Martin forlod sit gamle liv: Vold var en del af hverdagen

En hård opvækst førte Martin til tops i et voldeligt kriminelt miljø, hvor en tur i fængsel var et hæderstegn. Men da han fik et stærkt ønske om at blive far, måtte han ændre sin livsstil totalt.

Han husker tydeligt den dag, han fik vesten på. Martin Celosse-Andersen blev et par centimeter højere og bar den med stolthed, da vesten endelig sad på hans skuldre. Nu var han officielt en del af en rockerklub.

– Tiden i det miljø er ikke noget, jeg snakker om, men jeg kan sige, at jeg tydeligt husker, det var en kæmpe dag for mig. Nok den største i mit liv på det tidspunkt. Det var første gang, jeg følte, jeg var en del af et sammenhold, og det føltes både stort og eksklusivt. Jeg var accepteret, fortæller Martin.

Igennem årene fik han arbejdet sig op til at blive leder i den lokale afdeling, og hele hans liv handlede om at være respekteret i rockermiljøet, for det var her, han første gang oplevede at blive elsket og værdsat af andre mennesker for den, han var.

– Jeg fik på en måde bildt mig ind, at det, jeg havde gang i, var OK. Alle de ting, jeg gjorde, gjorde jeg, fordi jeg følte, det var det rigtige. Martin så intet problem i at leve i en parallelverden, hvor de gængse regler ikke gjaldt, og hvor vold var en del af hverdagen. Det var først i sluttyverne, han begyndte at tænke, at den levevej måske ikke var den rigtige. Der var et brændende ønske, som han ikke kunne kombinere med det at være rocker. Han ville være far.

Overladt til sig selv

Selv har Martin aldrig kendt sin far. Hans mor fik ham, da hun var 17 år, og barndommen var ikke sjov. Både vold og alkohol var en del af pakken, når moren fik en ny kæreste, og Martin var ikke særlig gammel, da han skulle tage vare på sig selv. Men det, der nok mest af alt har formet Martin, er det svigt fra voksne, han allerede oplevede som syvårig. Der mistede han et menneske, han elskede højt. Hans stedfar tog livet af sig selv for øjnene af ham, og Martins barnlige uskyldighed blev på et splitsekund ødelagt og erstattet med frygt, ensomhed og vrede.

– Da jeg så livet forsvinde ud af hans øjne, forandrede alt sig. Det viste sig, at han var psykisk syg og ikke havde taget sin medicin i en måned, men det vidste jeg ikke. Så jeg troede, at han tog livet af sig selv, fordi jeg havde bedt om mere mad, en aften vi sad og spiste ved hans mor, og da jeg bad om noget mere mad, gik han ud på gårdspladsen og skød sig foran mig. Så jeg troede i mange år, at en, jeg elskede, døde, fordi jeg havde udtrykt et behov.

Efter det stoppede Martin med at bede om noget, og det var sjældent, han sagde noget.

En ny stedfar kom ind i billedet, og hvor den tidligere havde været sød, men syg, var den nye ond. Han drak meget, og når han drak, blev han voldelig mod både Martin og hans mor.

– Jeg kan huske, at jeg ofte tissede i sengen, når jeg kunne høre hans Puch Maxi komme. Jeg var så bange for ham, fortæller Martin.

Han var bange for slagene, men endnu mere bange for at miste dem, han elskede. Han turde ikke elske nogen, fordi frygten for at miste dem var stor. Han blev en enspænder, der ikke passede ind i fællesskabet.

Da han var omkring 13 år, fik hans mor en ny kæreste. Hun flyttede ind hos ham, men der var ikke plads til hendes søn i kærestens lejlighed, så Martin endte på gaden og skulle klare sig selv. Her begyndte hans kriminelle liv. Til at begynde med var det små tyverier som en slikpose ved en købmand og noget frugt, han stak i lommen, når han var sulten, men det viste sig hurtigt at være uholdbart, og før han vidste af det, blev det til indbrud i sommerhuse og rambuktyverier i butikker.

– Jeg gjorde det for at have penge til mad, så jeg tænkte slet ikke over, hvor forkert det var. Det begyndte jo i det små, og jeg opdagede ikke, hvor meget det eskalerede. Det var en glidebane, fortæller Martin.

Ind i rockermiljøet

Det viste sig dog, at den glidebane var længere end først antaget. For samtidig med at kriminaliteten blev voldsommere, blev bekendtskaberne også farligere. De mennesker, den unge Martin begyndte at være sammen med, viste sig at være en del af det lokale kriminelle miljø, og på den måde blev det Martins vej ind i et miljø, der de næste mange år skulle blive omdrejningspunktet i hans liv. – Mit moralske kompas var også på en glidebane. Jeg tænkte aldrig over, at det, jeg gjorde, var forkert. Vi blev ved med at bekræfte hinanden i, at der var en god grund. De var jo mine venner, og det var her, jeg første gang fandt et fællesskab. Pludselig var der et sted, jeg hørte til, så det ville jeg jo ikke give slip på, selv om nogle ville mene, vi også var de slemme.

Det var egentlig ikke Martins plan, at han skulle være en del af rockermiljøet, men langsomt blev han involveret, og fra bare at være et medlem med en vest endte han med at blive leder i den lokale afdeling. Det var der, han følte, han hørte til.

Dårlige træk i den omgivende verden var gode i denne verden. Den vrede, der i så mange år havde bygget sig op og givet ham problemer som ung, var pludselig en god ting at have, når man skulle forsvare sine venner. Martins loyalitet lå hos vennerne, og den havde de konsekvenser, at han flere gange kom i fængsel for blandt andet grov vold, trusler, afpresning og våbenbesiddelse.

– Dengang gav det mig stolthed at sidde i fængsel. Det viste, at jeg ville være loyal over for dem, jeg holdt af, og at de var det vigtigste, så jeg ville gøre alt for dem, fortæller Martin. Men med årene kom der én ting, der blev vigtigere end den loyalitet. Han havde et inderligt ønske om at blive far, og selv om hele hans liv var i rockermiljøet, var det ikke en ting, han kunne forene med det at være far.

– Jeg tænkte meget over det, og i sidste ende indså jeg, at jeg ikke ville blive den far, jeg ønskede at være, hvis jeg blev ved med at være den mand, jeg var. Jeg blev ved med at forestille mig, hvordan jeg ville have det, hvis mit kommende barn blev som mig. Det var ikke det liv, jeg ville give mine børn, og der gik det op for mig, at jeg måtte bryde med miljøet.

Svært at passe ind

Efter lang tids overvejelse forlod Martin miljøet og skulle nu på ny finde et sammenhold. Efter han trak sig ud af miljøet, kom han i fængsel en gang til for at afsone en dom, og da han kom ud, begyndte han i et exit-program, der skulle hjælpe ham helt ud af miljøet. Men da han blev mødt med et krav om at angive de andre rockere, nægtede han og forlod exit-programmet. Nu skulle han til at finde ud af, hvem Martin var, når han ikke var en, der levede efter egne regler. Han havde altid interesseret sig for psykologi, og derfor begyndte han på universitetet.

– Jeg var ikke klar til at tale om min fortid, så da jeg begyndte på studiet, brugte jeg i stedet mit mellemnavn Christian, og for at forklare mine mange tatoveringer fortalte jeg, at jeg havde været tømrer, fortæller Martin og fortsætter:

– Da jeg begyndte at begå mig i den virkelige verden, begyndte jeg at tænke over, hvad andre tænkte om mig. Jeg vidste godt, hvad folk tænkte om folk med min baggrund, og det var ikke pæne ting, det forstår jeg godt. Men det var svært for mig at acceptere, at jeg havde været det her monster så længe.

Vil hjælpe andre

Tiden gik, han stoppede på universitet før tid, og nu skulle han endnu engang finde ud af, hvem han var, når han ikke var leder i rockermiljøet.

– Jeg følte mig ensom, mere end jeg havde følt mig som barn. Jeg var ikke vigtig for nogen mere.

Men efter et år blev Martin igen en vigtig person i nogens liv, da han som 29-årig blev far til datteren Isabella og tre år efter til Anna. Da hans to guldklumper kom til verden, blev hans livssyn ændret markant.

– Da min nyfødte datter greb min finger for første gang, forsvandt det sidste rockerpræsident i mig, og jeg vidste, at jeg nu måtte gøre bod for al den skade, jeg havde forvoldt. Jeg havde sådan en tanke om, at fordi jeg var gået langt den ene vej, var jeg nødt til at gå langt den anden vej, fortæller Martin. Derfor startede Martin sit eget rådgivningscenter, der hedder ”En procent er nok”, hvor han hjælper andre ud af det kriminelle miljø. Centret holder kurser og workshops og rådgiver folk. Han vil gøre sit for, at mennesker, der vælger at træde ud af miljøet, bliver grebet af nogen, der forstår dem – og det gør Martin.

– Jeg ved, at det er en helt anden verden, de træder ud fra, og derfor skal der tages hånd om dem, så de ikke falder tilbage, og de skal vide, at hvis de beder om hjælp, så er vi der.

Det er nu otte år siden, Martin trådte ud af miljøet, og når han ser på det, han siden har opnået, er det med, hvad han kalder en ”barnlig stolthed”. Han har formået at vende vreden i sig selv til at handle og hjælpe andre mennesker.

– Jeg kan mærke, at jeg siger mange af de ting, jeg også ville have sagt til mit yngre jeg. For det, jeg fortæller dem, er, at det bliver vanvittigt hårdt, men det skal nok gå, og det bliver godt igen.

Det har krævet meget for Martin at stå her, og flere gange har han overlevet, mere end han har levet. Det har kostet at stå der, hvor han gør i dag, men for ham er der en god grund til, at det hele kunne lykkedes:

– Mit familieliv er primus motor. Havde det ikke været for mine døtre, havde jeg ikke kunnet gøre det her. Og det vigtigste for mig er, at jeg nu kan være en rollemodel for dem.