Marias svære valg: Jeg bortadopterede mit tredje barn

Maria sidder i sofaen. Kroppen føles, som om den er i alarmberedskab. Årvågen og alligevel så uopmærksom på sig selv.

Maria er 24 år og har en søn på 2 år, en datter på 1 år og en ny baby ved sit bryst. Endelig har stilheden indfundet sig, men med fraværet af barnegråd er der plads til tankerne. De tanker, som hun ikke længere kan holde på afstand, og som får skammen til at krybe ind over hende som en sort sky. Alligevel er hun ikke i tvivl. Det er det eneste rigtige. Hun må give sin søn et bedre liv, end hun selv kan klare.

– Jeg følte, at jeg havde fejlet som mor og som menneske. Men samtidig vidste jeg også godt, at det var det bedste, jeg kunne gøre for mig selv, mine andre børn og min søn, fortæller 32-årige Maria Guldager, der bor i Korsør.

Læs også: Kira Eggers blev tvangsfjernet som barn

Stærk tro

Maria blev født ind i et kristent fællesskab og fortsatte som ung med at være fortaler for det kristne budskab. Det meste af hendes tid blev brugt i kirke-sammenhænge, og da hun blev ældre, blev troen stærkere og stærkere.

En dag mødte hun en mand i Indre Missions ungdomsforening, der fangede hendes interesse. De så ens på fremtiden og delte de samme værdier og passion for det kristne budskab, og kort tid efter blev de kærester.

Maria blev gravid første gang som 20-årig, og hun var lykkelig, da hendes nyfødte blev lagt i hendes arme.

Men hverdagen som mor og hustru bød på mange tålmodighedsprøver og praktiske opgaver, som overvældede Maria, der ellers havde håbet på et bedre ægteskab end sine forældres.

– En dag, jeg var ude og gå med barnevognen, gled jeg på nogle isbelagte fliser, og min knæskal gik af led. Det gjorde, at jeg ikke kom i kirken i et par måneder. I den periode læste jeg også en del filosofi. Gennem den læsning kunne jeg pludselig se, at mine dybeste overbevisninger ikke havde hold i virkeligheden.

Stor omvæltning

Hun tog en beslutning. Hun ville ikke længere være en del af det kristne fællesskab, som ellers havde været hendes base i mange år. Det var på dette skrøbelige tidspunkt, Maria blev gravid for tredje gang.

– Det var enormt hårdt at vende min tro ryggen. Jeg sagde jo farvel til den religion, som jeg havde forkyndt til alle, jeg kendte, og som havde haft kolossal indflydelse på mange af mine valg. Selv om jeg var trådt ud af kirken, påvirkede det stadig mit valg om ikke at få en abort.

Mens maven voksede, begyndte hun at undersøge muligheder for aflastning i hverdagen.

Tankerne kredsede både om en barnepige og rengøringshjælp. Men da fingrene en dag gled over tastaturet, havde hun skrevet bortadoption. Øjnene gled ned ad siden, men den spirende tanke blev afløst af håbløshed.

– Det lød meget definitivt. Når man bortadopterede, skulle man afskære al forbindelse til barnet, og det var jeg slet ikke klar til, forklarer Maria, der desperat undersøgte mulighederne for hjælp til de børn, hun elskede højt, men som hun havde svært ved at passe selv. Hun kontaktede forskellige foreninger og søgte på nettet, men det var intet, der passede til den situation, hun stod i.

Parret besluttede sig for at flytte, men heller ikke den nye start hjalp på et presset ægteskab, og kort efter flyttede Marias mand ud, og de blev separeret.

Se også: Eva voksede op i en plejefamilie: Jeg gemte min sorg væk

Dårlig samvittighed

Med sit tredje barn i favnen var lykken ligesom de to andre gange. Hendes nyfødte søn var en rolig dreng, men frygten under graviditeten blev hurtigt en realitet.

– Jeg havde så travlt med de to små ældste børn på 1 og 2 år, som endnu ikke legede sammen, men bare ville have mig. Jeg rendte rundt og glemte tit, at min yngste sad på maven af mig i en bæresele. Mit manglende overskud var bare ikke værdigt for en lille ny og dejlig en, fortæller Maria.

En kronisk dårlig samvittighed fulgte hende konstant, for hun følte ikke, at hendes børn havde de optimale betingelser. De fortjente mere, end hun kunne give dem, og det fik Maria til at skrive ud på Facebook, hvor en bekendt, der arbejdede som privat dagplejer, tilbød hende en hånd.

Efter at have snakket sammen lavede de en aftale om, at hendes yngste søn skulle være hos dagplejeren i hverdagen, og så kunne han komme hjem til Maria og hendes to andre børn i weekenden.

Ret hurtigt så Maria, hvordan hendes søn stortrivedes i den nye familie, der havde taget ham ind som deres egen. I samråd med børnenes far valgte Maria at bortadoptere den lille dreng til familien, da han var 8 måneder gammel.

Svært at sige højt

– I begyndelsen var jeg fyldt med skam. Jeg følte mig som et dårligt menneske, og samtidig savnede jeg ham så meget. Jeg tog mig selv i at ringe og sige ”husk nu, at han skal…”, men det var jo ikke noget, jeg havde indflydelse på mere, fortæller Maria, der også oplevede, at det var svært at gå ud i verden og bare fortælle om sit valg.

– Det vækker instinktive følelser hos folk, og det forstår jeg meget godt. Jeg læste til socialrådgiver på det tidspunkt, og jeg kan huske, at jeg fortalte til en af mine medstuderende, at jeg havde bortadopteret min mindste søn. Jeg kan huske, at hun blev ligbleg i hovedet og sagde, at hun var urolig for mig, fortæller Maria, der i tiden efter helst ikke talte om det.

Maria valgte at flytte til en ny by i Nordsjælland og håbede, at hun kunne starte på en frisk.

Men tabuet fulgte med hende, og når hun hørte andre mødre i børnehaven fortælle om, hvor hårdt det var at have nummer tre, havde hun en brændende lyst til at fortælle, at hun genkendte de situationer de beskrev.

Læs også: Elisabeth blev forældreløs kort efter fødslen: Godt du blev min nye mor

Det bedste for barnet

Maria ser sin søn, der i dag er 7 år, en gang om året. Og hvis han en dag har behov for at snakke om det valg, Maria tog, da han var baby, står hun klar.

– Han har det utroligt godt, og det er en fantastisk familie, han er en del af. Det har hele tiden været vigtigt for mig, at han kendte sit biologiske ophav. Der er mange adopterede børn, der bakser med en masse spørgsmål til den biologiske familie, og det kan jeg nok ikke helt skåne ham for, men vi håber, at en åbenhed kan nedtone den frustration, der måtte komme senere hen.

Maria håber, at hun med sin historie kan være med til at ruske lidt til de forestillinger, der er om den perfekte familie.

– Det er ikke altid det bedste for barnet at være hos den biologiske familie – heller ikke selv om der ikke er misrøgt, og jeg tror, at vi skal være bedre til at favne de mennesker, der gør noget andet end normen, siger Maria, der er yogalærer, underviser på pædagogseminariet og driver podcasten ”lyden af et bedre liv”.

Maria har aldrig fortrudt sin beslutning. Det eneste, hun ærgrer sig over, er, at hun ikke gav sin søn væk noget før.

– Det vigtigste er, at han har det godt. Han ved, hvor jeg er, og jeg har kontakt til hans familie. Jeg siger ikke, at det er den rigtige beslutning for alle, der har det svært, men det var den rigtige beslutning for mig og mine børn, og det vil jeg ikke skamme mig over.