Michaels hustru blev myrdet på job

Længe var livet tomt for Michael, efter hans hustru, Vivi, blev myrdet på jobbet. Han har i dag tilgivet den psykisk syge mand, der førte kniven. Men han er stadig vred på systemet, der lod det ske.

Da han ankommer til skadestuen, bliver han gennet ind i et rum sammen med sin kones kollega. Der er politi alle vegne. Michael ved ikke, hvor slemt det står til. Han ved bare, at hans kone er blevet stukket ned med en kniv på jobbet.

Efter flere timers venten bliver han endelig lukket ind til hende. Men det er for sent. Lægerne kæmpede forgæves, og Vivis krop kunne ikke klare blodtabet. Michael nåede ikke at sige farvel. Han må ikke engang give Vivi et kys til afsked. Han kan bare stå der.

– Der var ikke noget at gøre. Jeg tog med Vivis familie hjem, for jeg kunne ikke holde ud at skulle være alene i huset. Vi vidste ikke, hvad vi skulle snakke om, så vi sad bare og kiggede ud i luften, husker 57-årige Michael Jensen.
 

 

Kun to på job

Den aften havde Vivi haft vagt på det socialpsykiatriske botilbud Lindegården i Roskilde, hvor hun i 25 år havde været ansat som sosu-assistent. Sammen med sin kollega var hun så småt ved at afslutte vagten og gøre klar til de kolleger, der skulle afløse for natten.

Mens kollegaen skrev rapport for aftenen, gik Vivi ned i medicindepotet. Egentlig skulle de være to, når de gik derned, men da de kun var de to på arbejde, ville Vivi klare det selv. Det var her, hun mødte en psykotisk og stofpåvirket beboer med en kniv.

– Hendes kollega fortalte, at hun havde tilbudt at gå derned, men at Vivi havde sagt, hun nok skulle klare det, fortæller Michael.

To uger før den aften, der skulle blive Vivis sidste, blev hendes drabsmand tvangsindlagt, fordi han var truende over for de ansatte på bostedet. Men han kom snart tilbage til bostedet, og to dage før drabet havde medarbejdere på bostedet set ham gå rundt med en kniv.

Læs også: Tvangsfjernet som lille: Nu vil jeg lære min mor at kende
 

Vred på systemet

Politiet ransagede hans værelse uden at finde kniven. Dagen før drabet havde beboeren bedt om hjælp, fordi han havde det psykisk dårligt.

Ingen hjalp ham, for der var ikke tid. I et fag, hvor varme hænder er noget, man drømmer om, og medarbejderne kæmper for at få enderne til at mødes, blev drabsmandens råb om hjælp overhørt. Det er grunden til, at Vivi Nielsen ikke længere kommer hjem til sin Michael hver aften efter arbejde.

– Jeg er ikke vred på drabsmanden. Han er psykisk syg og fik ikke den hjælp, han råbte på. Men jeg er vred på systemet, fordi det tillader, at mennesker som Vivi risikerer livet, når de går på arbejde, siger Michael.

I dag er Michaels hus i Køge sat til salg. De 240 kvadratmeter, som Vivis far har bygget, og hvor Vivi er vokset op, er blevet for stort til Michael. Der er for mange minder gemt i de røde mursten, og det er tid til at komme videre.

Vejen videre

– Det var her, vi skulle blive gamle sammen. Vi har selv sat det hele i stand, og Vivi har stort set stået for al indretningen, fortæller Michael.

Han vil finde sig en lejlighed i Ølby, hvor hans mor bor, og hans dartklub ligger. Som 2. divisionsspiller bruger Michael mange timer i dartklubben. De andre medlemmer er en slags anden familie. Det var også her, han mødte Vivi for mere end 30 år siden.

Læs også: Mordsager bliver aldrig forældet: Hanne blev kun 23 år

Tal åbent om det

– Det var 8. marts 1986. Hun kom ned i klubben sammen med en kollega, og hun så sød ud, så jeg måtte jo lære hende at spille dart, fortæller Michael med et lille grin.

Sorgen, savnet og ensomheden har fyldt, i lang tid efter at Michael mistede Vivi, men I dag er han kommet videre. Han har fundet kærligheden på ny og er besluttet på at få det bedst mulige ud af livet.

Han er kommet igennem krisen ved at tale om tingene, og det mener han er det bedste, man kan gøre. Han har brugt venner, familie og kollegerne på Danalim at tale med, når han havde brug for luft. Også Vivis kolleger har han vendt situationen med, og det har været rart at kunne tale med nogle, der kendte Vivi godt.

– Allerede dagen efter at jeg mistede Vivi, tog jeg ud og besøgte folk for at tale om, hvad der var sket. Det hjalp mig meget. Jeg har selvfølgelig haft mine nedture, men alle har støttet mig, og det betyder rigtig meget, fortæller han.

Læs også: Bamse redder Izabelles liv

Vi ses igen

Derfor råder Michael til, at man snakker om sin sorg, når man mister en af sine kære.

– Om man vælger en psykolog eller en ven, er sådan set ligegyldigt. Man skal gøre det, man har det bedst med. Det vigtigste er bare, at man snakker med nogen.

Vivi var aldrig bange for at gå på arbejde. Heller ikke selv om en beboer slog ud efter hende med et boldbat et år inden knivoverfaldet. Hun elskede sit job og nåede at være ansat på Lindegården i 25 år.

– Vivi var sådan en, der kunne bevare roen, og hun havde godt styr på beboerne. Derfor var jeg egentlig ikke bekymret for hende, og hun var heller ikke selv bange, fortæller Michael.

Måske var det, fordi Vivi troede på engle. Hun var claivoyant og healer og havde kontakt med afdøde. I huset står stadig en del af de englefigurer, som Vivi fyldte hjemmet med. Måske var det visheden om efterlivet, der gjorde, at hun ikke frygtede noget.

– Jeg tror, at sjælen lever videre et andet sted, når kroppen dør. Jeg er sikker på, at Vivi er en engel, og at vi ses igen på den anden side, siger Michael.