Mavepinen var en baby

Gulvet i stuen er fyldt af legetøj i den lille toværelseslejlighed. I et hjørne står puslebordet, og i sofaen sidder 29-årige Ida Nilsson og 32-årige Lars Alm sammen med deres datter, Stella. Hun kom til verden som en overraskelse en tidlig morgen i september sidste år.

Ida havde ingen anelse om, at hun var gravid. Parret havde i mange år forsøgt at blive forældre uden held. Derfor var det en glædelig overraskelse, da deres datter meldte sin ankomst, for Ida havde egentlig opgivet drømmen om at få egne børn.

– Da vi flyttede sammen for fire år siden, ville vi begge gerne have børn, fortæller Ida, der er fabriksarbejder.

De droppede præventionen, men Ida blev ikke gravid. Til sidst accepterede hun, at hun nok aldrig ville blive mor:

– Vi overvejede ikke kunstig befrugtning eller adoption. Lars har allerede to sønner på syv og 11 år, og jeg har en tæt kontakt med min søsters børn.

Smerterne blev værre

Måske var det en forudanelse, der fik hende til at tage en graviditetstest, men da den var negativ, droppede hun tanken. Hun havde heller ikke lagt mærke til, at hun var blevet rundere omkring maven. Tre uger før fødslen var parret på ferietur til Øland, hvor Ida bemærkede, at hun svedte mere end normalt, og at fødderne var hævede:

– Jeg tænkte ikke, at jeg var gravid. Jeg havde menstruation, som normalt, og jeg følte mig ikke dårlig.

Da hun vendte tilbage til sit arbejde efter ferien, begyndte hun at få mavepine. Først troede hun, at det var stress, men smerterne blev kun værre.

En weekend gik den ikke længere. Ida havde så store mavesmerter, at Lars kørte hende til hospitalet i Jønkøping. På grund af coronarestriktioner måtte han ikke komme med ind, men måtte køre hjem. På sygehuset troede lægerne først, at Ida havde en urinvejsinfektion:

– Som rutine tager man åbenbart altid en graviditetstest på kvinder, der kommer med mavesmerter. Jeg troede, jeg hørte forkert, da sygeplejersken sagde, at jeg var gravid, siger Ida.

Tusinde tanker fløj gennem hovedet. Hun vidste ikke, hvornår hun var blevet gravid, eller hvor langt hun var henne:

– Jeg blev straks flyttet til kvindeklinikken. Der foretog jordemoderen en scanning, men hun kunne ikke se noget, fordi der var noget derinde, hun antog, var en cyste.

Lægen mistænkte, at Ida var længere henne i graviditeten end først antaget. En ny scanning viste ganske rigtigt, at fødslen var i gang, og hvad jordemoderen havde troet, var en cyste, var faktisk Stellas hoved.

Absurd samtale

Lægen fortalte Ida, at hun skulle ringe til Lars hurtigst muligt for at fortælle, at han skulle være far. Efterfølgende har de grinet meget, når de har genfortalt den absurde samtale:

– Du skal komme tilbage, vi skal have et barn, sagde Ida i telefonen.

– Hvad? Nu? svarede han overrasket.

– Ja, nu!

Lars stammede, at han var på vej:

– Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Der var tomt i mit hoved. Jeg havde svært ved at forstå, at Ida var ved at føde, fortæller han med et smil.

Efter at have været i fødsel i 10 timer blev Ida indstillet til at føde ved et kejsersnit, fordi moderkagen ikke ville falde ned:

– Selv om det tog lang tid, følte jeg ikke, at det var svært eller smertefuldt, siger Ida.

Kl. 02.54 mandag morgen, den 7. september, blev Stella født. Hun vejede 4.390 gram og målte 53 centimeter.

– Det var bekymrende i starten, fordi hun ikke selv trak vejret, men hun kom hurtigt i gang og begyndte at skrige, fortæller Lars, der var til stede under fødslen.

En uge på hospitalet

Da Ida kom sig, havde hun svært ved at forstå, at hun virkelig var blevet mor. Direkte efter fødslen blev datteren ført til afdelingen for nyfødte børn, der er født for tidligt eller har brug for ekstra opsyn:

– Klokken seks om morgenen så jeg min datter for første gang. Det føltes uvirkeligt. Hun var i en kuvøse, fortæller Ida.

Ida glemmer aldrig følelsen, da hun lå med sin datter på brystet for første gang:

– Det var nervepirrende. Jeg har holdt mange babyer før, men nu var det anderledes, fordi det var mit eget barn.

Både Ida og Stella fik infektioner og måtte tilbringe næsten en uge på hospitalet. De første par dage fik Stella mad gennem en sonde for at få næring nok.

– Efter tre dage kom hun ind på vores værelse på hospitalet. Det føltes underligt, som om det ikke var vores barn. Noget af den følelse var der stadig, da vi tog hjem efter en uge på hospitalet. Det føltes næsten, som om vi kidnappede en andens barn.

Ida tror, ​​det er, fordi hun aldrig fik en chance for at forberede sig på at blive mor:

– Jeg føler mig frarøvet følelsen af ​​at være gravid og muligheden for at forberede mig på at blive mor – ikke mindst mentalt. Jeg blev direkte konfronteret med det, og jeg blev så chokeret, at jeg glemte mit navn, siger Ida.

– På den anden side behøvede jeg ikke at bekymre mig om, at noget ville gå galt, eller at jeg ville få en abort.

På gynækologiklinikken bad personalet Ida og Lars om at navngive deres datter.

– Vi havde to navneforslag. Stella var det ene, fordi vi syntes, det var flot, siger Ida.

Idas søsters børn syntes, navnet var fantastisk. De fortalte derfor alle i familien, at Ida havde en datter ved navn Stella:

– Og så skulle det være sådan, siger Ida med en latter.