Mia elskede sin elskede mor: Jeg blev syg af sorg

- Hun var den bedste mor, man kunne forestille sig, og hun var den eneste, jeg havde, siger Mia, der var enebarn og uden kontakt til sin far. Hendes største frygt var, at moren ikke var der mere, og da det pludselig skete, blev Mia syg af sorg.

Pulsen dunker under træningstrøjen, og løbebåndet tvinger fødderne fremad. Mens hun ordner aftenens motion, har hun en veninde i røret, men pludselig mærker hun telefonens vibration. På displayet lyser morens kærestes navn op. En udefinerbar følelse breder sig i kroppen, og da hun har sagt farvel til veninden, hopper hun af løbebåndet og ringer ham op. 

Han vil have Mia til at finde et roligt sted, og da hun står ude på gaden, kommer de ord, som forandrer hendes liv til et mareridt, og som hun altid har frygtet: – Din mor er død. 

– Jeg gik i chok. Hvis han bare sagde, at hun var kommet på hospitalet, så ville der stadig være håb. Men der var intet håb, og det kunne jeg slet ikke rumme, fortæller 28-årige Mia Larsen fra sin lejlighed på Nørrebro i København. 

Som enebarn fik Mia al opmærksomheden fra sin mor. Hun havde kun set sin irakiske far få gange, da hun var spæd, så opvæksten i Helsingør var ren symbiose mellem Mia og hendes mor, indtil hun fik en kæreste, der fungerede som en far for hende. 

Indhyllet i kærlighed og tryghed voksede Mia op med sin mor som sit forbillede. Hun stod altid klar med varme kram og instrukser, når ungdomsproblemerne hobede sig op, og da hun flyttede hjemmefra, tikkede der hver aften en besked ind på telefonen, hvor hun skrev godnat.

Læs også: Mor døde af sorg dagen efter sin datter 

Død på stedet

Da Mia dagen efter fik beskeden om sin mors død, fik hun en følelse af at være låst inde i en boble. Følelsen af at stå uden for den virkelighed, hun var en del af, fik hende til at løbe mod lejligheden i Københavns Nordvest-kvarter med tårerne strømmende ned ad kinderne. 

Da hun nåede lejligheden, gik der ikke lang tid, før et par veninder var klar til at lægge en arm om den unge kvinde, der ikke kunne få de barske realiteter til give mening. 

Mias mor, Malene, havde været ude at gå den aften. Hun skulle indhente nogle af de skridt, hun skulle have gået i løbet af dagen, men da der var gået en time, var hendes kæreste blevet urolig. Femte gang, han ringede til hende, var det politiet, der tog den. Det viste sig, at hendes hovedkranspulsåre var sprunget, og hun var død på stedet. 

En mørk tunnel

De følgende dage lod Mia sig opsluge af de praktiske gøremål, og da kirkeklokkerne på den solrige dag sendte deres velkendte lyd ud over kirkepladsen, føltes den som en kniv i hjertet. Men midt i den altoverskyggende sorg, kunne Mia fra kirkebænken se en sommerfugl flyve rundt inde i kirken. Den baksede med vingerne og satte sig på morens kiste. 

Da hun gik ud af kirken, var solens stråler væk og erstattet af mørke skyer og silende regn. 

– For nogen kan det måske lyde dumt, men jeg følte, at det var et tegn fra min mor. At hun havde det godt. Det trøstede mig lidt den dag, men på det tidspunkt anede jeg nok ikke, hvor voldsomt hendes død egentlig ville føles. På en eller anden måde var det ikke rigtig gået op for mig endnu, fortæller Mia, der tilbage i lejligheden på Nørrebro ikke kunne overskue særlig mange mennesker. Hun lå i sengen i fosterstilling og græd, og tanken om, at hun aldrig igen skulle se sin mors smil eller læse hendes søde ord på sms, fik det til at gøre fysisk ondt. 

I syv måneder gik Mia på arbejde, var sammen med veninderne og prøvede at fortsætte det liv, som hun havde haft, før hendes mor døde, men da den restaurant, hun arbejdede på, gik konkurs, flød hendes allerede fyldte bæger over. 

Fremtiden var en mørk tunnel uden lysglimt, og tankerne om at gøre en ende på det hele blev mere og mere konkrete. 

Læs mere: Emilie mistede sin far som 9-årig

Ikke lyst til at leve

Mia blev indlagt på en lukket afdeling i fem dage, hvor de fleste ting blev taget fra hende. Ensomheden var overvældende, og når hun kiggede sig omkring, følte hun ikke, at hun passede ind. 

– Jeg følte jo ikke på den måde, at jeg var syg. Jeg savnede bare min mor, men jeg vidste jo godt, at de blev nødt til at reagere på mine selvmordstanker, fortæller Mia, der fik 15 elektrochokbehandlinger for den svære depression. 

Efterfølgende kom hun på en åben psykiatrisk afdeling, hvor dagene gik med at kigge ud i luften, gå ture og snakke med en psykolog. 

– Jeg tænkte, at nu prøver vi det her. Jeg havde stadig ikke lyst til leve uden min mor, men jeg lod dagene gå, og så ville jeg se, om jeg måske fik det bedre, fortæller Mia, der efter tre en halv måned fik lov til at komme hjem i sin lejlighed. 

Tomheden føltes som et hård slag, og meningsløsheden var ikke blevet mindre. Tankemylderet rumsterede konstant, men Mia viste også godt, at hendes mor ville være ked af det, hvis hun så hende sådan her. 

Tomhed

– Jeg havde en følelse af, at min mor var sammen med mig. At jeg kunne snakke med hende, og jeg ville jo gerne gøre hende stolt, så jeg prøvede at komme tilbage til hverdagen. 

Få dage om ugen begyndte Mia at arbejde som tjener på en restaurant. Blev hun overmandet af sorg, fik hun lov til at tage en pause, og som tiden gik, begyndte der at komme mere struktur på hverdagen. 

Det er nu halvanden år siden, at Mia mistede den mor, som hun elskede så højt. Billedet af hende ligger i skabet, og hun håber en dag, at hun kan hænge det op på væggen og mindes de mange gode stunder, som de har haft sammen. Men smerten er stadig for stor. 

Det er et tegn

– Jeg kan stadig tænke, at det bliver et langt liv uden min mor. Hun var jo mit livsvidne, og hende, der elskede mig ubetinget. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal navigere i det, men jeg håber, det kommer en dag, siger Mia.

På årsdagen for morens død tog hun de tunge skridt mod kirkegården med en buket blomster i hånden. 

Solen skinnede fra en skyfri himmel, og da hun satte sig på hug ved morens grav, var det som at få en kniv i maven. 

Lydtapetet var som sidst. Kirkeklokkernes klang rev hende tilbage til dagen, hvor hun tog afsked med sin mor, og den manglende gravsten fik den dårlige samvittighed til at blomstre. 

Da hun kiggede op, så hun mørke skyer presse solen tilbage, og regnen begyndte at dryppe på hende.  

– Jeg nåede lige at tænke, at jeg hvis der kom en sommerfugl forbi nu, så kan det ikke være tilfældigt, siger Mia med en antydning af et smil. 

For mens regnen silede ned, kunne hun ane den lille sommerfugl med store vinger. Hun kan ikke lade være med at smile, da hun ser den, for i Mias verden er det et tegn, og da hun den dag går hjem fra kirkegården, er sorgen blandet med en følelse, som hun ikke har følt længe. Nemlig håb.