Maya blev forældreløs som 21-årig: Jeg holdt min mors hånd, da hun døde

Maya sidder til undervisning ovre på gymnasiet, da hun får en sms. Hendes mor er blevet indlagt. Maya smider alt, hvad hun har i hænderne, og skynder sig over til Herlev Hospital. Første besked lyder, at det er en lungebetændelse. Men samme aften fortæller moren, at lægerne har fundet noget på scanningen, og at hun gerne vil have Maya med, når hun skal tale med lægen. Næste dag står Maya ved sin mors side og får den besked, som hun har frygtet allermest. Det er uhelbredelig lungekræft. I det sekund bryder hun sammen. For det, som lægen ikke ved, er, at han lige har fortalt Maya, at hun snart bliver forældreløs.

En ubehagelig nyhed

– Det var ikke engang to år efter, at min far var død, og nu fik jeg at vide, at min mor havde kræft. De kunne give hende livsforlængende kemoterapi og strålebehandling. Men hun ville dø af sygdommen, siger nu 26-årige Maya Mahler Frederiksen, der bor i en lejlighed i Rødovre.

Hun er vokset op i Islev, der ligger i den nordlige del af byen. Hendes forældre blev skilt, da hun var to år, og moren fandt sammen med en anden mand, da Maya var fire år. Aftalen lød, at hun boede hos sin mor, Pia, og besøgte faren, Michael, fast hver anden weekend. Weekenderne fik far og datter til at gå med at se gamle, danske film og spise popcorn. For ifølge Maya var hendes far helt vild med Dirch Passer og Morten Korch-film.

En dag bliver 17-årige Maya ringet op af sin storebror. Han spørger, om hun ikke lige kan komme forbi hjemme hos deres far. Hun ved godt, at Michael har døjet med en slem hovedpine i lang tid. Men da hun træder ind i rækkehuset, er der en mærkelig stemning. Her fortæller storebroren, at deres far har fået kræft.

– Det er jo en hård nyhed at få. For det var jo slet ikke noget, som jeg havde overvejet, at han kunne få. Det virkede lidt, som om han nok skulle klare den. Min far var ikke typen, der satte sig ned og tog snakken om, at han var alvorligt syg. Men jeg kunne jo tydeligt se, at han ikke havde det godt. Samtidig kunne jeg ikke forstå, at min far måske skulle dø, fortæller Maya.

Afsked med far

Blot to måneder efter kommer Michael på hospice, og efter to dage i de nye rammer får familien besked på, at de skal komme og tage afsked.

– Jeg kan huske, at jeg sad inde ved min far. Han havde den der rallende vejrtrækning, som man får, når man er ved at dø. Men jeg syntes, at det var så ubehageligt at høre på, så jeg blev nødt til at gå ud af rummet.

Maya sidder sammen med de andre familiemedlemmer lige ude foran døren. På et tidspunkt kommer kusinens søn løbende ud fra værelset. Han udbryder, at Michael er holdt op med at sige ”den der mærkelige lyd”.

– Da vi går hen til hans seng, er det, som om han tager det sidste åndedrag og puster helt ud. Så er han død.

I tiden efter farens død er Maya i chok. Alting er gået så hurtigt, og hun husker besøget fra bedemanden som fuldstændig surrealistisk. Hun begynder at føle sig anderledes end sine venner. Da de ikke har prøvet at miste en forælder, vælger hun at holde sin sorg for sig selv.

– Jeg ville ikke rigtigt tale om det, for jeg troede ikke på, at det ville ændre noget. At livet bare ville gå videre. Så jeg gik og holdt alting inde. Det resulterede i, at jeg en dag på mit arbejde i Netto endte med at stå og smadre en potteplante. Jeg blev bare så frustreret. For da planten væltede, fik den mit bæger til at flyde over, forklarer Maya.

Morens løfte

Et halvt år efter farens død starter Maya i gymnasiet, og da hun er godt i gang med 2.g, bliver hendes mor indlagt. Det er her, at hun får beskeden, der ændrer det hele. Som 19-årig skal hun ikke længere bare forberede sig på at blive student. Nu skal hun også håndtere tanken om et liv uden sine forældre.

– Jeg kunne ikke overskue at skulle gå i skole mere. Så min mor og jeg lovede hinanden, at hun skulle give mig studenterhue på, og jeg skulle opsøge noget hjælp.

Læs også: Silke blev forældreløs som 10-årig: Jeg higede efter tryghed

Maya kontakter derfor Børn, Unge og Sorg. Her starter hun i en terapigruppe for unge med syge forældre. Men den anden del af løftet er tæt på at gå galt. En aften kan Maya høre sin mor jamre og beklage sig nede i stuen, hvor sygesengen er blevet placeret. Hendes stedfar, Jan, kommer op til hende og fortæller, at Pia har rigtig mange smerter, så hun vil blive hentet i en ambulance.

– Det var en måned, inden jeg blev student. Det eneste, jeg tænkte, var: ”Det kan hun fandeme ikke være bekendt!”. For hvis hun døde, ville jeg ikke være i stand til at tage mine eksamener og blive student. Jeg var så tæt på, og jeg ville så gerne gøre det færdigt. Jeg var lige ved målstregen og tænkte, at nu falder det hele fra hinanden.

Helt alene

Men Pia kæmper imod, og en måned efter giver hun som lovet sin datter studenterhue på.

– Min mor døde derhjemme tre uger efter, som var et ønske, hun havde. Jeg tilbragte den sidste nat med hende og holdt hendes hånd, da hun døde, siger Maya og tilføjer:

– Jeg havde haft rigtig mange gode snakke med min mor. Vi havde gået en tur på kirkegården og snakket om, hvordan hendes gravsted skulle være, hvad der skulle stå på gravstenen, og hvilken sang der skulle spilles i kirken. Så det var virkelig rart bagefter, at jeg bare kunne sætte hak på tjeklisten og vide, at jeg gjorde det ud fra hendes ønsker.

Men efter bisættelsen vælger Maya at trække stikket. Hun stopper i gruppen for unge med syge forældre og må vente på at komme i en sorggruppe. I mellemtiden flytter hun ind på et værelse hos storebroren, da hun ikke har nogen indkomst.

– Jeg kunne ikke lide at være alene. For så mærkede jeg alle følelserne. Men denne gang var det både sorgen over min mors død og følelsen af, at jeg var helt alene. For jeg havde ikke nogen forældre. Det gjorde fysisk ondt at tænke på det. Så jeg prøvede at flygte fra mig selv, forklarer Maya.

Genfinder livsglæden

Syv måneder efter morens død møder Maya sin nuværende kæreste, Mathias, selv om hun i første omgang prøver at skubbe ham væk.

– Jeg sagde til ham, at jeg havde brug for at finde mig selv og finde ud af, hvem Maya var uden sine forældre. Så spurgte han, om jeg ikke kunne gøre det, mens han bare gik bag ved mig. Det kunne jeg jo ikke rigtigt sige nej til, fortæller Maya med et glimt i øjet.

Læs også: Maj blev forældreløs som 7-årig: Jeg blev vred på mine forældre

Hun starter i en åben sorggruppe, og på en kærestetur til Bali beslutter hun sig for, at sorgen ikke længere skal stå i vejen for, at hun kan leve livet og være glad. Et halvt år forinden er stedfaren også død af kræft.

– Det værste var, at min barndom forsvandt sammen med ham. Fordi han havde jo været i mit liv, siden jeg var fire år. Men min mor havde sagt, at jeg ikke skulle lade det ødelægge mit liv. Bare fordi deres liv var slut, var det jo ikke ensbetydende med, at mit var det.

Tal om sorgen

Så allerede et år efter stedfarens død stopper Maya i sorggruppen. Men hendes tid hos Børn, Unge og Sorg er ikke forbi af den grund.

– Børn, Unge og Sorg har hjulpet mig rigtig meget. Det var dem, der fik mig til at føle, at jeg ikke var helt alene. Så nu tænkte jeg, at det var min tur til at give håb til andre ved at dele mine erfaringer og møde dem, hvor de er i deres sorg lige nu, siger Maya.

I dag arbejder hun derfor som frivillig på sorglinjen og i caféudvalget, mens hun studerer på CBS og har bloggen ‘enblogomsorg.dk’.

– Jeg vil så gerne have, at vi åbner op om den her snak om sorg og død. For det skal ikke være et tabu, og vi skal turde tale højt om det. Jeg lærer stadig at navigere i sorgen, og på den måde lærer jeg også mere om mig selv. Men det vigtigste for mig er lige nu, at jeg prøver at være til stede og bare nyde nuet, for jeg ved også, hvor hurtigt livet kan forandre sig.