Michael fra De usårlige betjente: Jeg var et kaktusbarn

Som dreng følte han sig tit uretfærdigt behandlet og magtesløs over for voksne, der ikke forstod ham. I dag er ønsket om retfærdighed og beskyttelse af de svage Michael Molins vigtigste drivkraft.

Klokken var 22.08, da Michael bankede på døren til sit barndomshjem. Han var 14 år gammel og vidste godt, at han var sent på den.

– Jeg skulle være hjemme klokken 22, men jeg kunne ikke nå det, husker han.

Da han ringede fra grillbaren, hvor han hjalp til, sagde hans mor, at hvis han ikke kom hjem til tiden, skulle han bare blive væk. Det mente hun.

Læs også: Hylder politiet på nettet: Hjalp 81-årig på den sødeste måde

Ballademager

– I dag kan jeg godt se, at min mor ikke har haft det let. Min far skred, da jeg var lille, og så stod hun der med tre børn. Hun havde mange smerter på grund af fibromyalgi, og min lillebror har Downs. Kårene var små, og det var min mors ressourcer også. Hun har helt sikkert gjort det, så godt hun kunne, men det føltes bare aldrig helt som nok, siger Michael Molin, der er hovedpersonen i DR-dokumentaren ”De usårlige betjente”.

I en periode boede Michael på en drømmeseng i kælderen under grillbaren, indtil kommunen opdagede det og sendte ham på ungdomspension i Albertslund. I skolen var han kendt som en ballademager, og han fik tit skylden, når der var problemer – også når han ikke havde gjort noget.

Kaktusbarn

Hjemme havde han været den uventede tvilling til forældrenes ønskebarn. Måske var han også uønsket. Sådan føltes det i hvert fald. Især den dag foran den lukkede hoveddør.

– Jeg var et kaktusbarn. Sådan et, der stikker, når man prøver at komme i nærheden af det. Jeg støjede og lavede masser af ballade. Men det var jo, fordi jeg savnede omsorg, fortæller Michael.

Læs også: Flugten blev min levevej

De svages beskytter

Først da han kom ind hos politiet, fandt Michael et sted at høre til og nogen, der kunne gøre det ud for den familie, han savnede. Her fik han mulighed for at skabe balance i tingene ved at være dét for andre, som ingen havde været for ham.

– Jeg fandt min hylde hos politiet. Her kunne jeg få lov at beskytte de svage og på en eller anden måde forsøge at rette op på, at jeg altid selv har manglet en beskytter.

Med trangen til at skabe balance i sit eget liv søgte Michael derfor de største konfrontationer hos politiet. Han ville stå forrest i gadekampene og var villig til at gå hele vejen for at beskytte andre.

Indre drivkraft

– Jo mere alvorlig en situation, jo større forskel kunne jeg gøre. Det handlede blandt andet om, at jeg havde en indre drivkraft til at stile så højt som muligt, for at jeg kunne føle mig god nok.

Læs også: Jeg lever i frygt

I forreste række

Derfor har Michael altid stået i forreste række for at beskytte andre, når der var voldsomme sammenstød med blandt andre hashhandlere på Christiania og autonome på Nørrebro. Noget af det mest voldsomme, Michael har været med til, var urolighederne op til rydningen af Ungdomshuset i 2006, hvor militante autonome fra hele Europa samledes i København for at slås mod politiet.

– De havde krysantemumbomber så store som håndbolde, kæmpe kanonslag, knojern, kæder og molotovcocktails. Jeg var ikke i tvivl om, at de ville slå os ihjel, hvis de kunne komme til det.

Skjulte frygten

Selv om Michael var bange, var han mest optaget af, hvordan de ville slå ham ihjel, for det gav ham svaret på, hvordan han bedst kunne klare opgaven. Frygten pakkede han væk.

– Frygten var jo inden i mig, og jeg kan da godt afsløre, at vi alle sammen var på toilettet fire gange, inden vi kørte mod Nørrebro den aften. Men jeg måtte jo ikke vise, at jeg var bange, siger han.

Læs også: Betjent redder kvindes liv på motorvejen

Bag facaden

– Når man får sin uniform på, bliver man en del af en blå koloni af machomænd og -kvinder, der ikke viser frygt. Uniformen bliver en slags rustning, men når vi lægger den, hvem er vi så som mennesker?

Det spørgsmål er der ikke meget plads til at finde svar på, når brostenene flyver én om ørerne, og man først og fremmest tænker på at redde liv. Men når arbejdsdagen er omme, og der bliver stille, tager tankerne over. Dem holdt Michael for sig selv, for ingen skulle tro, at han ikke magtede opgaven.

Tavshedskultur

En væsentlig del af kritikken i dokumentarserien ”De usårlige betjente” handler da også om, at der hersker en tavshedskultur blandt de stærke mænd og kvinder i uniform.

– Hvis jeg går til min nærmeste leder og beder om psykologhjælp, vil lederen helt sikkert lytte til mig. Men samtidig viser jeg min svaghed, og det kan jo spænde ben for min karriere. På samme måde vil en kollega nok lytte, hvis jeg fortæller, at jeg har det svært. Men vil kollegaen stole på, at jeg kan klare mosten, næste gang vi står i kampuniform?

Læs også: Myrdet hundefører hyldes af svenske og norske betjente

 

Voldsom hændelse

Gennem mange voldsomme aktioner undertrykte Michael frygten og den voldsomme stress, der har hængt som en stadig tungere hale efter ham gennem sit arbejdsliv. Altid har han haft fokus på sine handlemuligheder og på, hvordan han bedst muligt kunne hjælpe andre mest muligt. Men en aften forandrede alt.

– Jeg blev kaldt ud til en trafikulykke. Her sad en mor med sin lille pige, der døde i ulykken. Der var intet, jeg kunne gøre. Afmagten var frygtelig. Politiet skal jo redde og beskytte. Jeg kunne ingen af delene. Mit billede af mig selv og min egen rolle krakelerede fuldstændigt. Den aften forandrede mig.

Stressreaktion

Oplevelsen udløste en ny form for stressreaktion, hvor Michael isolerede sig, var ked af det og ikke havde lyst til at snakke med nogen. Ikke engang sin egen hustru. Hun blev først klar over, hvor voldsomme hændelser Michael havde været med i, da hun så ”De usårlige betjente” på tv.

– Der har været mange ting, jeg ikke har talt med hende om, og derfor har hun haft svært ved at forstå min adfærd.

Læs også: Jeg skød og dræbte en mand

Brug for en pause

Først da han tog et års orlov, mærkede Michael, hvor træt og udbrændt han egentlig var.

– Jeg havde længe haft stress-symptomer af at være i konstant alarmberedskab. Men det var først, da jeg gav mig selv en pause, at jeg opdagede, hvor slemt det var.

Hjælper andre i uniform

Michael anslår, at 10-20 procent af politistyrken har belastningsreaktioner. Derfor har han valgt at uddanne sig til terapeut, hvor han hjælper andre i uniform med de traumer og belastninger, de pådrager sig i deres arbejde.

– Jeg har klienter, der har stål i hele kroppen, ptsd og en række andre kroniske skader efter gadekampe helt tilbage til 18. maj 1993, hvor Nørrebro stod i flammer. Deres fysiske skader er blevet lappet sammen, men de har ikke fået tilstrækkelig hjælp til at håndtere deres traumer, så den hjælp giver jeg dem nu.

Læs også: Motorcykelbetjent hjalp fødende til hospitalet

Professionel hjælp

Michael håber, at dokumentaren ”De usårlige betjente” kan skabe så megen opmærksomhed, at man åbner et akut krise- og traumecenter for folk i uniform.

– Vi mangler en neutral instans, hvor vi kan få hjælp uden at være bange for at blive opfattet som svage, mener han.

– Der er alt for få psykologer ansat i politiet til at dække vores behov. Brandfolk, ambulancefolk og andre i uniform har samme traumatiske oplevelser som politifolk, så man kan med fordel samle behandling og ekspertise ét sted, siger Michael.

Hjælp hele vejen rundt

Michael mener, at sådan et center ud over psykologer også bør rumme socialrådgivere og advokater, for psykiske traumer påvirker alle aspekter af livet.

– Det er vigtigt at huske, at de her mennesker skal hjælpes hele vejen rundt.

Læs også: Den aften Jim aldrig glemmer: Henrettede en dødsdømt

Bag skrivebordet

Michael er ikke typen, der flygter, når det bliver svært, og han er da også stadig ansat i politiet. Men kampuniform og knippel er skiftet ud med computer og skrivebord. Herfra kæmper han stadig for retfærdighed og for at beskytte de svage gennem forebyggende arbejde.

Samtidig passer han sin praksis på Frederiksberg, hvor han bruger sine egne erfaringer som betjent.

– I dag er jeg blevet ældre og kan se, at det emotionelle er mindst lige så vigtigt som at være stærk og modig. Man kan sige, at jeg er blevet en emotionel kriger.

Lang rejse

Det har været en lang rejse at nå til den erkendelse, men Michael ville ikke have været noget af den foruden.

– Jeg har ikke længere brug for bekræftelse fra andre, for jeg ved, at jeg er god nok.

Læs også: Krimibrevkasse: Brev fra en bekymret mor: Min datter vil være betjent