Marie skelede og var ordblind: De troede jeg var dum

Marie var skeløjet og ordblind, hun blev mobbet i skolen og blev som teenager fjernet fra hjemmet, uden at det hjalp. Som ung dulmede hun smerten med alkohol. Så mødte hun Mads, og det ændrede alt.

Da Marie sagde ja til sin Mads på Fredericia Rådhus den 2. februar i år, sagde hun også ja til et nyt navn. Karen, som hun var døbt, var fortid, og Marie fremtiden. Et vigtigt skifte, for brudekjolen afslørede, at hun snart skulle være mor.

– Jeg ville have en ny start. Karen blev mobbet i skolen og havde en svær barndom, og hende ville jeg gerne lægge bag mig. Marie er den person, som jeg gerne vil være. Jeg har også opdaget, at det er nemmere at tale om min fortid nu, hvor jeg hedder Marie, for det er, som om jeg taler om en anden person, siger Marie Aagaard Madsen.

LÆS OGSÅ: Snart bliver hun mor til ni

Hun sidder i den gode stol i hjemmet i Fredericia. I hendes arme ligger beviset på hende og Mads’ kærlighed, datteren Michela på seks måneder, trygt og sover, mens hunden Molly forsøger at få opmærksomhed.

– Jeg har altid ønsket mig at blive mor, og jeg vil gerne give min datter den bedste start på livet. Hun skal have en god barndom, der ikke er præget af psykisk sygdom, understreger 25-årige Marie, mens hun forsigtigt aer den lille pige.

Tidligt voksen

Marie havde ikke selv en god start på livet. Hun voksede op på Fyn hos sin mor og var den ældste i en børneflok på fire, hvor de to yngste var tvillinger, og den næstældste bror havde pådraget sig en hjerneskade under fødslen. De fire børn havde forskellige fædre, og Marie har ikke haft megen kontakt til sin egen far.

– Min mor havde selv haft en barsk barndom, som havde givet hende psykiske men som ptsd, stress og borderline. Hun gjorde det så godt, hun kunne, men hun havde ikke overskud til os alle sammen, siger Marie, der har et godt forhold til sin mor i dag.

Hun måtte i en tidlig alder træde til og hjælpe med sine mindre søskende, der er tre og ni år yngre.

– Jeg blev hurtigt voksen, for jeg var den, der skiftede og puttede mine søskende, når min mor ikke havde overskuddet, siger hun.

LÆS OGSÅ: Jeg blev smidt ud hjemmefra som 14-årig

Seksuelt misbrugt

Marie havde det svært i skolen. Hun er ordblind, og skolearbejdet var en udfordring. Samtidig blev hun mobbet med, at hun skelede og gik i specialklasse.

– Jeg havde ét fristed, og det var til spejder. Jeg begyndte til spejder, da jeg var seks år, og de andre var som en familie for mig, fortæller hun.

En hændelse trækker i dag en sort skygge ind over hendes minder om spejdertiden.

Kort efter hendes konfirmation i 7. klasse begyndte en spejderleder at sende hende beskeder om, at hun var sød, smuk og dejlig.

– Jeg blev glad, for jeg var ikke vant til at få opmærksomhed, men det blev for meget. Han skrev, at han gerne ville lave et barn med mig, og det brød jeg mig ikke om, for jeg var kun 13 år, fortæller Marie.

Hun fortalte ikke nogen om beskederne, og da spejderlederen en dag foreslog, at hun skulle komme forbi og se hans dyr, anede hun ikke uråd.

– Han forgreb sig på mig. Jeg troede, at det var min egen skyld, for jeg var selv taget derud, og jeg kunne bare have sagt nej, siger Marie stille og tilføjer: – I dag ved jeg godt, at det ikke var min skyld, men skammen sidder stadig i mig.

Fjernet fra mor

Der gik mange måneder, før Marie brød grædende sammen i en matematiktime og fortalte sin lærer om den ubehagelige hændelse. Sagen blev meldt til politiet, men der blev aldrig rejst tiltale.

– Den dag i dag har jeg ikke lyst til at tage tilbage til byen, for jeg er stadig bange for at møde ham. Jeg får faktisk ondt i maven ved at tænke på det, siger Marie.

Hun fik ikke hjælp til at bearbejde overgrebet, men blev indesluttet og begyndte at skære i sig selv. Kort efter blev hun fjernet fra sin mor og anbragt i en plejefamilie.

– Jeg forstod ikke, hvorfor jeg pludselig ikke skulle bo hos min mor mere. Jeg vidste ikke, at der var noget i vejen med vores hjem, for jeg kendte ikke andet.

De næste år var, bortset fra et vellykket efterskoleophold, kaotiske. Marie trivedes ikke hos sin plejefamilie, blev smidt ud og tilbragte efterfølgende et par år på forskellige opholdssteder. Hun opdagede, at alkoholen kunne hjælpe hende væk fra alt det, der var svært.

– Jeg gemte mine følelser i alkohol, for det var sjovere at drikke end at græde. Jeg havde altid en kasse øl stående på mit værelse og kunne godt tømme den på én dag for at komme væk fra verden, fortæller Marie.

LÆS OGSÅ: Jimmy blev misbrugt som barn: Jeg kommer aldrig til at tilgive min far

Dejlig julegave

Vendepunktet kom, da hun som 18-årig mødte Mads på en datingapp. De skrev og talte sammen på Skype i en lang periode, før de mødtes. Hun tilbragte julen hos Mads’ familie, og juleaften blev de kærester.

– Mads og hans familie gav mig en ny begyndelse. Han viste mig en kærlighed, som jeg ikke havde fået i mine år i systemet. For ham var jeg ikke bare et projekt, men en ligeværdig person, forklarer Marie.

Hun stoppede også med at drikke.

– Pludselig oplevede jeg, at der var andet end alkoholen, der kunne gøre mig glad. Mads blev mit frirum, og jeg ville hellere være sammen med ham end gå i byen.

Mads havde haft en tryg opvækst i en kernefamilie, og Marie fortalte ham hurtigt om sin barndom og overgrebet.

– Hvis han ikke kunne klare det, ville jeg ikke bruge tid på ham. Jeg havde i tidligere forhold ventet med at fortælle om min fortid, og det var ikke gået godt, siger hun.

Mads blev ikke skræmt væk.

– Jeg ville hellere fokusere på nutiden og vores fremtid, siger 28-årige Mads Ulrich, der læser til it-supporter.

LÆS OGSÅ: Desirée bar på hemmelighed i årevis

Brudt den sociale arv

Parret flyttede sammen til Fredericia efter seks måneder, og for Marie har sceneskiftet været godt. I hendes papirer stod der, at hun var lettere mentalt retarderet, og ingen forventede, at hun ville færdiggøre folkeskolen eller få en uddannelse. Hun afsluttede folkeskolen på fem måneder og tog en uddannelse som sosu-hjælper.

– Nu har jeg bevist over for alle, at jeg hverken er retarderet eller ude af stand til at tage en uddannelse. Jeg har brudt den sociale arv, men det burde ikke have været nødvendigt, hvis jeg havde fået den rette hjælp i stedet for at skulle kæmpe alene, påpeger hun.

I hendes favn er Michela ved at vågne. Snart skal hun fejres, for Mads og Marie er ved at planlægge en kombineret barnedåbs- og bryllupsfest i slutningen af oktober.

– Jeg har hele mit liv fået at vide, at jeg ikke kunne blive til noget, men det kunne jeg. Man skal aldrig sige aldrig, men blive ved med at prøve, siger Marie og smiler til sin datter.

Forkæl en du holder af med et gaveabonnement til Ude og HjemmeDet stopper automatisk igen - læs mere her