Michael i kriminalitet og kokainmisbrug: Jeg kunne ikke sige nej

Selv om Michael sagtens kunne have råd til noget langt bedre, havde han altid gamle skrammelbiler. Det skulle helst ikke vække opmærksomhed, når Michael kørte ud i mørket for at udføre tjenester for kriminelle bander.

Men en nat gik skrammelbilen i stå. Midt på motorvejen stod Michael med en bil, der nægtede at starte, og en stor mængde kokain i bagagerummet. Kokainen skulle Michael have presset, inden den skulle videre til en køber morgenen efter.

Klokken var omkring halv fire, og i mørket flygtede Michael over en mark og gemte sig, mens paranoiaen bredte sig i hans krop. Men han blev nødt til at tage chancen og løbe tilbage til den efterladte bil. Stofferne skulle afleveres. Heldigvis for Michael, fik han gang i bilen igen.

Næste dag ventede han i fire timer på en parkeringsplads, men køberen dukkede aldrig op.

Læs også: Mine børn solgte narko for mig

Forkert selskab

Michael Toftgaard Pedersen voksede op i et stort hus med swimmingpool. Hans far var direktør og tjente nok til, at Michaels mor kunne gå hjemme og passe huset i Hvidovre.

– Jeg fik alt, hvad jeg pegede på. Jeg havde alt, men jeg savnede kærlighed, fortæller 38-årige Michael.

Jobbet betød, at Michaels far sjældent var hjemme. Når han endelig var det, var Michael ofte nervøs for, at der ventede ham skældud. Derfor holdt han sig ofte ude, og sneg sig først ind, når der var ro i huset.

Selv om Michael boede i Hvidovres fine kvarter, var der ikke langt til den nærmeste slum, og det var dér, Michael brugte det meste af sin tid. Hurtigt kom vennekredsen til at bestå af rockere og bandemedlemmer, der lokkede den impulsive dreng ud i alverdens ting.

Læs også: 35-årige Maria: Min drøm var ved at koste mig livet

Misbrug

Som 13-årig røg Michael hash for første gang. Den første streg kokain tog han som 16-årig. Men kokainen virkede ikke på ham, som den virkede på hans venner.

– Med kokainen fik jeg en ro i hovedet. Jeg blev mere træt og begyndte at føle mig tilpas, fortæller Michael.

Michael havde altid haft en tornado af tanker og informationer, der hærgede i han hoved. Den lagde kokainen en tiltrængt dæmper på. Da Michael var 21 år, havde hans trang til kokain udviklet sig til et misbrug, og for at finansiere det takkede Michael ja til at udføre kriminalitet for sine venner i bandemiljøet.

Læs også: Brød med Jehovas Vidner og blev narkoman: Jeg skulle prøve alt

Mistede følelser

Efterhånden som Michael blev voksen, begyndte han at leve et dobbeltliv. Udadtil var han en pæn mand med arbejde, lejlighed og kæreste, men de sene aften- og nattetimer brugte han til at producere, smugle og sælge narko. Med dobbeltlivet eskalerede Michaels misbrug.

– Når alt blev for stressfuldt, hjalp det at tage en streg kokain. Så kunne jeg få ro på og bare fungere, fortæller han.

Hans daværende kæreste kendte ikke hele sandheden, hverken om kriminaliteten eller misbruget. Selv om de boede sammen, var Michael god til at liste sig ind og ud, når han vidste, at kæresten sov. Hans daglige dosis af stoffer, som bestod af kokain, tre joints og en sovepille, sørgede han for at få, når han var ude, eller når kæresten ikke var hjemme i løbet af dagen.

En dag blev det nok for kæresten, der i to år næsten ikke havde set noget til Michael. Men da hun sluttede det syv år lange forhold, fik hun ingen reaktion fra Michael. Alle hans følelser var for længst forsvundet i hans misbrug.

Han burde være ked af det, men det var han ikke. Faktisk var han bare glad for, at hun var væk, for så behøvede han ikke sidde på et københavnertoilet og tage streger, inden han listede ind i seng. Nu kunne han frit tage alle de stoffer, han ville, uden at skulle skjule det for kæresten.

Læs også: Dennis Knudsen: Jeg havde opgivet at blive far

Ramte lavpunkt

Derefter gik der ikke længe, før alt faldt sammen. Michael kunne ikke blive boende i sin lejlighed. I et halvt år måtte han bo hos sin mor, men siden har han været hjemløs. I to år har han flyttet fra sofa til sofa.

Det hele kulminerede i en depression, der en dag fik Michael til at køre ud til et øde industriområde. Der sad han i sin bil og stirrede på muren foran ham.

– Skal jeg køre med 140 eller 160 ind i muren, spurgte han sig selv.

Han sad længe og tænkte, men hans tanker gled hen på de mennesker, der skulle hive hans krop ud af bilen. Det ville han ikke byde nogen. I stedet ringede han til sin fætter, der med det samme fik Michael indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling. Der var han i 10 dage.

Læs også: Jimmy Jørgensen efter misbrug: Stofferne blev min flugtvej

Fik diagnosen ADHD

Indlæggelsen hjalp Michael på rette kurs. Han indså, at han skulle ud af alt det, han havde rodet sig ind i. Men indlæggelsen gav også Michael en hjælp og forståelse, han længe havde manglet.

Det var ikke et tilfælde, at kokainen havde en anden effekt på Michael end på så mange andre. Michael har nemlig fået diagnosen ADHD, og kokainen har hjulpet med at give ham den ro, som ADHD-medicinen nu skal give ham.

– Der skal styr på tornadoen i mit hoved. Det skal medicinen hjælpe med, siger han.

Læs også: Heidi var ved at drikke sig ihjel: Jeg glemte aldrig det første glas

Farlig kedsomhed

Lige nu er Michael ikke egnet til at arbejde. For ham er det hans første ferie i 20 år, men det stille liv giver også plads til en farlig kedsomhed, som Michael er ved at lære at håndtere. For når alt er stille, begynder Michaels tanker at tage overhånd. Han begynder at tvivle på sig selv, tvivle på, om han nogensinde vil få en lejlighed eller en familie.

Alle de følelser, som kokainen hjalp Michael med at lukke ude, kommer tilbage nu. Han er særligt ked af, hvordan han behandlede sin ekskæreste.

– Den største fejltagelse i hele mit liv var, at jeg ikke viste følelser. At jeg lod kokainen gøre mig totalt følelseskold, siger han.

Læs også: Jeg ville ønske min donors familie så mig nu

Starte forfra

Han bliver stadig fristet en gang imellem. Når følelserne bliver for meget, vil han ud af det. Og det ved han, han kan ved at besøge sin pusher. Men der er længere og længere mellem besøgende. Før tog han kokain hver dag, men nu er han nede på at tage det cirka en gang hver tredje uge.

Michael skal til at starte helt forfra, og finde lejlighed og arbejde, og han tror på, at det hele nok skal lykkes. Han skal bare tage det stille og roligt.

– Jeg har altid sagt: Hvorfor tage trappen, når man kan tage elevatoren. Men man skal tage trinnene. Det er nødvendigt.

Læs også: Flasken kom før børnene