Marius valgte gravstenen: Far er i himlen

– Det er den 13. i dag. Tror du, jeg skal være nervøs?

Henrik var i sit sædvanlige muntre humør lige fra morgenstunden den sommerdag i juni.

– Nej, det er jo kun torsdag, svarede Louise.

Senere på dagen fik han kvalme. Sympati-kvalme, blev de enige om, for Louise var 12 uger henne med deres andet barn. En lillesøster til femårige Marius.

Louise cyklede ubekymret ud med Marius og mødte sin mor, så de kunne handle sammen. Henrik ringede, mens de var ude. Han havde fået det værre.

Henrik blev indlagt

– Jeg kunne næsten ikke forstå, hvad han sagde, så jeg vidste, at den var helt gal, fortæller 40-årige Louise Maagaard fra Hadsund.

Hun slap, hvad hun havde i hænderne, overlod Marius til sin mor og skyndte sig hjem.

– Henrik var helt skæv i ansigtet. Han havde svært ved at tale, og han tabte ting. Jeg ringede 112 og fik ham til at sætte sig på trappen, indtil ambulancen kom.

Læs også: Elisabeth Gjerluff om det svære forhold til sine søskende: Det er et stort tab

Den kom heldigvis hurtig. Men på den korte tid havde Henrik mistet evnen til at kommunikere, og han kunne ikke rejse sig fra trappen.

Han blev hastet til hospitalet i Aalborg.

– I ambulancen tænkte jeg, at det blev et langt forløb med genoptræning. Jeg overvejede slet ikke, at vi kunne miste ham.

Massiv hjerneblødning

Henriks mor havde set ambulancen, så hun til Henriks bror og hans kæreste, der kørte i forvejen til hospitalet, hvor de sad og ventede sammen med Louise, mens lægerne scannede Henriks hjerne.

Ud af det blå havde han fået en massiv hjerneblødning. Den var så voldsom, at lægerne ikke regnede med, at han ville overleve det næste døgn. De kunne intet stille op.

– Jeg tænkte, at lægerne var gået ind i det forkerte rum. Kom med en anden besked!

Klokken 20 den aften vækkede mormor Marius. Han skulle op på hospitalet og se sin far måske for sidste gang.

Læs også: Mobbet som barn: Jeg skjulte mine mørke tanker

Imens blev Henrik lagt i respirator, selv om Louise havde lovet ham, at hun aldrig ville gøre det mod ham. For over 20 år siden var han nemlig kørt galt og kom så voldsomt til skade, at længerne ikke regnede med, at han ville overleve. Men han kom sig helt efter ulykken.

– Vi snakkede om, at han aldrig ville i respirator igen. Han ville ikke sidde i en kørestol og mades. Så jeg havde det virkelig dårligt med, hvad jeg udsatte ham for. Der havde jeg overskredet, hvad jeg havde lovet ham, siger Louise.

Intet håb

Henrik kunne stadig trække vejret lidt selv, respiratoren hjalp ham bare. Men længerne var klare i spyttet.

– Hvis han overlevede, kunne vi aflevere ham på et plejehjem. Han ville ikke være i stand til at forstå noget eller gøre noget. Det var hårdt og uvirkeligt. Fra at have et håb til følelsen af, at den, man elsker allermest, ikke må vågne igen, for det ville ikke være hans ønske at leve et liv, hvor han skulle have hjælp til alt.

Louise gik ind til lægerne og sagde, at de ikke skulle gøre alt for at holde liv i ham. Det var Henriks ønske, og det ville hun respektere.

Det sidste farvel

Den aften fortalte hun deres søn, at far var blevet meget syg. Han skulle have lov til at beholde håbet lidt endnu, så han havde tid til at vænne sig til tanken.

Fem dage senere var Henrik stadig i live, og familien skiftes til at sidde hos ham. Louise forsøgte at fortsætte hverdagen med Marius efter bedste evne, og den lille dreng kom i børnehave og fortalte om far, der var blevet syg. Mens Marius var i børnehave, sad Louise hos Henrik.

Det blev besluttet, at respiratoren skulle slukkes først på aftenen. Lægerne troede, det ville gå hurtigt.

Læs også: Betinas søn druknede efter en bytur: Tiden er gået i stå

– Marius kom med op på hospitalet den dag, de fjernede respiratoren og slangerne, og han fik sagt farvel.

Louise sagde også farvel til sin elskede og tog Marius med hjem. Det var sidste gang, de var sammen. Henrik døde tidligt om morgenen den 19. juni 2019 med sin bror ved sin side.

Marius var med til det hele

– Marius har været med hele vejen. Intet har været hemmelig for ham. Vi har ikke pakket tingene ind eller stoppet med at snakke, når han kom ind i rummet. Måske er det derfor, det har været nemmere for ham.

Han hjalp også med at vælge gravsted og gravsted. Louise gjorde ikke så meget ud af at fortælle, at far skulle brændes, så den lille dreng havde svært ved at forstå, hvordan der kunne være plads til hans store far på et lille urne-gravsted.

– Så kan fars hoved ligge her, maven her og fødderne her, sagde Marius, mens han planlagde tre gravsteder til Henrik.

Læs også: Afdødekontakt: Min mor begik selvmord

Familien løste det ved at vælge en almindelig gravplads.

– Skal jeg lave plads til dit navn på stenen, lød spørgsmålet til Louise, efterfulgt af et stille:

– Jeg skal jo spørge.

– Det kunne jeg slet ikke tage stilling til. Gør, hvad du vil, sagde jeg.

Mens Louise så småt er ved at lære at leve med sorgen, går Marius mere ud og ind af sorg og stiller praktiske spørgsmål som, hvem skal nu bygge lego med mig?

– Marius græd, da jeg fortalte ham, at vi ikke får far med hjem igen. Og han skulle lige tage lidt tilløb til at gå ind og sige farvel, men siden har han ikke grædt, fortæller Louise.

Hun har lavet en fotobog med far, så Marius altid har minderne, og en stregtegning fra hendes egen hånd hænger i stuen.

Et nyt lille liv er på vej

For Louise er tiden blevet en anden. Familien er rykket tættere sammen, men det kan også være hårdt blot at handle, når selv kassedamen kondolerer, for alle kendte Henrik. Han var fotograf og elskede at fotografere til bryllupper og fester.

Læs også: Afdødekontakt: Han var mit livs kærlighed

– Nu vil jeg gerne lidt væk og være anonym. Marius og jeg rejste lidt væk, lige efter Henrik døde, for det har været overvældende. Jeg kan ikke bare gå en tur, uden at alle ved, hvem jeg er, forklarer hun, men understreger, at hun sætter pris på alt den hjælp og forståelse, hun er blevet mødt med.

Nu er tiden kommet til at koncentrere sig om den lille pige, der vokser i hendes mave.

– Jeg glæder mig, men det er med blandede følelser. Det er vores sidste minde samme.

Lillesøster er nøje planlagt ligesom Marius. De er nemlig reagensglasbørn, og Louise blev først gravid efter to års forsøg.

– Hvorfor skulle han tages fra os, lige når hun kommer? spørger Louise og lader spørgsmålet hænge i luften.