Marie blev stoffri efter tragedien

Da Marie begyndte at drikke alkohol som 13-årig, opdagede hun med det samme, at hun ikke drak på samme måde som andre.

– Jeg havde et destruktivt mønster. Jeg ville bare feste mere og mere. Jeg var ikke som mine klassekammerater og havde ingen store ambitioner. Jeg levede i nuet, og festerne var et ekstra krydderi i hverdagen, forklarer den nu 48-årige Marie Hillner fra Falun i Sverige.

Hun fortæller, at hun gjorde sit bedste i skolen, men hun var en dagdrømmende pige, som havde svært ved at koncentrere sig.

– I dag ved jeg, at jeg havde udiagnosticeret adhd. Men dengang følte jeg mig bare dum i hovedet. Jeg havde lavt selvværd.

Marie blev hurtigt træt af alkoholen og festerne, og i 16-årsalderen forsøgte hun adskillige gange at stoppe med at drikke. Men det lykkedes ikke.

Prøvede stoffer

– Alkoholisme er fornægtelsens sygdom. Jeg mente det virkelig, når jeg sagde, at jeg aldrig mere ville drikke, men så gik der en time, og så var jeg fuld igen. Alkohol ødelægger hjernens evne til selv at bestemme.

Da Marie blev 19 år, fandt hun noget nyt at bedøve sig med: Stofferne.

– Så kunne jeg stoppe drikkeriet og tænke: ”Wow, jeg er ikke alkoholiker.” Og samtidig var jeg høj af amfetamin. Det er sygt, hvordan afhængighed fungerer.

Maries stofmisbrug eskalerede hurtigt og blev alvorligt.

– I den periode mødte jeg også en fyr, Jonas, og vi tog stoffer sammen. Men jeg følte hele tiden, at en del af mig ikke ville leve det liv. Sådan var det ikke for Jonas. Der var forskel på os, selv om det var ikke synligt. Vi fortsatte med at isolere os i vores lejlighed – påvirkede og psykotiske.

Politiet brød ind

Både Maries og kærestens forældre forsøgte forgæves at gribe ind.

– En tidlig morgen brød politiet ind hjemme hos os. De tog Jonas med sig, da han skulle anbringes i akutpleje, men jeg blev efterladt tilbage. Jeg var bange og ensom, så jeg ringede til en ven, som kørte mig på hospitalet, hvor jeg blev indlagt i nogle uger til afgiftning.

LÆS OGSÅ: Mor døde af overdosis

Dagen forinden var Maries forældre dukket op uden for lejligheden og havde stillet hende et ultimatum: ”Nu må du vælge mellem os og stofferne.”

– Det hele var med til at hjælpe mig, siger Marie, som efter afgiftningen på hospitalet blev tilbudt en plads på behandlingshjemmet Korpberget. Marie, som på det tidspunkt var 24 år, takkede ja.

Reddede hendes liv

– De havde et 12-trinsprogram og en særlig afdeling for kvinder. Jeg var der længe og er så taknemmelig for den hjælp, jeg fik. Det reddede mit liv, siger hun og uddyber:

– Man tror, at man er helt dum i hovedet. Det er man i og for sig også, men det er ikke, fordi man er et dårligt menneske. Man er bare syg. At møde andre mennesker i samme situation var også helbredende. Vi kunne dele meget med hinanden. Man skal heller ikke undervurdere betydningen af at få rutiner. Selv dét at skulle rede sin seng hjalp. Der blev forventet ting af mig.

Marie opholdt sig på Korpberget fra marts til december 1996, og det glædede hendes forældre, som støttede hende gennem hele forløbet og også den efterfølgende tid. Men da Marie flyttede i sin egen lejlighed, mødte hun Jonas igen.

– Det tog ikke lang tid, før jeg begyndte at drikke. Jeg ville have Jonas, og han ville ikke stoppe med at misbruge. Og så går tingene hurtigt.

En frygtelig besked

Til sidst skete der det, som Marie længe havde frygtet.

– Den 28. marts 1997 ringede Jonas’ mor til mig midt om natten. Jonas var død. Jeg havde festet og taget amfetamin den nat, men jeg husker præcist, hvor jeg sad i sofaen. Jeg husker også, at jeg blev iskold. Jeg havde altid været bange for, at han skulle dø. Man frygter vel altid at miste den, man elsker, men når man lever, som vi gjorde, risikerer man at dø hver dag.

I det øjeblik tænkte Marie selv: ”Nu gider jeg ikke mere.”

– Men et eller andet sted fandt jeg en indre kraft – en vilje til at leve. Så i stedet vendte jeg det rundt og tænkte: ”Fortsætter jeg sådan her, dør jeg. Stopper jeg, vil jeg leve.” Det blev krystalklart for mig, og det hjalp mig videre.

Efter Jonas’ begravelse fik Marie mulighed for at vende tilbage til behandlingshjemmet, og det gav hende tid til at lade den nye virkelighed synke ind.

Stoffri i 23 år

– At komme tilbage til Korpberget betød meget. Det var så smertefuld en oplevelse, at Jonas var væk. Jeg tog dertil i maj 1997, og lige siden har jeg været stoffri. Det er 23 år siden nu. Utroligt.

Når Marie tænker tilbage, er det som at tænke på et helt andet liv.

– Men jeg er smertefuldt bevidst om, at det er mit liv. Det er klart, at det gør indtryk. Men jeg vil heller ikke glemme. Det er en del af mig.

Efter det andet ophold på Korpberget bosatte Marie sig i en periode i Stockholm for at få luftforandring. Hun uddannede sig til alkohol- og narkoterapeut og blev ansat på et behandlingshjem.

– Men det passede mig ikke rigtig. Jeg var ikke parat. Jeg skulle desuden snart blive mor.

Hjælper pårørende

I 2005 flyttede Marie tilbage til Falun, hvor hun fik psykologhjælp og blev udredt for adhd. Hun begyndte desuden at dyrke fitness, og det hjalp alt sammen på hendes mentale helbred.

– Senere uddannede jeg mig til instruktør i ”afro power dance”. En gnist blev tændt i mig, og mit selvværd blev styrket.

Noget, som også har kastet et positivt skær over livet, er Maries engagement i at hjælpe pårørende til misbrugere.

– Det har været utroligt berigende. Mine erfaringer betyder virkelig noget, og det er dét, som driver mig fremad. Men klichéen om, at der er en højere mening med alt, hvad der sker, tror jeg faktisk ikke på. Jeg sørger i stedet for selv at skabe en mening med det, der er sket.