Mike fandt sit livs kærlighed: Lykken varede to år

Hver nat ligger 32-årige Mike under skråvæggen på en luftmadras hjemme hos sin stedfar i Brøndby. For det meste rejser han sig inden klokken fem om morgenen for at køre på arbejde. Det kan han lige så godt. Han har det bedre, når han sidder på kontoret og sælger rengøringsudstyr, end når han ligger på luftmadrassen og stirrer ud i mørket.

Der er kun få ting på det lille værelse i Brøndby. Mike mistede næsten alt den fredag i september. Men ved luftmadrassen står et par dame-gummistøvler med mønster op af skaftet. Og et par sorte Puma-sko til en dreng på 4 år. Det er stort set alt, Mike har tilbage.

Mike Offenberg er blevet ramt af den værste tragedie. Men han har også fået lov til at opleve den største glæde: Kærligheden. Den helt store. Den, der udvisker alle forbehold. Og den, der gør udfordringer små.

Var teenagekærester

Det er nu fire år siden, Mike blev skilt fra sine to børns mor. De havde dannet par i 12 år, og Mike har kun rosende ord at sige om ekskæresten. Alligevel var det den helt rigtige beslutning at gå fra hinanden, og kort efter skilsmissen var Mike klar til at møde en ny kvinde.

Han mødte flere. Men det blev sjældent til mere end det første møde, og han kunne ikke drømme om at lade nogen af dem møde børnene Ida og Axel, som han havde hver anden uge i en 7-7-ordning.

– På et tidspunkt besluttede jeg at stoppe jagten på kærligheden, siger Mike, inden han med et lille smil tilføjer: – Og så var det, den kom helt af sig selv.

Det var ved et tilfælde, at Mike en aften for to år siden fik øje på Louise, mens han var på Facebook. Pludselig dukkede et foto af hende op under funktionen ”Personer, du måske kender.” Mike kendte godt Louise, selv om det var mere end 10 år siden, han havde set hende, da de var teenagekærester et par måneder.

Som skabt for hinanden

Siden havde deres liv bevæget sig i hver sin retning, men Mike sendte hende alligevel en venneanmodning. Der skete ingenting.

Der gik et par måneder, så modtog Mike en besked fra Louise. En tid skrev de to sammen om deres liv, og hurtigt udviklede det sig til ærlige beretninger. Louise skrev blandt andet, at hun var enlig mor til Elias. En dejlig, lille dreng på 2 år, som dog krævede mere end andre børn. Han havde nemlig infantil autisme.

Dengang vidste Mike ikke meget om den diagnose. Det kom han til. Allerede første gang Mike og Louise mødtes, kunne han mærke det: Han ville leve resten af sit liv med Louise. Og han ville gøre alt for at hjælpe hende med Elias. Så dagen efter satte Mike sig til computeren og læste tekster om autisme.

– Det sagde bang, første gang Louise og jeg mødtes. Det er svært at forklare. Jeg kunne bare mærke, at jeg aldrig ville undvære hende igen. Tidligere havde jeg hørt folk tale om soul mates, men jeg havde aldrig oplevet det, før jeg fandt Louise.

– Selv om vi lige havde mødt hinanden, følte jeg mig tryg sammen med hende. Hun var utrolig smuk og havde en fantastisk udstråling, siger Mike, som kort efter inviterede Louise og Elias hjem, så de kunne møde hans børn.

Det er et stort skridt, når to enlige forældre lader deres børn møde hinanden, men for Mike og Louise føltes det naturligt.

– Det gik simpelthen så godt. Børnene kunne lide hinanden med det samme. De kunne også mærke, at Louise og jeg var glade, siger Mike, som fra start lyttede, når Louise talte om det, der optog hende mest: Elias.

God indflydelse

Hun indrømmede, at hun havde gruet for, om hun overhovedet kunne tiltrække en mand, når nu alle de udfordringer fulgte med.

– For mig var det fuldstændig lige meget. Jeg ville leve resten af mit liv med hende.

Mike ville ikke bare Louise, han ville også Elias, og bonus-far og bonus-søn kom hurtigt godt ind på hinanden, hvilket selvfølgelig varmede Louises hjerte.

Hun kunne se, at Mike havde en positiv indflydelse på Elias, som på grund af sin autisme kun spiste få ting. Boller i karry og knækbrød med leverpostej var hans favoritter.

Derfor smilede Louise også beklagende en dag, Mike tilbød at hente is, mens de var på legepladsen.

– Elias vil ikke spise is, forklarede hun.

Men da Mike kom tilbage med en kasse is, tog Elias villigt imod sin is og spiste den med stort velbehag.

Altid glade

Der skete i det hele taget meget med Elias’ udvikling, efter Louise og Mike fandt sammen. Hvor han i starten kun sagde enkelte ord, udtalte han efterhånden hele sætninger.

– Det kan der selvfølgelig være mange grunde til. Men jeg tror blandt andet, det var fordi, vi alle var så glade omkring ham. Og så fordi, han tog ved lære af mine børn og spejlede sig i dem. Han holdt meget af dem. Og de forgudede ham, siger Mike, som altid var klar med trøstende ord til Louise, når hun var bekymret for sin søns fremtid.

– Jeg sagde altid: Så længe Elias er glad, betyder det ikke noget, at han er anderledes. Og glad, det var han.

Louise selv havde været dygtig i skolen, hendes store drøm var at læse jura. Men at være mor til en dreng med autisme var vigtigere. Det var også mere krævende. Tit ringede børnehaven, mens hun var på arbejde, og bad hende hente drengen. Og tit måtte hun blive hjemme for at passe ham. Til sidst blev Louise fyret, og familien skulle leve af Mikes indkomst.

Pengene var små, men parret skændtes aldrig om økonomi. De fik pengene til at række, og de fandt på gratis glæder som vandkamp i gården eller ture til stranden om sommeren.

Alt ændrede sig

Familiens hjem var i Mørkøv. Louise og Mike havde ikke engang kendt hinanden et halvt år, før Mike flyttede ind til hende. Kort efter giftede de sig.

– Jeg havde aldrig før friet til nogen, men jeg vidste bare, at det skulle være Louise. Hun fik mig til at se anderledes på mange ting. Tidligere ønskede jeg ikke flere børn, men Louise og jeg havde for længst besluttet, hvad vores børn skulle hedde, fortæller Mike, som hver morgen kyssede sin kone farvel med ordene: ”Jeg elsker dig”, inden han satte sig i bilen og kørte på arbejde i Brøndby.

Fredag den 21. september 2018 glædede Mike sig særligt til at få fri. Forud lå en af parrets få børnefri weekender. Ida og Axel var hos deres mor, og Elias skulle holde weekend hos sin far. Planen var, at Mike skulle hente Louise og Elias på Glostrup Station klokken 14.18 for at køre dem til faren.

I løbet af arbejdsdagen skrev Mike og Louise lidt sammen. ”Kom og hent os,” skrev hun lidt inden klokken 14. Mike kørte til Glostrup Station. Han ventede og spejdede efter Louise og Elias. Men de kom aldrig.

Mike var kun lige kommet tilbage på sit arbejde, da han fik opkaldet, der ændrede alt. Det var hans underbo hjemme fra Mørkøv. Ejendommen stod i brand. Mere fik Mike ikke at vide.

Uretfærdigt

Han ringede desperat til Louise. Igen og igen. Men hun tog ikke telefonen. En tid holdt Mike stædigt modet oppe, men da to betjente trådte ind ad døren til arbejdspladsen, forsvandt alt håb.

Elias og Louise var omkommet. Chokket var så stort, at Mike først rigtigt forstod det efter bisættelsen.

Han forstod godt de tekniske informationer. At branden var startet ved et tændt kogeblus. At hele lejligheden var brændt ned. Og at Louise og Elias havde ligget i dobbeltsengen og sovet middagssøvn. De var døde af kulilteforgiftning uden tegn på kamp. Alt det fik Mike oplyst. Men han fattede ikke, at de var væk.

Det forstår han nu. Savnet og smerten er voldsom.

– Jeg synes, det er uretfærdigt. I mine øjne handler livet om kærlighed, siger Mike, som holder sig selv oppe ved at passe sit arbejde i et rengøringsfirma.

– Jeg er virkelig glad for mit arbejde og mine kolleger, og så har jeg det bedst, når jeg har noget at tage mig til.

Fandt minder

Selv her i den sorteste tid er Mike god til at se lyspunkterne. Han har oplevet, hvor meget godt vi mennesker vil hinanden. Mike har fået støtte fra sin familie og venner. Men også folk, han slet ikke kender, har skænket tøj, legetøj og indbo. Samtidig har der været et par indsamlinger til Mike og hans håbløse boligsituation, som ikke bare betyder noget på bankkontoen, men mindst lige så meget i hjertet.

– Jeg kunne aldrig selv drømme om at bede om noget, så det er stort, at folk af sig selv tilbyder deres hjælp. Det gør, at jeg ikke føler mig så alene. For mig er det virkelig kærlighed. Det betyder også, at jeg har lyst til at gøre noget godt igen.

Selvfølgelig er der især to mennesker, der holder Mike oppe. Ida og Axel på 8 og 6 år. Også de er i sorg. Det har været svært for dem at begribe, og i et stykke tid blev Axel ved med at sige, at han ville ”hjem i lejligheden”.

Det fik Mike til at tage en beslutning, som han stadig ikke ved, om var rigtig. Han tog børnene med tilbage til den udbrændte lejlighed. Synet var chokerende for både far og børn. Værre, end Mike havde forestillet sig.

– Det var barskt. Først syntes børnene, det var uhyggeligt og skræmmende. Men så begyndte vi at finde små ting rundt omkring. Bamser og noget af deres legetøj. Det var de glade for, selv om mange ting var så smeltede, at jeg måtte bede dem lade det ligge, siger Mike.

Selv reddede han nogle ting, som har fået betydning for ham. Blandt andet Louises gummistøvler og Elias’ puma-sko. Ellers havde han jo slet ikke haft fysiske minder om de to år med den helt store kærlighed.

Siden interviewet er Mike flyttet i et rækkehus i Greve med sine to børn.