Mariannes søn døde som 5-årig: Bernard er her stadig

Marianne sidder i ambulancen, mens lydtapeter af sirener overdøver støjen fra gaden. På båren ligger hendes ellers så livsglade søn. Bare få minutter tidligere løb han rundt ude i gården ved familiens lejlighed ved kolonihaven med vejrbidte kinder og et vindende smil. Nu ligger hendes 5-årige søn livløs på en båre, mens ambulanceredderne desperat prøver at få hans lille hjerte til at slå, mens København suser forbi.

– Jeg tænkte ikke en eneste gang på, at han kunne dø. Det var, som om det bare ikke var en mulighed, fortæller Marianne fra huset i Sønderjylland. Det er omgivet af alenlange marker, der indhyller hjemmet gennem tre år i et idyllisk skær.

Men i vindueskarmen står flere billeder af en lille dreng og smiler og er et evigt minde om, at livet er skrøbeligt, og sorgen altid vil være en del af hende.

Læs også: Linas søn fik hjertestop: Jeg var lammet af chok

Ønskebarnet Bernard

– Han var den mest rolige og glade dreng, begynder Marianne og har en blanding af glæde og sorg i blikket, mens hun mindes de stjernestunder, der fyldte hende og manden Anton med den største glæde.

Bernard var et ønskebarn, og storken ventede to år, før han endelig kom til verden. Kort tid efter blev han storebror til tvillingesøstre, og han elskede dem fra første sekund.
”Det er mine piger” sagde han stolt flere gange, og når han blev hentet fra børnehave, løb han hurtigt ud til lågen, hvor hans mor altid havde tvillingevognen stående, og gensynsglæden blev udtrykt med hvin og entusiasme.

– Han var altid sur, når han blev vækket, men jeg fandt ud af, at hvis jeg lod en af pigerne vække ham, så var han et stort smil, så det blev kutymen, smiler Marianne, der ofte mødtes i gården ved lejligheden sammen med andre forældre.

Bernard tonsede rundt. Han viste stolt sin mudrede flyverdragt frem, og Marianne kunne hver dag tømme hans lommer for alt fra kapsler til sand og småsten.
Når musikken spillede, rockede den lille dreng med på musikken, og Marianne mindes en gårdfest, hvor Bernard havde stået i lang tid foran bandet og til sidst fik overrakt en guitar, så han kunne spille med.
Faktisk havde Marianne ikke set andet end en energisk og livsglad dreng, da hun en dag blev ringet op fra børnehaven, der sagde, at Bernard var besvimet, så det syntes hun var mærkeligt. Lægerne mente, at han kunne have epilepsi, så hun blev instrueret i, hvad hun skulle gøre, hvis det skete igen.

Forstod det ikke

Den 20. april 2013 var Bernard endnu en gang spurtet ud i kolonihaven for at lege med de andre børn. Den dag faldt Bernard om, mens han cyklede. Marianne løb ned til ham og huskede de gode råd fra lægen, hvis han igen skulle besvime. Derfor lagde hun ham om på siden og forholdt sig roligt, mens der blev ringet efter ambulance.

– Jeg kan huske, at min veninde pludselig udbrød, at han var sortblå på den ene side. Hun gik i gang med at give ham hjertemassage, men på det tidspunkt tror jeg slet ikke, det var gået op for mig, hvor alvorligt det var, fortæller Marianne, der sammen med sin søn blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter.

De havde fået hjertet i gang i ambulancen, og mens Bernard blev lagt i kunstig koma, stod Marianne i hjørnet af hospitalsstuen og så til, mens hendes søn blev koblet til slanger og maskiner.
I fire dage vågede de over deres søn, mens en maskine trak vejret for ham.

Læs også: Daniella og Asgers sorg: Vores Mikkel døde i børnehaven

Marianne: Min verden styrtede sammen

– På fjerdedagen sagde de, at hans pupiller var udvidede, og at de ville scanne hans hjerne. Jeg kan huske, at to sygeplejersker og to læger kørte afsted med ham, og da jeg stod og kiggede ned ad gangen, var det nok første gang, at det gik op for mig, at det var alvorligt. Men stadigvæk. Jeg troede i værste fald, at han var blevet mildt hjerneskadet, forklarer Marianne, der kort tid efter blev ført ind i et rum, hvor alvorlige blikke blev rettet mod hende og hendes mand.

– Anton og jeg havde kort forinden sagt til hinanden, at uanset hvad der skete, så ville vi klare det. Da de så sagde, at hans hjerne ikke fungerede mere, og vi skulle slukke for respiratoren, styrtede min verden sammen. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad de lige havde sagt til os.

I seks timer lå Marianne og Anton ved siden af Bernard i sengen. De kyssede og aede ham. Holdt ham tæt ind til sig og prøvede at sige farvel uden at ane, hvordan man gjorde det.
Mens livlinen på respiratoren begyndte at flade ud, kunne de se deres søn forsvinde fra dem, og lidt i seks om aftenen den 24. april blev han erklæret død – på grund af en hjertefejl.

Gråd og skrig

Den efterfølgende tid var sorgen altoverskyggende. Mens nabolagets børn legede i gården, sad Marianne bag nedrullede gardiner og græd. Hver en sten i gården og familiens kolonihavehus mindede hende om, at Bernard ikke længere ville komme løbende med et stort smil. Hun skulle aldrig igen tømme hans lommer eller se hans hvinende glæde, når han så sine søskende.

– Vi havde en låge – en ”babygate” – fra køkkenet ud til gården, og det første stykke tid stod tvillingerne og kiggede efter Bernard. Det smertede så meget, for de var kun 1½ år, og de forstod jo ikke, hvorfor han ikke kom, som han plejede, siger Marianne, der følte, at der hele tiden blev kigget på dem med sørgmodige øjne.

Derfor var det en befrielse, da Anton fik lov til at komme til Norge og arbejde.

– I begyndelsen havde jeg det, som om jeg ikke kunne trække vejret. Jeg følte fysisk smerte i mit hjerte, og det eneste, jeg kunne gøre, var at græde og skrige. Samtidig havde jeg dårlig samvittighed over for pigerne, for vi levede som zombier, og vi var ikke mentalt til stede i lang tid, selv om de konstant blev krammet, fortæller Marianne, der i stedet for at flytte tilbage til København valgte at flytte til Sønderjylland.

Positiv graviditetstest

Det rummelige landsted blev deres hjem tre år efter, at de mistede Bernard, og da en graviditetstest var positiv, glædede familien sig.

– Da Leo kom til verden, var det, som om noget ændrede sig. Han var på ingen måde en substitut for Bernard. Det kan slet ikke lade sig gøre, men det gav mig en anledning til at finde Bernards ting frem, så de igen kunne blive brugt, fortæller hun.

Læs også: Mariannes søn var tæt på at dø: Han lignede en engel

Fra at have følelsen af at være hende, der mistede sit barn, var Marianne pludselig anonym. Hun begyndte på et nyt arbejde, hvor hun fra start fortalte, at hun havde mistet Bernard.
Selv om sorgen stadig med mellemrum tvang hende i knæ, så var der længere og længere imellem.

Forældreforeningen – Vi har mistet et barn

For et år siden blev parret forældre til deres femte barn, Julian, men når glæden over livet får mundvigene til at bryde ud i et smil, så lurer den dårlige samvittighed.

– Det er rigtig hårdt at få det bedre. Man kan ikke lade være med at tænke, at det er forkert at være glad, når man har mistet et barn, og selv om det virker irrationelt, så ved jeg, at der er mange, der har det på samme måde, forklarer Marianne, stadig kan mærke den hårde sten i maven her fem år efter.

Parret fandt trøst i ”Forældreforeningen – Vi har mistet et barn”, hvor de sammen med andre kunne græde og føle sig forstået.
For Marianne er det vigtigste hendes børn og sin mand, og Bernard er stadig en stor del af familielivet. De fejrer hans fødselsdag, går ture på kirkegården og snakker om ham hver dag.

– Når jeg en gang imellem er i København, tager jeg tilbage til vores gård og børnehaven. For nogen ville det være tortur, men for mig er det rart at genopleve den tid, vi fik sammen. På den måde holder jeg ham også i live indeni, og uanset hvor smertefulde minderne kan være, er det også minder, der kan fylde mig med glæde.

Ingen opskrift

Når Marianne bliver spurgt, hvordan hun er kommet igennem sorgen, kan hun ikke komme med en opskrift. Netop fordi den ikke eksisterer.

– Jeg tror, det er vigtigt at forstå, at mennesker sørger forskelligt. Jeg tudede rigtig meget. Men der er også nogen, der kaster sig over arbejde. Det hele er okay, og det har vi heldigvis også været meget bevidste om, forklarer Marianne, der ikke har fået det bedre. Hun har fået det anderledes.

– Sorgen vil altid være en del af mit liv, men livet skal ikke gå i stå, fordi jeg har mistet min dreng. Vi har fem dejlige børn, og så er der bare en, der er i himlen.