Mathilde er blevet mobbet hele sit liv

I slutningen af 8. klasse sendte Mathilde en sms til sin mor. ”Det er ikke jeres skyld. Jeg elsker jer,” lød afskeden til hendes familie. Den 15-årige pige havde lige taget en overdosis piller.

Mathilde Fabricius Møller er blevet mobbet, så længe hun kan huske. Det startede allerede i børnehaven.

– Jeg var svært overvægtig, og det var noget, der blev lagt mærke til allerede dengang. Jeg blev kaldt ”fed” og ”grim” næsten hver dag. Min krop blev altid kommenteret. Også selv om jeg kun var tre år, fortæller den nu 16-årige Mathilde, som bor i Vester Egense på Fyn.

Hun fortalte ikke pædagogerne eller andre om det. Som 3-årig er det svært at forstå, hvad der er rigtigt og forkert – og endnu sværere at udtrykke det. Det hjalp heller ikke, at hun på det tidspunkt var bagud i sin sproglige udvikling. 

Udviklede lavt selvværd

– Mobningen gjorde, at jeg allerede på det tidspunkt udviklede et lavt selvværd. Jeg kunne jo godt se, at de andre børn ikke syntes, at jeg var god nok. Og så kan man heller ikke selv lade være med at kigge efter fejl ved sig selv.

 Mobningen fortsatte, da hun startede i skole. En overvægtig pige med lavt selvværd er et let offer, det indså de andre børn hurtigt. Mathilde blev både råbt ad og bagtalt i skolegården hver dag, og en enkelt gang blev hun endda overfaldet.

– Det var i 1. klasse, hvor det lige havde sneet. Nogle drenge fra 3. klasse væltede mig omkuld og pressede mig ned i sneen, så jeg ikke kunne komme op igen. Det var virkelig ubehageligt. 

Lukkede sig inde

Mathilde lukkede sig inde i sig selv og fortalte stadig ikke nogen om den grove mobning. 

– Jeg var bange for, at det ville blive værre, hvis jeg sladrede. Jeg er samtidig en person, der altid gerne har villet klare det hele selv, så jeg tog det på mine egne skuldre at stå det igennem og holdt mig derfor for mig selv. 

I 2. klasse skiftede Mathilde skole. Den gamle skole lukkede, og hun skulle i stedet over i en større klasse med 27 elever. I den gamle havde de kun været fem. Nu var der endnu flere, som fortalte Mathilde, hvor forkert hun så ud.

Flov over sig selv

– Jeg kan huske, at jeg lige var kommet over på den nye skole, da en fra min storesøsters klasse råbte ”tykke” efter mig, og alle omkring mig grinede. Det var flovt. Jeg var også ked af det på min søsters vegne, fordi hun skulle sættes i forbindelse med mig.

De hånlige tilråb blev ved, og Mathilde blev mere og mere ked af sig selv. 

– Det endte med, at jeg begyndte at sulte mig selv, og jeg prøvede også at kaste op, når jeg endelig fik noget at spise. Jeg ville ikke have mad med i skolen, for jeg kunne ikke lide at spise foran de andre af frygt for, hvad de så ville sige. 

LÆS OGSÅ: Mobning afsporede Elin: Trucker på rette vej

 Mathildes forældre, Lena og Niels, studsede selvfølgelig over, hvorfor datteren ikke ville havde madpakke med, og de lagde naturligvis også mærke til de gange, hvor Mathilde kom grædende hjem. Men når de spurgte ind til det, fik de som regel intet at vide. Mathilde ville ikke sige noget.

– Der var nogle enkelte gange, hvor jeg fik lidt at vide, og hvor jeg tog det op med hendes klasselærer, som så havde en snak med klassen om det. Men det hjalp ikke. Det vidste jeg dog ikke dengang. Jeg havde i lang tid ingen fornemmelse af, hvor slemt det egentlig stod til, siger Mathildes mor, Lena Fabricius Møller. 

Skar i sig selv

 I 5. klasse begyndte Mathilde at skære i sig selv. Hun havde for ondt indeni, og det var hendes måde at koncentrere smerterne, så de ikke fyldte alt i hovedet på hende. Men selv om hun skar, gik de sorte tanker ikke væk, og i 6. klasse blev hun ramt af depression og angst.

– Jeg havde ellers tabt mig 25 kilo, da jeg kom til 6. klasse, og jeg håbede, at det ville få mobningen til at stoppe og gøre alting bedre. Men det skete ikke, og det var et ekstra stort slag – for hvad skulle jeg så gøre for at få det til at stoppe? Jeg røg ned i et sort hul og turde ikke at gøre noget som helst i skolen, fordi jeg var bange for, hvordan de andre ville reagere.

Mathilde fik det værre og værre. Lægen sendte hende til en børnepsykolog, og hun begyndte også at gå til samtaler hos Psykiatrisk Afdeling i Odense. Ingen af delene hjalp. Lige siden børnehaven havde hun gået med de svære følelser selv. Det var ikke nemt pludselig at skulle tale med andre om dem.

Forsøgte selvmord

I slutningen af 8. klasse gav Mathilde op. Hun kunne ikke længere holde livet ud. Hun var begyndt på efterskole i håbet om, at et nyt sted kunne blive en ny start for hende, men også her oplevede hun at blive hånet og bagtalt. 

I al hemmelighed skrabede Mathilde 40 smertestillende piller sammen, og en aften, hvor hun sad på sit værelse, slugte hun omkring halvdelen af dem. Så skrev hun en sms til sin mor: ”Det er ikke jeres skyld. Jeg elsker jer,” stod der i beskeden, som var ledsaget af et knust hjerte.

– Det var ikke et råb om hjælp. Jeg ønskede at dø den dag, siger Mathilde.

Mor i chok

Hendes mor var heldigvis hjemme og så beskeden med det samme. 

– Jeg fik et chok, da jeg læste den. Jeg anede ikke, hvad den betød, men jeg kunne jo godt fornemme, at noget var helt galt, så jeg styrtede op på hendes værelse, hvor jeg fandt hende opløst i tårer. Og så var det, at jeg så resten af pillerne, hun havde samlet sammen. Jeg tænkte bare: ”Det er ikke rigtigt.” Jeg anede ikke, at hun var så langt ude, og jeg frygtede, at jeg havde opdaget det for sent.

Lena ringede straks til hospitalet og sørgede for, at hendes datter kom til udpumpning i tide. Mathilde havde kvalme og var svimmel, men heldigvis nåede pillerne ikke at påvirke hende på andre måder, og hun blev udskrevet dagen efter.

– Jeg var ked af, at det ikke lykkedes mig at tage mit liv, siger Mathilde, som dog besluttede sig for at kæmpe videre. Hun kunne tydeligt se, hvor meget det påvirkede hendes familie, at hun havde det dårligt.

Tilbage på efterskolen

Mathilde startede på et center for selvmordsforebyggelse, og efter to måneder vendte hun tilbage til efterskolen.

Lena var bange for, at Mathilde ville prøve at tage sit eget liv igen, og det var ikke rart at være langt væk fra hende.

– Jeg frygtede, at hun kunne finde på at træde ud foran en lastbil, når hun var ude at gå en tur. Men jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at håbe det bedste. For jeg kan jo ikke gå i hælene på hende resten af livet, siger Lena.

Mathilde følte sig egentlig ikke klar til at begynde på efterskolen igen. Hun var bange for, at mobningen ville fortsætte og skubbe hende endnu længere ud, end hun var i forvejen.

– Men det viste sig, at jeg alligevel havde venner på efterskolen. Der var mange, som sagde til mig, at det var godt at have mig tilbage, og at de ikke var klar over, at jeg var presset så langt ud. Det blev en slags vendepunkt for mig, og jeg begyndte at få det bedre, siger Mathilde. 

Mobning sætter spor

Efter sommerferien starter hun i 10. klasse på en ny efterskole. 

– Jeg håber så meget for hende, at den gode udvikling fortsætter, og at hun vil få mange nye venner og positive oplevelser dér. Det fortjener hun virkelig, siger Lena.

Mathilde er i dag blevet bedre til at tale med andre om sine svære følelser, fordi hun i højere grad oplever, at folk omkring hende lytter og bekymrer sig om hende.

– Men selv om jeg i dag har det bedre, er der stadigvæk svære dage, og selvmordstankerne er der stadig en gang imellem. Mobning sætter dybe spor, som nok aldrig går helt væk, uanset hvad man gør. Når man så tidligt lærer at hade sig selv, er det svært at få opbygget et selvværd, og det er noget, jeg kæmper med i dag, siger Mathilde og fortsætter:

– Jeg håber, at jeg ved at stå frem med min historie kan få folk til at tænke mere over, hvad mobning kan gøre ved et menneske, så de tænker sig om en ekstra gang, før de mobber andre.

Stolt af sin datter

Lena ser stolt på sin datter, mens hun taler.

– Jeg synes, det er så flot af Mathilde at stå frem. Det kræver altså en stor portion mod, og det siger meget om hende, at hun deler så svær en tid i sit liv, alene fordi hun gerne vil hjælpe andre. Det tror jeg ikke, at alle ville turde. Men hun er stærkere end de fleste.