Mille mistede sin mor til stoffer som 10-årig: Mor ville være stolt af mig
På den grønne sofa i stuen i Dronninglund i Nordjylland ligger den nu seks uger gamle Arthur trygt i sin babynest. Varmen og søvnen har overmandet ham, men ved hans side sidder hans mor, den nu 27-årige Mille, og kigger på sin nyfødte dreng med kærlighed i øjnene. For hende er synet af sine børn, der også tæller 4-årige Ester, et symbol på, hvor langt hun er kommet. Hun har valgt en vej i livet, hvor familie og uddannelse er en stor prioritet, men hun ved også, at hendes liv kunne have udviklet sig i samme retning som hendes mors, der døde i en alder af kun 31 år på grund af stoffer.
– Der var nok en del, der ikke troede, at jeg ville klare mig særlig godt, og det kan jeg faktisk godt forstå. Når man kommer fra det, jeg kommer fra, så er det på ingen måde en selvfølge, at man er der, hvor jeg er i dag, fortæller Mille Holst Christensen, der husker tilbage på sin tidlige barndom med en mor, der både var fantastisk, men også gav hende en masse sorger i livet.
Læs også: Hellere mor end narkoman
Der var noget galt
– Når hun havde det godt, var hun jo verdens bedste mor. Hun kiggede mig altid i øjnene og svarede mig tålmodigt, fortæller Mille, der samtidig husker de mange gange, hvor hun ruskede i sin mor, der ikke ville vågne. Ofte måtte hun tage sig af sin lillebror, men udadtil var det svært at se, at der var noget galt i den lille familie. Hjemmet var pinligt rent, og Mille så aldrig sin mor voldsomt påvirket. Alligevel kunne hun godt fornemme, at der var noget galt. Milles mor var afhængig af stoffer og piller. Hun prøvede flere gange at komme ud af sit misbrug, og når hun var i behandling, var Mille hos sin mormor, der boede lige i nærheden.
En dag, da Mille var 10 år gammel og løb rundt og legede udenfor, så hun sin mor komme løbende. Hun var på vej hen til hendes mormor, og da hun overhørte samtalen, gav det et sug i maven.
– Jeg kan huske, at min mormor havde ringet efter en ambulance, fordi min mor blødte. Hun sagde i telefonen, at de ikke skulle have udrykning på, fordi det ville skræmme mig. Jeg var jo kun en lille pige. Det viste sig, at min mor havde prøvet at begå selvmord, fortæller Mille, der aldrig nåede at komme sig over chokket. For allerede tre uger efter selvmordsforsøget blev hendes mor fundet død.
Boede hos mormor
– Jeg var hos min veninde, da hendes mor kom og sagde, at vi skulle køre en tur. Da jeg kom ind på hospitalet, blev jeg mødt af mine to onkler, og jeg huske, at jeg spurgte, om min mor var død. Så instinktivt har jeg nok vidst det, fortæller Mille, der den efterfølgende tid var tynget af sorg.
Hendes lillebror kom i pleje, men da Mille blev spurgt, hvor hun ville bo, så svarede hun med det samme, at det skulle være hos sin mormor.
– Min mormor havde altid været en stor del af mit liv. Hvis vi flyttede, så flyttede min mormor med, og vi boede også med hende på et tidspunkt. Til sidst fik mormor AnneLis og Mille deres vilje, selv om kommunen i begyndelsen mente, at AnneLis var for gammel til at tage sig af Mille.
Læs også: Min datter gav mig livet tilbage
Trodsig teenager
Mille startede i en sorggruppe, hvor hun kunne få bearbejdet sorgen, men som tiden gik, og teenageårene bankede på, begyndte den unge pige at blive trodsig.
– Rollen som mormor var jo meget anderledes end som mor, og pludselig skulle jeg være begge dele. Jeg havde svært ved at sætte grænser for hende, og det endte ofte i nogle voldsomme konflikter, fortæller den nu 69-årige AnneLis.
Mange konflikter
Mille begyndte at hænge ud med mennesker, der var på kant med loven. Hun eksperimenterede med alt, og når hun var hjemme, så gjorde hun, som det passede hende. Når AnneLis prøvede at skitsere nogle regler, så respekterede Mille dem ikke. I stedet stjal hun penge fra mormor, uden det fik konsekvenser, hun kaldte hende alverdens øgenavne, og hun smækkede med døren, hvis hun var utilfreds. Mille endte med at få en kontaktperson fra skolen, og i en periode flyttede hun hjem til hende, fordi konflikterne blev for voldsomme mellem hende og mormor.
– Jeg må indrømme, at jeg ikke havde særlig meget respekt for min mormor. Jeg havde jo mistet min mor, og på samme tid var det også, som om jeg mistede min mormor, fordi hun prøvede at påtage sig en morrolle, som føltes helt unaturlig – både for hende og mig. Førhen var hun bare hende, jeg forbandt med hygge og forkælelse, fortæller Mille, der begyndte at forsømme skolen.
Læs også: Narkoman som 15-årig
Ligeglad med alt og alle
Mille fik en kæreste, der var kriminel, og fundamentet til en fremtid, der mindede om hendes mors, begyndte at tegne sig.
– Jeg var i bund og grund ligeglad med alt og alle. Men samtidig havde jeg masser af drømme for fremtiden. Så det var egentlig ikke, fordi jeg havde givet op. Men jeg var helt sikkert ikke bevidst om, hvor langt ude jeg egentlig var, forklarer Mille, der en dag sad over for en pædagog, som hun havde et meget nært forhold til. Hun havde altid været der til at samle Mille op og havde en stor tiltro til hende.
– Jeg kan huske, at hun en dag sagde, at hun ikke kunne gøre mere for mig.
Hun havde prøvet alt. Det var nok første gang, at det virkelig gik op for mig, hvor slemt det egentlig stod til.
Ny kæreste
Samtalen havde sat noget i gang i Mille. Hun valgte at slå op med sin kriminelle kæreste og droppede den vennekreds, som hun vidste, ikke var god for hende. I stedet begyndte hun at tænke over, hvad hun ville i fremtiden, og hun var faktisk slet ikke i tvivl. Hun ville bruge sig selv til at hjælpe udsatte unge. Kort tid efter mødte hun sin kæreste Kasper, der gav Mille den tryghed og ro, som hun havde brug for. Han kom fra noget helt andet, end jeg var vant til, og han havde nogle sunde værdier, som jeg blev meget fascineret af. Og når jeg fortalte levende om, hvordan jeg havde levet mit liv, så syntes han overhovedet ikke, at det var sejt. Tværtimod, fortæller Mille, der kort tid efter at hun mødte sin kæreste, blev gravid.
Læs også: Jeg købte stoffer til min søn
Børn og uddannelse
Hendes nye rolle som mor satte en masse tanker i gang – både om hende selv og om den måde, hun gerne ville være mor på.
– I starten var jeg enormt usikker på mine egne evner. Jeg følte, at jeg gjorde alt forkert, og at jeg var en dårlig mor. Jeg manglede nok én at kunne spejle mig i og én, der kunne hjælpe mig med min nye rolle, fortæller Mille, der som tiden gik, voksede med opgaven. Og da hendes søn Arthur kom til verden, så kunne hun mærke en selvsikkerhed, som hun aldrig havde oplevet før.
Lykkelig
I dag er Mille lykkeligere end nogen sinde, og selv om det stadig giver et stik i maven, at hendes mor ikke kan se sine børnebørn, eller Mille ikke kan få hendes beundrende blik, da hun for nylig fik 12 til eksamen, så tror hun på, at hun ville være stolt af hende.
– Jeg har været så heldig at have nogle gode mennesker omkring mig. Selv om mig og min mormor havde en masse konflikter, da jeg var teenager, så er hun et af de vigtigste mennesker i mit liv. Havde det ikke været for hende, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde klaret mig så godt. Derudover har jeg haft nogle pædagoger, som har troet på mig, og de har også været med til at inspirere mig til at tage min uddannelse som social- og specialpædagog, fortæller Mille, der lever et stille og roligt liv med sine børn og sin kæreste. Hendes mormor er stadig en stor del af hendes liv, og de er begge glade for, at hun endelig har fået sin gamle rolle tilbage.
– Jeg har savnet at være hende, der kunne hygge uden at skulle opdrage. Det kan jeg nu – både over for Mille og mine oldebørn. For den rolle passer meget bedre til mig, griner AnneLis.
