Mettes angst styrede hendes liv: Bange for at blive syg

Mette trasker frem og tilbage ad det stenbelagte strøg i Aarhus, mens kæresten Daniel følger troligt efter. Hun sætter den ene fod foran den anden uden at registrere, hvor hun går. Blikket er fast rettet mod de gule sedler med smileyer, der hænger ved restauranternes indgang. Det vigtigste kriterium for Mette er hverken menuen eller omgivelserne, men derimod at restauranten har en elitesmiley, da det er et pejlemærke for, at køkkenets hygiejne er i orden. Mette har nemlig angst og frygter at blive syg.

Efter at have gået frem og tilbage i et stykke tid og nærstuderet alle restauranterne finder de endelig et sted, hvor Mette har mod på at spise. Der går dog ikke lang tid efter, at hun har sunket den sidste bid mad, før hun kan mærke den velkendte følelse: Angst. Den starter lige så langsomt fra maven og sætter sig i halsen som en klump, hun ikke kan synke. Hendes hjerte slår hurtigt og hårdt, og hun føler ikke, at hun kan få luft.

Mette har en frygt for at kaste op eller blive syg. Hun har brug for at komme ud og få luft, men tør alligevel ikke forlade restauranten og komme ud blandt mennesker.

Læs også: Mia ville beskytte sin bror og udviklede angst: Jeg tør ikke gå udenfor

Udmattet af angst

Det ender med, at hun i al hast griber sin jakke og styrter ud. Menneskene omkring hende er pludselig slørede, og benene forsvinder under hende. Hun kollapser i gågaden. Efter et halvt minut kommer hun til sig selv og får øjenkontakt med kæresten, der står foroverbøjet.

– Min krop var udmattet af de mange bekymringer, der kørte på højtryk i mit hoved. Jeg kunne slet ikke styre mine tanker, og til sidst gav min krop bare op, fortæller 25-årige Mette Peleikis fra Viborg.

Efter den episode kørte Mette og hendes kæreste på sygehuset, hvor de blev henvist til psykiatrisk skadestue. Her gik det for alvor op for Mette, hvor styrende hendes frygt var, og at hun ikke længere kunne leve på den måde.

Hun var udmattet og træt og tog med Daniel hjem i lejligheden. Og der gik lang tid, før hun turde bevæge sig udenfor igen, da hun blev sygemeldt i to år med angst og depression. Hun var lammet af sin fobi.

Bange for at kaste op

Mette blev diagnosticeret med emetofobi, en irrationel og intens angst for opkast og at blive syg. Hendes allerstørste frygt er madforgiftning, og at andre skal se, når hun går i panik. Fobien har altid påvirket hendes liv, men det var først i teenageårene, at den for alvor begyndte at være styrende.

– Jeg har nok haft det, siden jeg var 6 år, hvor jeg havde en voldsom oplevelse med at kaste op. Det kom helt bag på mig. Jeg vågnede midt om natten og skulle kaste op, men nåede ikke ud på badeværelset. Og bagefter græd jeg bare helt ustyrligt, siger Mette, der stadig har oplevelsen siddende i kroppen.

Lige siden den oplevelse har hun altid haft en spand stående under sengen. Hun holdt konstant øje med, om folk så syge ud, og hvis folk hostede, tog hun et stort skridt udenom og holdt vejret, når de passerede hinanden.

Se også: Fik angst som 8-årig: Nova var bange for at dø

Isolerede sig selv

Mette havde aldrig en pause fra bekymringerne, og til sidst blev det så slemt, at hun ikke turde gå uden for sin dør, men isolerede sig i lejligheden og kom på antidepressiv medicin.

– Min fobi opslugte mig, og jeg kunne ikke andet end at sidde i min sofa. Jeg kunne ikke se mine venner, gå til fest, handle eller røre ved ting. Min fobi forhindrede mig i alle de ting, som jeg egentlig havde lyst til. De ting, der gjorde mig til mig, forklarer Mette, mens hun tager en dyb indånding.

Helt almindelige dagligdags gøremål som at handle blev en udfordring for Mette. Når hun rørte ved køledisken, kunne hun nærmest mærke, hvordan hendes hænder blev varme og klistrede, og at det begyndte at krible med bakterier. Hun brugte håndsprit så ofte, at hendes hænder var helt sprækkede.

Ikke lyst til at leve

Mette fik ofte angstanfald, efter at hun havde spist, fordi hun var bange for at blive syg. Hun var opmærksom på den mindste rumlen fra maven og fik en intens følelse af ubehag og frygt. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, selv om hun nærmest var bange for at trække vejret af frygt for at kaste op.

Hendes krop rystede, og det føltes, som om al blodet susede væk fra hendes krop, mens tårerne trillede ned ad kinderne. Hun kunne slet ikke stoppe igen, og i det øjeblik havde Mette ikke lyst til at leve mere.

– Jeg var mere bange for at kaste op end at dø. Når jeg havde mine angstanfald, ville jeg hellere dø end at gå igennem angst og kvalme. Jeg ville bare have det til at stoppe, siger Mette.

Kæresten tog altid en dyb indånding, inden han lukkede døren bag sig, da han var bange for, hvad Mette kunne finde på. Han var bange for, hvad han kom hjem til, selv om Mette aldrig gjorde alvor af sine mørke tanker.

Følte sig alene

Det var det en stor lettelse for Mette, da hun begyndte i et gruppeforløb med tre andre, der også led af emetofobi. De delte erfaringer, og Mette følte sig ikke længere alene. Forløbet var dog ikke nok til, at Mette kunne overvinde sin fobi, så hun fik også samtaler med en psykolog, der konfronterede hende med hendes frygt.

Han bad hende for eksempel om at spise bland selv-slik, da det er noget, Mette forbinder med mange bakterier. En anden gang skulle hun røre ved håndtaget til toilettet og bagefter brække et stykke banan af, som hun skulle spise. I lang tid stirrede hun bare på bananen, mens hun græd og nægtede at gøre det. Hun kunne slet ikke løfte hånden op til bananen, men til sidst fik hun samlet mod til sig og gjorde det med hjælp fra psykologens støttende ord.

Og da den værste frygt havde lagt sig, blev hun overvældet af stolthed over at overvinde sin største frygt. Bagefter viste psykologen hende en video, hvor han har sprittet håndtaget af, så hun havde slet ikke noget at frygte.

Læs også: Charlottes mand havde tvangstanker: Sune frygtede han ville dræbe vores børn

Fandt passionen

Interaktive historier blev dog Mettes redning. Da Mette var sygemeldt, ledte hun efter underholdning, så hun kunne få en pause fra bekymringerne. Og ved et tilfælde opdagede hun appen Episode Interactive, som indeholder virtuelle historier, hvor læserne har mulighed for at påvirke handlingerne. Læserne kan træffe små og store beslutninger, der har betydning for, hvordan karaktererne skal se ud, hvad de skal spise til frokost, og hvem de skal giftes med. På den måde følte Mette, at hun kunne udleve det liv, som fobien havde berøvet hende.

– Historierne gav mig en følelse af, at jeg kunne slippe ud af min lejlighed uden at gå uden for døren. Det var en flugt fra mit eget liv.

Mette brugte mange timer på at fordybe sig i historierne, og der gik ikke længe, før hun fik lyst til at prøve kræfter med at skrive egne historier til appen. Hun lod fingrene danse over tastaturet og ventede spændt på læsernes reaktioner, da hun lagde den første historie ud. Der kom dog ingen respons, og Mette lagde appen til side, indtil hun fik lyst til at læse igen. Da hun loggede ind, havde hun svært ved at tro sine egne øjne, da hendes historie var røget ind på top 10 over mest læste historier. Og derefter gik det stærkt.

Rørende hilsner

Mettes historier blev læst og kommenteret så flittigt, at hun fik andel i reklameindtægter.

Det fik Mette til at tage en chance og raskmelde sig.

– Jeg har fundet min passion for at skrive. Jeg begyndte at vågne klokken 5 om morgenen, fordi jeg brændte for at komme i gang. For første gang i lang tid var jeg glad. Det har givet mig en lyst til livet igen, smiler Mette.

Hendes hverdag ser derfor helt anderledes ud, da hun i dag lever af at skrive historier til appen. 70 millioner gange er hendes kapitler blevet læst. I januar tog hun derfor det afgørende skridt og rykkede ud af sine trygge rammer i lejligheden og ind i et kontorfællesskab. Lige så snart man træder ind ad døren, bliver øjnene fanget af de mange fanbreve fra hele verden, som pryder den ene væg. Når Mette lader blikket falde på den ene farvestrålende tegning efter den anden af Mettes karakterer, kan hun slet ikke lade være med at smile.

– Jeg føler, at der var en mening med, at jeg skulle blive syg. Det bedste er, når læserne skriver, at mine historier har gjort en forskel og hjulpet dem ud af et mørkt sted. Det har givet mig en selvtillid, fordi jeg føler, at jeg er god til noget.

Har lært at leve med angsten

Fobien er derfor blevet skubbet i baggrunden, da Mette har fokus på at udleve sit liv. Hun skal indhente alle de spildte år, hvor fobien forhindrede hende i at udleve sit liv. Det eneste, der i dag vidner om Mettes hårde kamp for at komme ud af sin kontrollerende fobi, er en pakke Kleenex og en håndsprit i vindueskarmen.

Hun kommer nok aldrig til at slippe angsten helt, men har lært at leve med den.

– Selv om jeg stadig kan have dårlige dage, har jeg accepteret min fobi. Jeg ved, at den nok aldrig forsvinder helt, men så længe den ikke forhindrer mig i at leve mit liv, kan jeg godt leve med det, siger Mette.