Mariannes søn var tæt på at dø: Han lignede en engel
– Da de fortalte, at han var blev kørt ned, hørte jeg ikke, hvad de sagde efterfølgende. Jeg faldt sammen på gulvet, mens jeg skreg og græd, husker 44-årige Marianne Metsävainio, der for tre år siden stod ansigt til ansigt med sit værste mareridt, da hun fik en opringning om, at hendes 10-årige søn var på vej til hospitalet.
Elvis var en dreng, der sjældent sad foran tv’et. Der var masser af krudt i ham, og han var altid på farten, hvor han enten fik pulsen op ved at spille fodbold, floorball, cykle eller hoppe i trampolin. Han var næsten altid omgivet af klassekammerater, og hans store drøm var at blive professionel fodboldspiller. Derfor kom det heller ikke bag på Marianne, da han om morgenen den 19. december 2016 ringede og spurgte, om han måtte tage i et trampolincenter i den kommende weekend.
– Mine kolleger og jeg talte under frokosten om, at der var en del, der kom til skade i trampoliner, så jeg var lidt tøvende, husker Marianne, der havde sagt til Elvis, at de skulle snakke om det, når de begge var hjemme.
Marianne fortsatte sit arbejde, indtil hendes telefon ringede kl. 14.30.
Voldsomt chok
De få sekunder, der gik, fra at skolens sygeplejerske fortalte, at hende søn var blevet ramt af en bil, føltes som flere timer. De fortalte, at Elvis var blevet fløjet til Umeå Universitetshospital med helikopter, men hvordan hans tilstand var, kunne de ikke sige noget om.
Marianne blev samlet op af sine kolleger, og hun fik ringet til datteren Wilma, sønnen Martin og hendes eksmand og Elvis’ far. Storesøster Wilma havde på samme tidspunkt, som Elvis var blevet ramt, været til orienteringsløb med skolen i den nærliggende skov, hvor hun havde set en helikopter lette ikke langt derfra. Da hun fandt ud af, det var hendes lillebror, der lå i helikopter og kæmpede for sit liv, så brød hun sammen.
Læs også: Katarinas datter har en sjælden sygdom. Hun er den stærkeste af os
Familien blev samlet, og de kørte de 43 kilometer til hospitalet, hvor de ikke vidste, hvad der ventede dem.
– Jeg var helt ude af den og rystede af chok. Jeg vidste jo ikke engang, om Elvis levede. Det eneste, jeg havde lyst til, var at være sammen med ham, så det må have været den længste køretur i mit liv, fortæller Marianne, hvis søster nåede frem til hospitalet før hende. Hun kunne fortælle, at Elvis levede.
– På det tidspunkt tænkte jeg ikke over, at brækkede lemmer ville være bedre end en hjerneskade, husker Marianne.
Husker intet
10-årige Elvis havde været på vej på cykel til en af sine klassekammerater i den nærliggende landsby, da en ældre kvinde drejede over i den forkerte side af vejen og påkørte Elvis. Han var landet med fuld kraft med hovedet i bilens forrude.
– Hvis han ikke havde haft sin hjelm på, havde han ikke overlevet. Slaget var så voldsomt, at bilruden revnede, fortæller Marianne.
Ved siden af sidder Elvis, der får tårer i øjnene, når hans mor fortæller ulykken, der ændrede hele familiens liv. Han kan ikke selv huske andet end, at han var på vej hen til sin ven Felix. Da han ramte bilruden, mistede han bevidstheden, og da han ankom til hospitalet, blev han lagt i kunstig koma for at beskytte hjernen.
Læs også: Patrick overledede massakren på Utøya
Det var et hjerteskærende syn, der mødte familien, da de nåede frem til hospitalet. Elvis var indlagt på intensivafdelingen, hvor han var forbundet til et hav af slanger og ledninger. Det voldsomme slag havde givet drengen otte hjerneblødninger.
– Han lignede en engel. Vi holdt ham i hånden og håbede, at han kunne mærke, at vi var der. Lægen fortalte, at hvis han vågnede, var det ikke sikkert, at han var den samme dreng, som vi kendte.
Alligevel havde jeg en underlig tanke om, at han ville vågne op og blive vred på os, fordi hans hår var blevet barberet af, fortæller Marianne, der sidder og bladrer i den bog, som personalet på intensivafdelingen havde lavet. Den er fyldt med noter, hilsner og billeder af hendes elskede søn.
Blandt minderne er en stak tegninger fra alle klassekammeraterne fra Elvis’ skole.
– Jeg kan huske, at vi sad på hospitalet og græd, da vi så tegningerne og læste hilsnerne fra dem, fortæller Marianne, der først fire måneder efter ulykken hørte sin søns stemme igen.
Nu ser vi fremad
– I begyndelsen kommunikerede vi med vores tommelfingre. Enten ned eller op, fortæller Marianne, der så til, mens hendes søn kæmpede for at komme tilbage til livet.
Hans hjerne havde taget skade, og her tre år efter ulykken skal han stadig havde hjælp til de fleste gøremål.
– Vi ved ikke, hvor langt han kan komme, men vores mål er, at han skal komme til at gå igen. Jeg vil i hvert fald kæmpe med næb og klør for, at det kommer til at lykkes, siger Marianne, der vil søge efter private tilbud, når det offentlige ikke kan hjælpe mere.
Selv om ulykken har rystet familien, så har den også bevist, at de har et godt sammenhold, når det gælder.
Læs også: Karoline overlevede mirakuløst bilulykke: Undskyld mor
– Børnene og jeg har støttet hinanden, og vi er blevet meget tætte. Wilma skrev en stil om, hvordan ulykken ændrede hendes liv, og hvor vigtigt det er at holde sammen som familie. Det resulterede i, at hendes tekst blev udgivet i en bog, fortæller Marianne, der selv oplevede en nedtur et par måneder efter, at hun fik Elvis med hjem fra hospitalet.
– Mit barn havde været tæt på at dø, og økonomien var anstrengt. Pludselig var det liv, jeg kendte, væk. Mine børn var jo lige blevet så store, at de langt hen ad vejen kunne klare sig selv, og nu havde jeg pludselig et barn, der skulle have en masse hjælp igen, fortæller Marianne, der selv blandt andet er diabetiker. Det var derfor en stor hjælp, da hun endelig opsøgte en psykolog.
I hjemmet i Piteå i Sverige skubber Marianne bolden mod den nu 12-årige Elvis, der hurtigt fanger den. Med både smil og vittigheder om sine mors manglende boldkundskaber skubber han den tilbage og griner. Selv om trafikulykken har ændret Elvis’ liv, har han ikke mistet sin humor og glæden ved sport.
– Det vigtigste er at se fremad, og vi skal give Elvis de bedste betingelser, så han kan komme så langt som muligt, koste hvad det vil, slår Marianne fast.
