Martina redder fravalgte dyr

På Martinas gård vrimler det med dyr. Her bor blandt andet hunde, katte, geder, får, grise, køer, heste, høns, påfugle og endda en enkelt alpaka. I alt mere end 50 forskellige arter.

Inde i huset trisser hængebugsvinet Loke rundt som det naturligste i verden. Han er det eneste dyr, Martina selv har købt, og den frække gris passer perfekt ind i den brogede flok, selv om han nogle gange løber ud i haven og bøjer hegnet, så kaninerne løber ud.

– Men han er fantastisk, når der kommer nye katte, som slås. Han kan ikke lide slagsmål, så han går imellem dem og afbryder kampen, fortæller 33-årige Martina Gustafsson, som bor i Bredbyn i det østlige Sverige.

Vanrøgtede dyr

De fleste dyr har hun taget til sig, efter at de af forskellige årsager er blevet fravalgt af andre. Nogle har haft en allergisk ejer, men mange af dyrene er også blevet vanrøgtet eller kasseret, når de ikke længere var ønskede.

– Desværre er der masser af fravalgte dyr, som sælges på forskellige hjemmesider. Det er utroligt trist. De dyr, som ingen værdi har i andres øjne, er dem, som får allermest værdi for mig, siger Martina.

Dobermannen Kani er en af hendes tro følgesvende. Han er en skøn hund med en voldsom baggrund. Han vejede kun 14 kilo, da han ankom til gården, og det har krævet tid og kærlighed at få ham til at trives.

– Han var underernæret og mishandlet. Blandt andet havde han fået sine tænder sparket ud. I begyndelsen var han aggressiv, og vi har haft vores konflikter, men nu er han den roligste hund.

Alle skal trives

For Martina er det vigtigt, at alle på gården trives. Det gælder også hendes samlever Rasmus, som der selvfølgelig også skal være plads til.

I dag siger Martina derfor nogle gange nej, når hun bliver tilbudt endnu et dyr.

– Der er jo grænser for, hvor mange jeg har plads til. Desuden koster det penge, da de alle skal have mad og ofte er i en tilstand, hvor de har brug for en dyrlæge.

Tanken er, at dyrene skal genplaceres i nye hjem, når de er klar til det. Men nogle af dem bliver hos Martina.

– Det er ikke altid nemt at finde et nyt hjem, og jeg stiller høje krav, forklarer hun.

Forstående kæreste

Rasmus er forstående over for Martinas interesse.

– I starten tænkte han nok, at jeg var en ”crazy cat lady”. Men nu er han lige så knyttet til dyrene som jeg.

LÆS OGSÅ: Vanrøgtede hunde søger hjem: Hvem vil have mig?

I en have uden for huset går der flere dyr rundt – blandt andet oksen Panzar, som har en helt særlig plads i Martinas hjerte. Ham har hun taget hånd om, siden han var en nyfødt tyrekalv.

Hun arbejdede dengang på en gård og fandt ud af, at Panzar skulle slagtes, da han var underudviklet. I dag er han fem år og et enormt dyr på 700 kilo.

– Vi har et stærkt bånd. Han er min baby, men han kan ikke kravle op på mit skød længere, selv om han nogle gange tror det, griner Martina.

Græd ud hos dyr

Martina har været dyreelsker, siden hun var lille. I Vilhelmina, hvor hun voksede op, havde hendes mormor et landbrug, hvor Martina lærte at malke. Hun blev mobbet i skolen, men hos dyrene fandt hun et fristed.

– Hos dem kunne jeg græde ud og tale om det, jeg ikke turde fortælle til andre. Dyr elsker jo ubetinget, uanset hvordan man ser ud.

Allerede som barn begyndte hun at tage sig af dyr, som skulle aflives eller var blevet forladt. Da hun flyttede hjemmefra, havde hun næsten 80 dyr med sig i en stor transportvogn. Hun fik job som dyrepasser, samtidig med at hun fortsatte med at passe sine egne dyr derhjemme.

Martina har altid haft høfeber og allergi mod spån og halm. Og da hun startede som dyrepasser, udviklede hun desuden astma og allergi mod køer og visse andre dyr. Fugle er værst. Men takket være medicin går det stadig fint. Det har også hjulpet, at soveværelset er blevet dyrefrit område.

Har fire job

For at kunne finansiere dyrenes liv på gården har Martina fire forskellige job. Ud over jobbet som dyrepasser arbejder hun også med malkning af køer og som personlig assistent for to børn med særlige behov. De fleste weekender er hun og Rasmus deres aflastningsfamilie.

– Dyrene og børnene har det fantastisk sammen. De børn, man ikke kan nå ind til selv, kan man få kontakt med gennem dyrene, siger hun.

Det er naturligvis hårdt arbejde at passe alle de dyr, men det giver også energi, forklarer Martina.

– Jeg føler mig slet ikke udmattet, men nyder bare at have så mange jern i ilden. Jeg ville aldrig opgive mine dyr. Jeg har brug for dem, og det er en ære at få lov til at passe på dem.