Mia ville beskytte sin bror og udviklede angst: Jeg tør ikke gå udenfor

Det er ikke svært at få en aftale med Mia Lysdahl Fischer, hvis man vil besøge hende. Hun er nemlig altid hjemme, og det gælder både hverdage og weekender. Den 25-årige kønne kvinde fra Malling syd for Aarhus opholder sig det meste af tiden i sin afdeling af sin mors og hendes samlevers villa, men det er ikke en frivillig isolation.

Mia lider af angst i en så ekstrem grad, at blot tanken om at skulle i byen for at købe ind eller måske besøge en veninde, gør hende fuldstændig panisk.

– Jeg er på et sted og et tidspunkt i mit liv, hvor jeg burde have fuld fart på både uddannelse og privatliv. Men jeg bor hjemme hos min mor, og min karriere er sat på standby. At tage til fest i byen eller gå på café med en veninde er helt udelukket. Jeg er begyndt helt forfra på mit liv, og jeg behøver ro og fred til at lære mig selv at kende, fortæller Mia Lysdahl Fischer.

Lægernes diagnose på hendes sygdom er angst, og årsagen skal sandsynligvis findes i det omsorgsgen og den ansvarsbevidsthed, som den unge kvinde er udstyret med i store mængder.

Læs også: Angst: Derfor vaskede Freya hele tiden hænder

Ansvaret gav angst

Siden Mia var teenager, har hun taget ansvar for andre i et omfang, der med årene langsomt har nedbrudt hende både fysisk og psykisk.

Hendes fire år ældre storebror var i mange år misbruger af næsten alle former for narkotiske stoffer, og Mia gjorde alt for at hjælpe, støtte og beskytte ham. Men omsorgen havde sin pris, og den betaler Mia i dag på den hårde og ubarmhjertige måde.

– Min brors problemer og konfrontationer med ubehagelige mennesker gjorde, at jeg som ung mere eller mindre frivilligt påtog mig et ansvar, som jeg ikke burde have haft. Jeg glemte mig selv og mine egne behov, og til sidst gjorde det mig syg. Kroppen og hovedet kunne ikke klare mere, og jeg blev ramt af angst og panik, siger Mia.

Hun er helt rolig og fattet, mens hun fortæller sin barske historie om de ting, der i ungdomsårene var med til at forme hende til den, hun er i dag. Men inde i kroppen bag Mias facade ulmer uroen, smerten og angsten konstant, og den kan bryde ud i lys lue hvert øjeblik.

Det første anfald

Mia husker tydeligt første gang, hun fik et angstanfald, og hendes verden ændrede sig. Intet er siden blevet det samme for hende.

Det var omkring sankthans i 2012, og hun var 19 år og sammen med fire-fem gode veninder i en lejlighed i Aarhus-forstaden Viby. De skulle se film og hygge sig med et glas vin, men pludselig fik Mia det dårligt. Hun gik på badeværelset, og her fik hun en fornemmelse af, at jorden forsvandt under hende.

Mia kom til sig selv liggende på gulvet, forvirret og helt uvidende om, hvad der var sket. Langsomt fik hun det bedre, og selv om nogen foreslog at ringe efter en ambulance, kørte hun selv hjem.

På det tidspunkt havde Mias storebror været i misbrugsbehandling på Bornholm i en uge, og for første gang i umindelige tider havde hun derfor ikke et ansvar for broderen. Anfaldet var sandsynligvis en reaktion på, at broderen var i gode hænder.

Broderen har siden været clean og stoffri og lever i dag en normal tilværelse. Forholdet til ham er godt, og Mia bærer ikke nag.

Se også: Fik angst som 8-årig: Nova var bange for at dø

En opvækst med identitetskrise

Mia mindes tiden i folkeskolen som problematisk. Hun var plaget af mindreværd og manglende tro på egne evner. Hun havde i skolen en identitetskrise, og hun var med egne ord en lille rod, der konstant prøvede lærernes grænser af. Hun kompenserede for den manglende tro på sig selv ved at opbygge en facade, som næsten blev en livsstil. Udadtil var Mia sej og cool, men indeni var hun en lille, usikker pige med afbleget hår og alt for mange disciplinærmøder med inspektøren.

Problemerne meldte sig for alvor, da storebroren blev misbruger af den hårde slags. Skumle personer i store biler blev et normalt syn på villavejen, når nogen var på udkig efter ham.

Faderen ville have sønnen og dermed problemerne ud af huset, men det ville børnenes mor ikke være med til. Disse problemer var medvirkende til forældrenes skilsmisse, og sammen med sin mor tog Mia for alvor ansvar i bestræbelserne på at holde broderen i live.

I dag kan hun se, at hendes omsorgsgen og viljen til at beskytte broderen både var godt og skidt. Det holdt ham i live, men det betød også, at Mia mistede sig selv og sin identitet.

Til sidst knækkede hun som 19-årig, og fra det tidspunkt begyndte angsten at styre hendes liv.

Læs også: 11-årige Viktor havde angst og turde ikke gå i skole

Drømmene

For to år siden havde angst-anfaldene og panikken ved at skulle møde det ukendte uden for hjemmets trygge vægge nået et så voldsomt omfang, at Mia ikke turde gå uden for en dør. Massevis af møder i det kommunale system med jobanvisninger og økonomiske udfordringer havde ikke bragt Mia nærmere drømmen om et fast arbejde og et normalt liv, snarere tværtimod.

Hun mødte ingen forståelse for sine helbredsmæssige vanskeligheder, og der var mere modgang end hjælp. Mia fik ikke den ro, som psykologer og terapeuter mener, er altafgørende for, at hun kan komme til at leve et almindeligt liv. Ingen i et offentlige system forstår tilsyneladende, hvorfor den velformulerede kvinde ikke engang er i stand til at komme til møde i Aarhus, også selv om hendes læge fraråder det.

– Tanken om at skulle forlade mit hjem for at handle i et supermarked kan gøre mig fuldstændig ude af den. Mit hjerte galoperer, så det kan ses uden på tøjet, og jeg bliver svimmel og dårlig. Jeg får anfald i pressede situationer og kan mærke, når de kommer. Det begynder nede i fødderne og bevæger sig langsomt op gennem kroppen, indtil alt inden i mig er kaos, forklarer hun.

Som at gå med fodlænke

Mia sammenligner sin situation med at gå med fodlænke. Den alarmerer hendes krop og sind, når hun bevæger sig uden for hjemmet. Hun er næsten flov, når hun fortæller om, hvordan det er som 25-årig at bo hos sin mor og hendes nye mand. Det har hun gjort de seneste tre år, og det er både ydmygende og uholdbart.

Mia har drømme som de fleste andre unge. Hun er ikke i tvivl om, at drømmene bliver opfyldt, hvis hun får fred og ro til at bearbejde sine psykiske og fysiske udfordringer. Ambitionerne går på at få et normalt familieliv med mand, børn og husdyr. Mia vil uddanne sig til kropsterapeut, så hun kan hjælpe andre med angst- og panikanfald. Men drømmene tilhører fremtiden.

I øjeblikket er Mias liv på standby. Det er umuligt at realisere planer, når man ikke tør forlade sit eget hjem.