Melanie havde en byld i hjernen: Forstod ikke, jeg var blevet mor

Den ene dag fik Melanie et kejsersnit. Den næste dag blev hun opereret i hovedet. Selv opfattede hun ikke noget af det. Først flere uger efter forstod hun, at hun var blevet mor. Og at hun havde ligget som en grøntsag med sin datter ved sit bryst.

I efteråret 2019 vandrede en nybagt far hver dag hen ad gangene på Odense Universitet Hospital med en barnevogn. Den nybagte far var Martin, og turen gik fra en hospitalsstue til en anden. Frem og tilbage. Flere gange om dagen. På den ene stue boede han med sin nyfødte datter, Nellie. Og på den anden stue i den modsatte ende af hospitalet lå hans kæreste Melanie.

Når døren ind til Melanie var gået i bag ham, løftede han deres datter op og lagde hende hos sin mor. Men Melanie mærkede ikke noget. Hun vidste ikke engang, hun var blevet mor.

 

Lægerne vidste ikke, hvilken vej det ville gå

Lægerne vidste heller ikke, om Melanie Frandsen nogen sinde ville blive sig selv igen. Dagen efter Nellie var blevet taget ved kejsersnit, blev Melanie nemlig opereret for en byld i hjernen. Ti dage efter var hun igennem endnu en operation i hovedet, og efter den kunne hun ikke engang åbne øjnene.

Uhyggeligt tomt blik

Hvis hun endelig fik løftet sine øjenlåg, var det et uhyggeligt blik, der mødte familien omkring hendes seng.

- Hendes øjne var helt tomme. Fuldstændig tomme. Det var vitterligt som at se en grøntsag, siger Martin, som undervejs tog en masse billeder på hospitalet for at dokumentere den første tid med Nellie. De er gode at have i dag. Men billederne af Melanies tomme blik, bladrer de stadig hurtigt forbi. De er for uhyggelige at kigge på.

Små tegn fra Melanie

Det var i det hele taget en skræmmende tid på hospitalet, hvor Melanie hverken kunne tale, spise eller bevæge halvdelen af kroppen. Hendes tilstand var hele tiden svingende, og lægerne kunne ikke love noget om, hvordan hendes fremtid ville blive.

Alligevel havde Martin hele tiden en nærmest uforklarlig tro på, at Melanie nok skulle blive selv igen. At hun stadig var derinde et sted bag de tomme øjne. Det var små ting, der gjorde det. Som når hun pludselig løftede sin gode hånd og strøg ham bag øret.

Melanie elskede at gøre andre glade

Det var den Melanie, han kendte. Hende, der altid tænkte på andre. Hende, der nød at bage kage til gæster. Hende, der ville være pædagog, fordi hun ville gøre en forskel for børn. Og hende, der hver påske lavede påskejagt til Martin, fordi hun elskede barnet i ham. Og fordi hun elskede at se ham glad. Sidste påske havde hun lagt æg rundt i hele hjemmet. Da Martin fandt frem til det sidste æg for enden af trappen, lå der en graviditetstest ved siden af. Med to streger.

Babytøj og stofbleer lå klar

Parret fra Munkebo på Fyn, kunne næsten ikke vente med at blive forældre, og eftersom Melanie i alle henseender er yderst velforberedt, lå bunker af nyvasket babytøj og stofbleer tidligt klar under graviditeten, ligesom den lyserøde tøjkanin, Nuller, sad parat til at blive krammet af den lille ny.

Hvor nyttige de mange forberedelser endte med at blive, anede parret naturligvis ikke noget om, mens Melanias mave voksede. For alt var lige som det skulle være. I hvert fald lige indtil Melanies fødselsdag, da hun var i 34. uge. Den morgen mærkede hun pludselig en skærende hovedpine, mens hun stod og satte boller i ovnen.

Noget var helt galt

I et stykke tid prøvede hun at slå smerten hen med uskyldige forklaringer, som at hun måske havde bidt tænderne for hårdt sammen om natten. Men smerten blev bare værre og værre, og til sidste kunne Melanie ikke bevæge sin ene arm. Noget var helt galt. Og da parret besluttede at køre mod hospitalet et par dage efter, måtte Martin hjælpe sin gravide kæreste i tøjet og nærmest slæbe hende ud mod bilen som en dinglende, fuld kvinde.

Melanie var naturligvis ikke beruset. Men hvad der var galt, anede ingen, før hun lå i en scanner, og familien fik den chokerende besked: Hun havde en byld i hjernen. Og den sad et meget kritisk sted.

Mor og datter så meget sammen som muligt

Selv husker Melanie intet. Kun meget tåget kan hun genkalde sig den sygeplejerske, der modtog hende og straks sagde: ”Sæt hende i en kørestol.” Ligesom hun meget fjernt kan erindre en følelse af noget tungt, der blev lagt på hendes bryst.

Det tunge var hendes datter. Ligesom under alle andre fødsler, var det vigtigt, at den nyfødte pige kom op til sin mor, så snart hun var ude.

Det var i det hele taget vigtigt, at de to havde så tæt kontakt som muligt i ugerne efter, selvom Melanie ikke var ved bevidsthed. Martin gjorde, hvad han kunne, når han kom kørende med lille Nellie fra børneafdelingen, men oplevelsen var meget langt fra den barselsdøm, som parret havde haft.

- Når jeg lagde Nellie op til sin mor, kunne det godt se lidt påtvunget ud. Melanie vidste jo ikke, om Nellie var der eller ej. Hun havde ikke følelsen af at være mor, siger Martin Frandsen, som i den første tid var langt mest optaget af en ting: Melanie.

 

Skrev om hverdagen på hospitalet

- Jeg ville gøre alt for at få hende med hjem igen. Det var det eneste, jeg tænkte på, husker Martin Frandsen, som efterhånden fik sin helt egen hverdag og rutiner på hospitalet, når han gik frem og tilbage med lille Nellie i barnevognen. Eller når han åbnede sin spiralblok og skrev dagens små hændelser ned som: ”Har vejet Nellie. Hun har taget lidt på. I morgen skal hun i bad.” Eller: ”Nedtrykt i dag. Vil bare have Melanie på dupperne.” Små sætninger, som fortæller en stor og barsk historie.

"Jeg vil hjem"

Som ugerne gik, blev sætningerne på Martins blok heldigvis mere og mere fulde af håb. For Melanie begyndte langsomt at få det bedre. Fra kun at kunne kommunikere ved at trykke andre i hånden, begyndte hun at sige ja og nej. Og efterhånden kom flere ord til.

En af de første hele sætninger, der kom ud af Melanies mund var: - Jeg vil hjem.

Og den sætning mente hun. Faktisk var hun klar til at udskrive sig selv efter en måned, for hun havde jo ingen erindring om, hvad hun havde været igennem. Så hvorfor ligge her låst fast til en hospitalsseng. Det var først senere, at alvoren begyndte at gå op for hende, og det var en grum virkelighed at vågne til. Melanie skulle lære at gå, tale spise og gå på toilettet selv, og hun følte sig så langt fra sig selv, at hun en dag kiggede på Martin og stillede spørgsmålet: - Hvorfor er du her hos mig?

Læs også: Stemplet som dårlig mor

Martin er den sejeste far

Spørgsmålet gjorde ondt. For Martin kunne ikke drømme om at være andre steder end hos Melanie og lille Nellie. Faktisk fyldte de to så meget i hans tanker, at han kun to gange kortvarigt forlod hospitalet på de to måneder, de var indlagt. Og selv når både mor og datter sov, var han aldrig rigtig i stand til at slappe af eller bare se en Netflixserie.

- Jeg må bare sige, at Martin har været den sejeste far lige fra starten, slår Melanie fast.

Kæmpede sig tilbage

Selv har hun nu også vist sig som en ekstrem sej mor med en næsten ufattelig vilje til at komme på benene igen. I næsten et år kæmpede hun utrætteligt med genoptræningen for til sidst at være fysisk lige så stærk som før, og i dag er hun tilbage på sit pædagogstudie.

Føler sig heldig

Hun er selvfølgelig også mor til lille Nellie, der løber rundt med strit-rottehaler, lys i øjnene og den lyserøde Nuller under armen.

I dag kender Melanie sin datters mindste behov, og hun er taknemmelig for, at Nellie var så lille, da verden ramlede, og hendes mor lå i en hospitalsseng med et tomt blik.

- Jeg ved jo ikke, hvad der var sket, hvis hun havde været stor nok til at forstå alvoren. I dag føler jeg mig så utrolig heldig, når jeg sidder og kigger på hende. Jeg synes jo, hun er så skøn og gudesmuk.

I behandling for angst

Melanie tænker meget over sit held. Og på at livet skal nydes, for man ved aldrig, hvad der sker. Men en gang imellem dukker skrækken op. De fysiske men har hun trænet væk. Men de mentale, kan hun ikke løbe fra, og pludselig kan angsten dukke op, når hun mindst venter den. For eksempel da familien i sommer skulle puste et badebassin op i haven. Lugten af ny plastik mindede Melanie om den CPAP, som hjalp hende med at få luft på hospitalet.

Melanie har derfor fået konstateret PTSD. En lidelse, som hun i dag får psykologhjælp for at lære at leve med. 

Læs også: Carina blev hjemløs af sin opvækst: Stemplet som uduelig

Skriver ærligt om sit liv

Når man bliver ramt af alvorlig sygdom, er der nemlig meget, der følger med. Også en ensomhed, fordi ingen andre er i helt samme situation. Det er en af grundene til, at Melanie har valgt at skrive ærligt om sin sygdom og sit liv på sin blog: Melaniefrandsen.dk. Det kan godt være, ingen andre har oplevet præcis det samme. Men frygten og bekymringerne, følelserne og kampene kan sikkert være genkendelige for mange.