Mettes sorg: Min søn begik selvmord

Mettes søn Steffen døde for fire år siden – blot 18 år gammel. Men han lever videre i hendes hjerte, og Mette insisterer på at tale om ham. Også selv om hans død er et tabu.

Mette har mange gode minder om sin søn.

Et af de sjoveste er, da han som 4-årig var i bad og pludselig så stolt op på sin mor og sagde: ”Mor, nu ved jeg, hvorfor jeg er en dreng, og hvorfor du er en pige”. Mette bad fnisende sin søn om en forklaring, men svaret var bestemt ikke det, hun havde forventet. ”Jo, for jeg har blå øjne, og du har brune”, sagde den lille fyr.  

- Dér brød jeg altså sammen af grin, fortæller den nu 51-årige Mette Roldsgaard Kongsted fra Viborg.   

Fik kræft som 15-årig

Det er minder som dette, hun forsøger at holde fast i, når hun tænker på Steffen. De holder hende oppe, når tankerne om det forfærdelige, der skete, trænger sig på.

Steffen var kun 15 år, da han i 2012 fik konstateret kræft i sin højre lårbensknogle. En særligt aggressiv type, som betød, at han måtte igennem nogle voldsomme kemobehandlinger og endte med at få amputeret sit højre ben fra midten af låret.

Lægerne vurderede, at hans overlevelseschance kun var 50 procent, men efter knapt et år med intensive behandlinger fik han at vide, at han ikke behøvede flere kemokure. Kræften havde ikke spredt sig, og han var rask.

Psykisk påvirket

Det dramatiske sygdomsforløb havde dog andre alvorlige konsekvenser.

- Det er klart, at når du får amputeret dit ben som 15-årig, så er det noget, der påvirker dig psykisk. Som teenager er man i forvejen følsom og usikker på sig selv, og så hjælper det ikke, at man pludselig skiller sig ud fra mængden, siger Mette og tilføjer:

- Steffen havde også mange fantomsmerter efter amputationen og brugte lang tid på at lære at gå med sin protese, så han kom bagud i skolen og følte generelt ikke, at han kunne følge med sine kammerater mere. I den alder er det jo ting som fester og piger, man skal tænke på – og ikke sygdom. Det gjorde ham rigtig ked af det. Han havde altid været en stille dreng, men efter kræftsygdommen blev han endnu mere indelukket.

Svær depression og PTSD

Steffen var ikke meget for at tale med sine forældre om, hvordan han havde det. Mette tror, at han ønskede at skåne dem.

Men han snakkede en del med sin stedfar, Søren, og de blev til sidst enige om, at han skulle tilknyttes et såkaldt mobilt team i psykiatrien. Her fik han diagnoserne svær depression og PTSD (posttraumatisk stress syndrom). 

LÆS OGSÅ: Signes mand og mor begik selvmord

- Jeg syntes, at det begyndte at gå bedre, efter han startede i psykiatrien. Det var, som om latteren begyndte at komme igen. Men man vil jo også så gerne tro på det positive, siger Mette.

Betroede sig til sin mor

Hun blev derfor både overrasket og chokeret, da Steffen en dag betroede sig til hende og fortalte, at han var begyndt at få hjælp hos Center for Selvmordsforebyggelse, og at han faktisk var kommet der gennem længere tid.

- Nu havde de bedt ham om at tage en pårørende med derned til en samtale, og Steffen ville gerne have mig med, så selvfølgelig tog jeg med ham. På det tidspunkt havde han det ikke godt. Det kunne jeg godt mærke. Men kvinden, som vi snakkede med på centeret, mente, at han var klar til at blive sluppet. 

Tog sit eget liv

Den 27. oktober 2015 stoppede Steffen behandlingen på Center for Selvmordsforebyggelse. Det var samtidig den sidste dag, Mette så sin søn i live.

Seks dage senere tog han sit sidste åndedrag.

- Steffens far, Lars, ringer til mig og spørger, om jeg er hjemme, for så vil han lige komme forbi. Og så ved jeg godt med det samme, hvad der er sket. Jeg er slet ikke i tvivl om, at Steffen har begået selvmord, fortæller Mette om den tragiske dag.

Hun har svært ved at huske dagen i detaljer. For selv om hun på en måde var forberedt på den frygtelige besked, som hendes eksmand kort efter dukkede op med, så virkede det hele alligevel så uvirkeligt. Som et mareridt, der var for grufuldt til, at det kunne være sandt.

Havde hængt sig

- Kort fortalt, så var Steffen blevet kørt i skole af sin far om morgenen, men jeg tror slet ikke, at han nåede at være i skole. Han gik i stedet direkte ned og tog en bus til noget, der hedder Liseborg – et område af Viborg, som vi slet ikke har noget forhold til. En dame har set ham gå dér langs en vej med sin skoletaske og høretelefoner på. Og så gik han ned i en lille lund, hvor han hængte sig, siger Mette.

Hun holder en kort pause, inden hun forklarer, hvad der siden skete: Steffen blev nogle timer senere fundet af en forbipasserende kvinde, som var kørt forkert ad den vej, han var gået. Hun tilkaldte straks politiet, der kom og tog ham ned og fik ham identificeret via hans sygesikringsbevis, hvor faderens adresse var angivet.

Som en tom skal

Da Mette så sin søn igen, lå han død på et kapel.

- Da jeg så ham ligge der, var det var bare som en tom skal for mig. Steffen var der ikke mere. Det var ikke ham, der lå der. For mig var det nu med det samme, at han var i mit hoved og mit hjerte. Og der vil han altid være, understreger hun.

Mette var naturligvis sønderknust i tiden efter Steffens død, og sorgen sidder stadig dybt i hende. Men hun har aldrig været vred på ham over, at han valgte livet fra.

Det er der til gengæld andre, der har.

Så ingen anden udvej

- Der var nogen, der syntes, at det var en meget egoistisk handling. De syntes ikke, han kunne være det bekendt over for sin familie. Men jeg havde en anden forståelse for det, fordi jeg vidste, hvor dårligt han havde det til sidst. Han gjorde det, fordi han ikke kunne holde det ud længere, og fordi han ikke kunne se nogen anden udvej. Det synes jeg ikke er egoistisk.

Det gør ondt på Mette, når andre taler negativt om hendes søns beslutning. Men det gør lige så ondt, når folk prøver at undgå at tale om ham.

Og det er der mange, der gør.

Vil bryde tabu om selvmord

- Jeg oplever tit, at folk går uden om emnet. Død er svært nok i sig selv at tale om, men det er som om, at det er endnu sværere, når det er selvmord. Det gør, at det får en chokeffekt på andre. Der er så meget skyld og skam forbundet med det. Men jeg har aldrig følt skyld, for jeg gjorde, hvad jeg kunne for at hjælpe ham. Og det er ingen skam at ville herfra, når det eneste, man har brug for, er fred.

Mette håber, at hun ved at stå frem med sin historie, kan være med til at bryde tabuet omkring selvmord og få andre til at indse, hvor vigtigt det er for pårørende at tale om det.

Også selv om det gør ondt. 

Vil gerne snakke om Steffen

- Det er en del af min sorgproces, at jeg kan få lov til at snakke om min søn. Det er en måde, jeg kan bearbejde, hvad der er sket, men også en måde at holde mindet om ham i live. Ved at tale om ham bliver han ikke glemt, og det er det vigtigste for mig. Og så gør det mig faktisk også glad at tale om ham. At smågrine af de skøre ting, han sagde, og af de sjove ting, vi lavede sammen. Det er min måde at tage ham med videre.

I dag har Mette det væsentligt bedre end den skrækkelige dag for fire år siden, hvor hun mistede sin søn.

Hun kan sagtens få grineflip og have hele dage, hvor hun føler sig glad indeni. Og det skal der også være plads til, understreger Mette.

Giv dig tid til at lytte

Hun har et barn mere, Steffens storesøster Mia, som også skal have mors kærlighed og opmærksomhed.

- Jeg har accepteret, at Steffen er død, og at det er okay at være glad igen og leve sit eget liv. Det ville Steffen også have ønsket for mig. Men jeg vil altid have behov for at snakke om ham, og det betyder alverden, når folk giver sig tid til at lytte. Man skal aldrig være bange for at spørge ind til, hvordan andre i sorg har det. Der er ikke nogen forkerte spørgsmål, man kan stille. Tværtimod varmer det bare, når andre viser interesse for, hvordan det går.  

LÆS OGSÅ: Afdødekontakt: Charlottes datter begik selvmord