Marias mor begik selvmord

Maria var lige kommet hjem fra sin første skoledag i fjerde klasse. Hun sad i stuen og malede sit skoleskema i forskellige farver. Der var stille i lejligheden denne eftermiddag. Hun er enebarn, moren var i soveværelset, mormor var på besøg og lavede aftensmad ude i køkkenet. Maria husker stemningen som helt sædvanlig.

– Pludselig går døren til soveværelset op, mor løber ud og råber, at nu gør hun det, hun altid har villet gøre. Og hun løber ud på altanen og hopper ud.

– Mormor kommer ud fra køkkenet, jeg råber: ”Nej, ikke gå ud på altanen!” Men hun gør det alligevel og kigger ned, og jeg tænker nej, nej, nej ...

– Det næste, jeg husker, er, at lejligheden var fyldt med ambulancefolk. Det hele dukker op som brudstykker i mit hoved, fortæller Maria.

Hun tager en dyb indånding. Det er stadig svært for hende at tale om.

Skjulte sin baggrund

Marias far var flyttet til Indien, da hun var lille, og hun havde ingen kontakt til ham. Så efter morens selvmord flyttede Maria ind hos sin mormor og morfar i den anden ende af byen. Ingen i familien klarede at tale om det, der var sket, og Maria blev holdt isoleret i sin egen sorg.

– Det var et tabu. Og jo længere tid der gik, desto vanskeligere blev det at tale om, husker Maria.

Efter et år hos sine bedsteforældre flyttede hun hjem til sin onkel og tante. Hos dem begyndte hun sit liv ”på ny” – et helt nyt sted, hvor hun ikke kendte nogen fra før.

Læs også: Stefanies mand begik selvmord

Det var her, hun begyndte at lyve om sin baggrund. Maria opfandt dækhistorier, så andre ikke skulle finde ud af, at hendes mor havde taget sit eget liv.

Hun fortalte sine klassekammerater, at hendes onkel og tante var hendes biologiske forældre.

Prøvede at passe ind

Selv om folk begyndte at studse over det, fortsatte Maria med at skubbe emnet til side. Det var det, der føltes mest trygt dengang. Hun prøvede at passe ind, og for Maria virkede det efter planen.

– Jeg brugte utrolig megen tid på at skjule historien om min mor. At opleve det, jeg havde oplevet, gjorde mig pludselig meget voksen. Det gik ud over andre ting, som børn og unge normalt er interesserede i.

Det er nu 24 år siden, at hendes mor tog sit liv. Maria er i dag 35 år og bor i Sørumsand øst for Oslo, hvor hun bor sammen med sin mand og to børn.

Set udefra lever hun et helt almindeligt liv, men morens selvmord har sat sine dybe spor hos Maria.

– Jeg blev alvorlig efter den oplevelse. Det føler jeg også, at jeg er i dag. Jeg er måske mere seriøs end mange andre.

Jeg tror, at mange mennesker opfattede mig som en pige, der havde det godt, men indeni var det noget helt andet.

En god barndom

Maria husker sin barndom før selvmordet som en fantastisk tid. Hun havde ingen søskende, men hun havde det godt sammen med sin mor i den lille lejlighed i Drammen i Norge. Hun ved, at hendes mor var psykisk syg, men hvad det præcist indebar, er stadig uklart for hende.

– Jeg ved næsten intet om det. Jeg var meget afskærmet fra, hvad der foregik med hende, og selv om jeg vidste, at noget var anderledes, så var det ikke noget, jeg bekymrede mig om som barn. Det, at jeg var afskærmet, synes jeg, var godt for mig, fortæller hun.

Maria oplever stadig små ting i hverdagen, som fører hende tilbage til tiden med sin mor. Det, Maria særligt husker om sin mor, er, at hun spillede klaver for hende, og hun var utrolig god til at give sin kærlighed videre til Maria.

I dag taler Maria og hendes onkel meget om, hvordan moren var, og hvad der skete dengang, men det har ikke altid været let for Maria at tale om. Hun begyndte derfor at skrive dagbog.

LÆS OGSÅ: Mor og far begik selvmord

Det blev en form for terapi og alenetid, hvor hun fik afløb for sine følelser, og det var især om natten, Maria havde det svært.

– Det var der, jeg skrev i min dagbog. Jeg plejede at trække mig væk og være uforstyrret i mine egne tanker. Som voksen har jeg tænkt meget over, hvorfor jeg dengang valgte ikke at tale med nogen om det. Hvorfor jeg ikke bare tog fat i nogen og sagde ”hjælp mig”.

Maria taler ud

I 2012 begyndte det at gå bedre for Maria. Hun tog selv initiativ til at opsøge professionel hjælp, efter at hun indså, at morens selvmord tog for hårdt på hende. I starten var det svært for hende at tale om.

Det tog et halvt år, før hun kunne tale ud om det til psykologsamtalerne, men da hun åbnede mere op, så begyndte det at gå bedre.

I dag har hun fået alt på afstand, og for hende er det nødvendigt at tale om, hvad der skete, for at kunne komme videre og leve det liv, hun ønsker.

– I dag føler jeg mere en sorg over, at min mor ikke er en del af vores familie. Jeg ved, at det ikke var sådan, hun ønskede at forlade mig.

Maria mener også, at man stadig taler for lidt om selvmord.

– Når der er børn inde i billedet, er det ekstra vigtigt at give dem et sprog, de kan bruge til at tale om svære ting. Et selvmord er så ekstrem og pludselig en hændelse, og man kan ikke forvente, at nogen, i hvert fald ikke et barn, kan sætte ord på sine følelser alene.