Mathildas hemmelighed: Jeg blev født som dreng

I foråret 1994 kom Markus til verden i Göteborg. Han voksede op som den næstældste i en søskendeflok på fem og beskriver sin barndom som lykkelig.

Men noget føltes alligevel forkert. Han elskede at lege med dukker, bar gerne sin storesøsters tøj og legede hellere med piger end drenge.

– Jeg husker, at jeg var misundelig på pigerne i min klasse. De fik lov til at gøre og klæde sig i dét, jeg ønskede. Jeg husker vreden, jeg følte, når de ville have, at jeg skulle være faren, hvis vi legede ”far, mor og børn”. Jeg ville være moren, fortæller svenske Mathilda Högberg, 26.

Blev mobbet

Det er hende, der engang var Markus. Han var en feminin dreng, og det provokerede mange. Skub, slag og sårende ord blev hverdag i skolen.

– Det var en drengegruppe, som gjorde det.

En dag overhørte Markus’ mor, at drengene råbte ”bøsse” efter ham.

– Hun skældte dem ud og sagde, at ”bøsse” ikke er noget, man skal bruge som et skældsord. Hun har altid ment, at alle er lige meget værd, og at der ikke er noget forkert i at være homoseksuel. Min mor betyder utroligt meget for mig, og hun troede nok på et tidligt tidspunkt, at jeg var homoseksuel. Selv vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tro.

Afskyede sin krop

Puberteten var et mareridt, og Markus afskyede de fysiske forandringer.

En aften foran fjernsynet faldt han over et program om transseksualitet. Han mærkede, hvordan alle brikkerne pludselig faldt på plads.

– Det var en ahaoplevelse. Programmet kunne lige så godt have handlet om mig.

Markus gik ned til sin mor og sagde uden omsvøb, hvordan han havde det.

– Jeg sagde, at jeg var transseksuel, og at jeg havde brug for hjælp. Hun stillede ingen spørgsmålstegn ved mig. Hun kender mig og ved, hvordan jeg har haft det.

Allerede næste dag var den første psykologtime booket. Markus var 15 år – og på vej mod et nyt liv. Han blev mødt af et team af socionomer, psykologer og speciallæger i psykiatrien, som alle foretog individuelle vurderinger af ham.

En endokrinolog sørgede for, at Markus fik den rigtige hormondosis, og han gik i gang med at tage testosteronblokkere og østrogentabletter.

Markus begyndte på gymnasiet som dreng. Kun familien og nogle få nære venner kendte til hans hemmelighed.

– Jeg var så træt af at være udstødt, og jeg følte ikke, at jeg kunne starte i gymnasiet og møde nye venner for siden at blive et andet menneske. Det ville være for underligt.

Umuligt at skjule

Men hormonerne havde effekt, og Mathilda husker en dag, hvor hun hentede sin lillesøster i børnehaven.

– En lille pige kiggede på mig og sagde: ”Ved du, at du ligner en pige i ansigtet?”. Jeg havde kort hår og drengetøj på, men det var ikke nok. Jeg indså, at jeg ikke kunne skjule det længere.

Samme aften skrev Mathilda et langt indlæg på Facebook, hvor hun forklarede, hvem hun var. Og hun ændrede sit navn til et almindeligt navn, som ikke skulle vække opmærksomhed.

Den første dag som Mathilda klædte hun sig enkelt, i jeans og T-shirt.

– Jeg ville bare være en helt normal pige.

De kvindelige kønshormoner gjorde, at hendes følelsesliv forandrede sig. Hun græd over det mindste og lo, så hun fik ondt i maven.

– Alt føles stærkere. Fordi jeg har levet som begge køn, forstår jeg, at mænd er dårligere til at vise følelser. Det beror absolut på sociale normer, men også på hormoner. Jeg husker engang, jeg skulle gøre rent og ikke kunne få støvsugeren ud af skabet. Jeg faldt sammen på gulvet og begyndte at græde, som om det værste var sket. Sådan ville jeg aldrig have reageret som fyr, ler Mathilda.

Nervøs for operation

Mathilda lærte efterhånden at lave fletninger, knappe bh’en op med den ene hånd og gå i høje hæle. Da hun blev 19 år, fik hun en brystoperation, og derefter ventede kønsoperationen.

En kønsoperation indebærer risici. Kroppen kan hele forkert, og det kan blive svært at nyde samleje. Da dagen for operationen oprandt, gennemgik Mathilda en sand rutsjebane af følelser.

– Jeg var dødnervøs og anede ikke, hvad jeg ville vågne op til. Men for mig var der intet alternativ. Jeg havde for eksempel aldrig været forelsket, fordi jeg følte, at ingen kunne forelske sig i mig. For da jeg var Markus, var jeg jo ikke mig selv.

Operationen gik godt, men bagefter ventede en lang og smertefuld helingsproces.

– Jeg har aldrig følt så stor en smerte før. Men det var det hele værd. Jeg begyndte at græde, for det var så dejligt at være lige den, jeg gerne ville være.

For Mathilda var det en befrielse at gå på stranden og bære bikini første gang. Eller at vælge pigernes omklædningsrum. Små hverdagsting, som betød alt for hende.

Blev forelsket

Nogen tid efter operationen blev hun forelsket for første gang. Hun mødte Christian via internettet.

– Jeg fortalte med det samme, at jeg er transseksuel, men han var ligeglad og sagde bare: ”Du er jo pige nu.” Han hviler i sig selv, og for ham spillede det ingen rolle, fortæller Mathilda og understreger:

– Kønskorrigering er en lang proces, som kræver møder, udredninger og mange år med samtaler. Det er ingen let sag at gå igennem.

På de sociale medier blev Mathilda længe set som kvinden med det perfekte liv. Billederne på Instagram afslørede intet om de kampe, hun havde gennemgået indeni. I januar sidste år valgte hun så at dele sin hemmelighed med sin store følgerskare, der for længst havde rundet 100.000.

– Nogle stoppede med at følge mig, men frem for alt blev jeg mødt med kærlighed.

Et forbillede

I dag er Mathildas billeder stort set de samme. Forskellen er, at hun nu er blevet et forbillede.

– Selvfølgelig havde det en gennemslagskraft, da jeg fortalte, at jeg er transseksuel. Og kan jeg hjælpe andre i den rigtige retning, er jeg glad. Der er så mange fordomme om transseksuelle, og der er brug for forandring.

Mathilda drømmer om et helt almindeligt liv. Hun og Christian har talt om at adoptere et barn og købe hus sammen.

– Jeg har været anderledes hele livet. Nu vil jeg bare være normal. Jeg er lykkelig nu. Og det er, fordi jeg er mig selv.