har været igennem en opvækst, der sandsynligvis ville have knækket de fleste. I årevis var modbydelig mobning en fast del af hendes tilværelse. Selvdestruktion, ngst og depressionen prægede hendes hverdag, hvor også ideen om selvmord jævnligt meldte sig.

Marie følte sig isoleret og udstødt, når kammeraterne i børnehaven og skolen rettede deres modbydeligheder mod hende. Men Marie nægtede at lade sig knække af ondskaben. Hun mistede aldrig troen på, at der også ventede hende et godt liv. Det har hun endelig fået.

- Jeg er en succeshistorie, og jeg vil ikke fremstå som et ynkværdigt mobbeoffer. Når jeg har kunnet klare det, jeg har været igennem, kan alle det. Det er mit budskab, og derfor fortæller jeg min historie, siger Marie Trappehave.

Har lagt ondskaben bag sig

Fornylig debuterede den fynske teenager som forfatter, da hun udgav digtsamlingen ”Noget ukendt”. Hun kalder bogen for ”mit livs sejr”. Den er et håndgribeligt bevis på, at hun har kæmpet sig til lykken og et meningsfyldt liv. Barndommens ondskab har hun endegyldigt lagt bag sig, selv om hun aldrig glemmer den. Hun læser HF i Odense, og drømmer om at bruge sine kreative evner som manuskriptforfatter. Som barn fik Marie tit at vide, at hun ikke duede til noget, og aldrig ville blive til noget. De spådomme har hun gjort til skamme.

Læs også: Odin blev mobbet i døden

- Jeg bærer ikke nag. Da avisen skrev om min digtsamling, blev jeg kontaktet af nogle af de skolekammerater, der engang var efter mig. Nogle af de allerværste. De ville møde mig og være med til receptionen, da digtsamlingen skulle udgives. Det har jeg det fint med. I skolen drev de mig til grænsen af selvmord, og gjorde angst og depression til en del af min hverdag. Men jeg tror ikke, at de vidste, hvor ondt de gjorde mig. Jeg vælger at tro, at deres opførsel var et udtryk for, at de selv havde problemer, siger Marie Trappehage.

Da Marie var fire år, flyttede hun sammen med sine forældre og sin tre år yngre lillebror fra Odense til Falsled på Sydfyn. Byen er så lille, at den end ikke har sit eget postnummer. Til gengæld trivedes sladderen i byen, og Marie unge forældre gik ikke fri. Det gjorde datteren heller ikke, da hun startede i børnehave. Allerede her startede mobningen. Marie havde svært ved at huske de andre børns navne, og ingen ville lege med hende. Hun blev isoleret og overset. Men det var intet imod det, der ventede i folkeskolen.

Daglig angst for skolen

- Jeg blev holdt fuldstændig udenfor fællesskabet. Pigerne i min klasse talte bag om min ryg, mens drengens mobning var mere fysisk. Om vinteren holdt jeg mig alene indenfor af frygt for, at blive mulet med sne eller få isklumper i hovedet, siger Marie.

Hun husker krystalklart mange af de episoder, der førte til hendes daglige angst for at komme i skole. Hun blev aldrig inviteret med til fester, og når klassekammeraterne sad i grupper, talte de lige tværs gennem eller hen over hovedet på hende. ”Hvor er Marie? Hun sidder nok ude på gangen og tuder”, lød nogle af sætningerne, selv om Marie sad lige ved siden af. De andre børn lod som om hun var usynlig, og Marie blev altid lukket udenfor fællesskabet.

Læs også: Fars selvmord redder seks

- Jeg var aldrig hjemme hos en klassekammerat, og jeg havde aldrig nogen med hjemme for at lege. Alle modbydelighederne ætsede sig ind i bevidstheden hos mig. Til sidst troede jeg på det, når de sagde jeg var tyk, grim og ikke duede til noget som helst. Hvis jeg endelig fik tilbudt hjælp, afviste jeg det. Jeg var sikker på, at der lå noget ondt bag, siger den nybagte forfatter.

Bruger sin kreativitet

Marie husker, hvordan der blev kastet med sten efter hende, når hun efter skoletid sad og ventede på at blive hentet af sin mor. Mobningen gjorde, at Marie blev hård ved sig selv, og foretrak isolation fremfor et fællesskab, som hun både frygtede og længtes efter. Hun søgte ind i en fantasiverden, hvor hun kunne bruge sin kreativitet og fantasi til at lade det gode sejre over det onde. Modsat den virkelighed, der tappede hende for livsvilje, godt humør og glæde.

Marie pjækkede i lange perioder fra skolen, og forældrenes møder med lærere og skoleinspektør førte ikke til noget. Det lød næsten som om det var Maries forældre og hende, der var noget i vejen med. Hver dag var Marie var fyldt med angst og frygt, når hun begav sig mod skolen. Ville hun blive stukket med en syl i sløjdtimen? Ville hun blive jagtet rundt på sportspladsen? Ville der blive kastet sten efter hende eller grin hånligt, når hun rakte hånden op i timen?

Læs også: Født 54 dage efter mors død

- Jeg var et meget følsomt og sensitivt barn, og måske et let offer for mobning. Jeg skilte mig jo ud. Hvis jeg havde sort tøj på, følte de andre det som en provokation. Jeg var nok en ”nørd” på mange områder, og der var tilsyneladende slet ikke plads til mig.

Bankede hovedet ind i væggen

- I dag kan jeg se, at jeg burde have gjort meget anderledes, og ikke have været så hård ved mig selv. Men jeg turde ikke. Det var kun i min egen fantasiverden, at jeg oplevede succes. I mine eventyr vandt de gode over skurkene, og det var modsat virkeligheden, siger Marie.

Når Marie ikke kunne håndtere sine negative følelser, kunne hun finde på at banke hovedet ind i væggen, eller måske sulte sig selv. De mørke tanker og den dybe depression blev næsten en livsstil for den unge teenager. I det sidste halve år af 9. klasse var hun slet ikke i skole. Angsten og frygten for mobning var blevet for voldsom. Som 16-årig forlod Marie Trappehave ”barndommens Helvede”, alias landsbyen Falsled, og rejste til Odense. Hun begyndte på handelsgymnasium, men efter et år startede hun på den kreative linje på HF. Her fandt hun endelig sammen med ligesindede, der ligesom hende selv var kreative, farverige og tolerante.

Læs også: Carsten var min første kæreste

- I starten havde jeg en angst for, at jeg aldrig ville blive en del af et fællesskab, og at jeg aldrig ville blive én af klassens populære pige. Når folk ville i kontakt med mig, afviste jeg dem. Jeg var sikker på, at der var en skjult dagsorden. Men langsomt indså jeg, at der også var plads til mig i livet, siger Marie.

Har fået en kæreste

Som 17-årig kom hun i psykoterapi. Her fik hun lært redskaber til at komme ud af angst og depression. Samtidig ændrede hun synet på sig selv. Marie indså langt om længe, at hun også fortjener et liv som en glad og sorgløs pige. Hun blev for første gang i sit liv glad for at være sammen med andre. I dag holder hun sig ikke tilbage, når hun bliver inviteret ind i et fællesskab. Marie har også fået en kæreste, der forstår og støtter hende. Den 18-årige nybagte poet har fundet den livslykke, som hun drømte dengang, da mobningen fyldte hendes dagligdag med mørke, destruktive tanker.

- Jeg tror på det bedste i folk, og jeg tror ikke på, at børn er onde mod hinanden med vilje. De er bare ikke klar over, hvor ondt mobning gør på en lille pige. Jeg tilgiver alle de børn, der engang mobbede mig. De er velkommen til at få et kram, siger Marie.