Mette kæmper med barndomstraumer: Maler det onde væk

I sin barndom oplevede Mette ting, som intet barn burde være vidne til. Det har sat sig som traumer, der skaber hallucinationer og stemmer i hendes hoved. Men Mette har fundet en måde at bekæmpe det onde på: Med pensel og lærred maler hun stemmerne væk.

Mette kæmper med barndomstraumer: Maler det onde væk

Blandt flyttekasser og de mange ting, som Mette var ved at pakke ned, fandt hun et minde fra sin barndom. Med karton, stofrester og farverige knapper havde hun forvandlet en gammel æblekasse til sit eget dukketeater. 

Hun havde lavet adskillige opstillinger, stuer og soveværelser til den store æblekassefamilie. Familien havde to hunde og en lille baby og en farmor, der også boede i huset. Mette havde i timevis siddet nidkært og bygget sin egen perfekte familie. 

– Min kreativitet har hele vejen igennem reddet mig gennem ubærlige ting. Det blev en flugtvej, en vej ud af det kaos, jeg levede i, fortæller den i dag 44-årige Mette Wolfram fra Esbjerg. 

Læs også: Malenes svære barndom: Mobning har gjort mig stærk

Dukketeateret 

Det gamle dukketeater har fulgt Mette hele hendes liv. Frem til nu. 
Sammen med sin mand, Otto, skal Mette begynde et nyt kapitel i sit liv. Parret skal flytte i et rækkehus, de længe har drømt om at kunne kalde deres hjem. Dukketeatret er flyttet i containeren. 

– Jeg er lykkelig nu, og selv om jeg er stolt over værket, jeg lavede som 9-10-årig, vil jeg ikke have den sorg med. Jeg brugte timevis på at skabe min drømmefamilie, fordi der ikke var så meget idyl i den, jeg kom fra, siger Mette. 

Læs også: Mette med OCD: Jeg lå på mit køkkengulv i tre år 

Monsteret i mig

Et af de klareste minder, Mette har fra sin barndom, var, da hun som 6-årig vågnede en nat, fordi der var støj i huset. Det var ikke første gang, at hun havde hørt støjen, men det var første gang, hun satte sig for at undersøge, hvorfra støjen kom. På sine små ben traskede Mette fra sin seng og ned mod køkkenet, hvor larmen kom fra. 

I dørkarmen frøs hun ved synet, der mødte hende. Mettes mor sad i køkkenet med blod løbende ned ad ansigtet, mens moderens daværende kæreste stod og prustede som en ond tyr i hjørnet, parat til at slå igen. 

Kort tid efter flyttede Mette og hendes mor, der var skilt fra Mettes far. Men episoden satte sig dybt i Mette, der i sit voksne liv kæmper en voldsom kamp mod sine traumer. 

– Dér begyndte jeg for første gang at have tvangstanker. I gamle notesbøger har jeg skrevet, at det var den nat, at monsteret i mig blev født. Hvis jeg havde været modig nok og undersøgt lydene tidligere, havde jeg kunnet redde min mor tidligere. Men det gjorde jeg ikke. Jeg måtte være ond, tænkte jeg, for når jeg ikke stopper det onde, må jeg være årsagen til det, fortæller Mette om de vrangforestillinger, der har fulgt hende det meste af livet. 

Volden mod Mettes mor var blot begyndelsen på Mettes barndomstraumer. Få år senere begyndte en række seksuelle overgreb på Mette. For at overleve har hun lukket mange af oplevelserne ude, men hun mindes, at overgrebene stod på systematisk, indtil hun blev teenager. 

Barnløshed

Selv om hjemmet, som Mette voksede op i, var fyldt med utryghed, formåede hun at klare sig godt i skolen. Hun kom endda gennem lærerseminariet og fik sit drømmejob på en friskole, inden hun som 27-årig blev sygemeldt. I dag er hun førtidspensionist og har utallige gange måttet lade sig indlægge til psykiatrisk behandling. 

Som 21-årig mødte Mette Otto, som hun med det samme fandt en ro og tryghed i. Følelsen var gengældt, og kort tid før Mette fyldte 23, blev hun gift med den fem år ældre mand, og da hun var ved at være færdig på seminariet, forsøgte de at stifte familie. 

Men Mette blev ikke gravid. Hun og Otto havde prøvet at få et barn i to år, da de besluttede sig for at blive udredt for barnløshed. 

Læs også: Heidi var ved at drikke sig ihjel: Jeg glemmer aldrig det første glas 

Filmen knækkede

Under den gynækologiske undersøgelse knækkede filmen for Mette. 

– Det gik op for mig, at jeg var skadet. Jeg var blevet ødelagt gennem seksuelle overgreb som barn. Fysisk var jeg ikke ødelagt, men jeg kunne bare ikke klare det. Mine traumer var aldrig blevet behandlet, så pludselig udviklede de sig til alvorlig sygdom, husker Mette. 

Derfra begyndte Mettes angstanfald for alvor. Skræmmende hallucinationer fandt sted for hendes øjne, og stemmer i hendes hoved opfordrede hende til at begå selvmord. Som 27-årig var Mette så psykotisk og selvmordstruet, at hun blev førtidspensionist. 

I 17 år har Mette nu været psykiatrisk patient. Hun har haft lange og korte indlæggelser, og hun har i sin sygdomsperiode boet på tre bosteder. 

Læs også: Sofies barndom var et mareridt 

Frisk ar på armen

Igennem det hele har kreativiteten været Mettes udvej i det ubærlige. 

– Jeg har malet både stemmerne i mit hoved og nogle af mine psykoser, og ofte har det hjulpet så meget, at psykosen faktisk forsvinder. Det har været min strategi at male mig ud af svære tider, og jeg tror, at det kan hjælpe mange at finde deres egen strategi, siger Mette.

Hendes helbred er i konstant bedring. Hun har en aftale, hvor hun kan blive indlagt på psykiatrisk afdeling i op til fem dage og forebygge, at det går helt galt. Mette ved, at der ikke er langt fra tankemylder til, at hun skader sig selv, og så må hun ringe og blive indlagt. 

Efterhånden bliver der længere og længere mellem indlæggelserne. Et dybt, frisk snit i hendes arm afslører dog den nedtur, hun for nylig bukkede under for. 

– Jeg ved godt, at jeg aldrig bliver rask. Men jeg er så heldig, at jeg har fået en førtidspension, der gør det muligt for mig at fokusere på at få det bedre. Men det var også et kæmpenederlag som 27-årig at finde ud af, at man er for syg til at arbejde og leve et normalt liv, husker Mette. 

Når Mette har det godt, er hun dybt involveret i frivilligt arbejde. Det er hendes måde at give noget til samfundet på, når hun ikke er i stand til at bidrage på arbejdsmarkedet. 

I nogen tid har hun arbejdet sammen med Landsforeningen Spor, der er en forening for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb som børn. Lige for tiden arbejder hun med en ny afdeling i Esbjerg, hvor de skaber et fællesskab for ligesindede. 

Læs også: Drabet vi aldrig glemmer: Mrodet på Stine Geisler 

Jeg vil jo ikke dø

Mette bruger også sin årelange erfaring med både psykiatrien og politiet til at holde oplæg om, hvordan man bedst tager sig af en patient som hende.

– I begyndelsen var jeg rædselsslagen, når jeg stod på havnekanten, parat til at springe, og politiet kom. Nu er jeg nærmere lettet over, at der kommer nogen og redder mig. Jeg vil jo ikke dø, jeg vil bare gerne have det onde til at stoppe, siger Mette. 

Hun synes altid, at politiet har været supersøde og dygtige, når de har skullet hente hende i skingrende syg tilstand og køre hende til psykiatrien, og er glad for, at hun kan give igen ved at dele sine synspunkter og erfaringer. Det er en kæmpe tilfredsstillelse for Mette, at hun kan bidrage med noget og være et aktiv for samfundet, selv om hun er syg. 

Snart skal hun også være byrådsven i Esbjerg Kommune, så politikerne kan bestille en samtale med hende og høre om hendes erfaringer, når de skal tage beslutninger om psykiatri og bosteder. 

Nyt kapitel

Nu er Mette og Otto klar til at indlede et nyt kapitel i deres liv. 

De har aldrig fået børn, og Mette har valgt at blive steriliseret, for hun tør ikke tænke på, hvordan hun kunne komme til at ødelægge et barn. Men nu skal de til at flytte, og når de er faldet på plads, håber de at finde en hvid golden retriever, som kan blive en del af deres lille familie. Hundens navn har de på plads. 

– Det gælder om at holde fast i håbet om, at ting kan ændres. Når man har det skidt, kan alt føles meget statisk. Men der kan ske forandringer, og ting kan blive bedre.

Læs også: Tinas svære barndom med seksuelt misbrug