Min datter nægtede at gå i skole

Der er børn, som gerne vil gå i skole, men som ikke kan. De har behov for hjælp, mener Nadja, der selv havde et barn, der i flere år ikke kunne gå i skole.

Nadjas store bekymring Jeg forstod, at hun følte noget nær rædsel

– Jeg vil sige, at Lova i store træk var som et hvilket som helst andet barn, bare en smule mere forsigtig, fortæller Nadja om sin datter.

I folkeskolen, da familien boede i Göteborg, havde Lova mange venner, der ofte kom forbi for at spørge, om hun ville med ud at lege. Tit takkede Lova nej. Hun trivedes godt i sin egen lille verden. Men der skete noget, da Lova gik i tredje klasse.

– Lova ville ikke i skole, fordi hun havde kvalme. Hun fik lov til at blive hjemme, og vi troede, hun havde fanget en virus. Men kvalmen stoppede ikke, fortæller Nadja.

Kvalmen kom og gik igennem hele foråret, så Nadja tog sin datter med til en læge. Her troede man, at Lova havde fået betændelse i maven. Hun fik medicin udskrevet, men de begyndte aldrig på den medicin.

– Det var for mig helt åbenlyst, det ikke var sygdom, men at det handlede om noget andet. Hverken min mand eller jeg vidste, hvad det var, men vi begyndte at blive urolige for vores datter. Vi havde aldrig oplevet noget lignende med Lovas tre ældre søskende, fortæller Nadja.

Så kom sommerferien, og Lovas kvalme stoppede pludselig. ”Den gamle Lova” var tilbage. Nadja tænkte, at tiden med kvalme var en fase, som nu var slut.

– Fyldt med energi, glæde og mentalt overskud forberedte Lova sig til at starte i fjerde klasse. Men da skoleåret begyndte, kom kvalmen tilbage, og Lova kunne ikke gå i skole. Sommetider tænkte jeg: ”Hvor svært kan det være?” Jeg husker, at jeg tidligere har tænkt sådan, når forældre lod deres børn sidde hjemme foran computeren i stedet for at sende dem i skole. De skulle bare trække stikket ud af computeren og sige ”stram op”, fortæller Nadja og fortsætter:

– Men så nemt er det ikke.

Forsøgte med tvang

For selv om Lova stadig kunne være aktiv i sin teatergruppe, og hun stadig havde venner, begyndte en trist rejse. Nadja vidste ikke, hvem hun skulle gå til. Hun kendte ikke nogen, der havde været i samme situation. Hun og hendes mand begyndte at afprøve forskellige måder at få datteren i skole.

Der var morgener, de tvang deres datter ved at holde fast i hver sin hånd og trække hende til skolen på trods af Lovas modstand og hendes tårer, der trillede ned ad kinderne.

Nadja har skrevet bogen “Hon kallades Hemmasittare”, (Hun blev kaldt Hjemmesidder) om forløbet, og beskriver en situation såden her:

”En morgen, da Lova havde været hjemme flere dage i træk, fik både Tomas og jeg pludselig nok. Sådan her kunne vi ikke have det. Jo mere vi gav efter, desto sværere blev det at få Lova af sted. Vi skulle bryde den onde cirkel. Når Lova stod i gangen og ikke ville putte sine fødder ned i vinterstøvlerne, gav vi ikke op. Vi skreg ikke, og vi skældte ikke ud, men vi pressede hendes små fødder ned i støvlerne. Vi viklede hendes arme ud, selv om hun kæmpede imod, og så puttede vi dem ned i hendes jakkeærmer. Mange gange modsagde hun os og skreg ”Jeg vil ikke”, men vi fik hende bare ud i opgangen. Der var intet, der hjalp. ”Kom nu, så går vi”, sagde vi, og så tog Tomas og jeg fat i hver sin arm og nærmest trak hende ned ad trappen. Et trin ad gangen. Hun gav sig ikke, og vi måtte slæbe hende over gården. Hun forsøgte at undslippe, men vi holdt fast og tænkte, at snart måtte hun give op. Da vi kom til porten, der førte ud mod gaden, kunne jeg mærke, hvordan hun rev sig løs af mit greb. Det var første gang, jeg så panikken i hendes øjne, og i næste sekund rev hun sig fri af Tomas’ greb. Vi så, hvordan hun flygtede igennem porten og væk gennem en anden port. Nu forstod både Tomas og jeg, at Lova mente det alvorligt, og at hun faktisk følte noget, der lignede rædsel ved at skulle i skole.”

– For mig som mor føltes det forfærdeligt. Jeg blev bange og ville så gerne forstå det. Men vi forstod slet ikke, hvad det handlede om. Lova kunne heller ikke forstå, hvorfor hun følte, som hun gjorde, fortæller Nadja.

Efter en tid ringede skolesygeplejersken hjem og sagde, at Lova havde for meget fravær. Hun forklarede med en opmuntrende røst, at det var vigtigt, at Lova kom i skole.

– Jeg oplevede, at hun talte til os, som om Lova pjækkede og bare blev væk, fordi hun havde lyst.

Ville ikke leve

Lova havde ellers altid nemt ved at lære tingene og havde ikke haft problemer i forhold til skolearbejdet. Det var noget ved skolens miljø, der satte gang i noget hos Lova. Ved et tilfælde, da hun var 11 år, delte hun sin hemmelighed med sin mor.

– Lova lå i badekarret, og jeg sad på gulvet hos hende. Hun dykkede ned under vandet, og da hun kom op igen, kiggede hun på mig og fortalte, at hun ikke havde lyst til at leve længere. Hun ville ikke have, jeg fortalte det til nogen. Hvad man skal gøre? Man vil jo gerne gøre sit bedste for, at ens barn trives. Vi forstod nu, at vi havde brug for professionel hjælp.

Slut med at presse

Lova begyndte i ungdomspsykiatrien. Der skulle foretages en udredning, men Nadja og Tomas indså hurtigt, at det ville tage for lang tid gennem det offentlige, så de kontaktede en privat psykolog.

– Vi ville have hjælp hurtigt, og det første, psykologen sagde, var, at vi skulle stoppe med presse Lova. Vi tænkte, at enten gik man i skole, eller også gjorde man ikke, og så var det en katastrofe. Men vi lærte, at det ikke er så sort på hvidt. At presse sit barn ved at fortælle dem, der kun er en rigtig måde at gå i skole på, kan gøre det næsten umulig for barnet at komme tilbage, hvis det har været væk lidt tid. Det skete for Lova, da hun var væk fra skolen næsten hele femte og sjette klasse.

– Hun blev deprimeret, og alle de symptomer mindede om udbrændthed. Vi prøvede forskellige ting. Sommetider kom læreren ud i skolegården for at møde Lova først; andre dage kørte vi hende til skole, så hun slap for at møde jævnaldrende, fortæller Nadja.

Når det var værst, tænkte Nadja, om hun mon pressede Lova for hårdt? Eller havde hun gjort det modsatte og ikke udsat hende ofte nok for noget, der kunne føles ubehageligt.

– Jeg har altid haft høje krav til mig selv, og måske var det noget, jeg uvidende førte videre til min datter? Eller stillede jeg for få krav. Jeg har tænkt meget over, om jeg var for meget eller for lidt.

Livet forandrede sig for hele familien. Nadja vidste ikke, hvordan hun skulle hjælpe sin datter væk fra isoleringen og den daglige kvalme. De købte en hund og tænkte, at den kunne hjælpe Lova. De besøgte sjældnere venner, fordi de ikke ville lade Lova være alene, og de tog hende med på forskellige rejser. Intet hjalp.

Flyttede  væk

Til sidst tænkte Nadja, at en flytning til Stockholm måske kunne hjælpe. Der boede to af hendes store søskende allerede, og Nadja tænkte, det måske kunne være godt for Lova at komme tættere på dem. Nadja sagde sit job op, familien flyttede, og efter sommerferien begyndte Lova i en ny skole.

Hver gang efter en sommerferie havde Nadja følt, at ”den gamle Lova” var tilbage, og ”nu skulle det blive godt igen”. Men kvalmen og uviljen var altid kommet tilbage.

Denne gang føltes det anderledes, da Lova skulle starte på en ny skole i Stockholm.

– Skolens rektor havde selv et barn, der havde været hjemmepasset. Måske var det derfor, hun skabte en lille gruppe på skolen, der henvendte sig til børn som Lova. Børn, der ikke havde indlæringsvanskeligheder, men bare ikke kunne holde til at gå i skole.

På den nye skole lyttede man til Lovas behov. Til at begynde med mødte Lova sin lærer på forskellige museer. Derefter mødtes de i klasselokale, da de andre børn var gået hjem, og til sidst turde Lova gå ind i klassen, mens der var andre børn til stede.

Der var skærme mellem alle bordene, så eleverne kunne få den ro, de havde brug for. Det var rart for Lova, hvis hun begyndte at græde. For så kunne de andre elever ikke se det. Det hele hjalp, og Lova bestod sin 9. klasse. Det gav hende modet til at fortsætte på gymnasiet bagefter.

Deprimerede børn

I sin research for at finde ud af, hvad der har udløst Lovas lidelse, har Nadja fundet en rystende statistik.

Fra 2009 till 2019 firedobledes antallet af deprimerede børn i aldern 10-14 år, ligesom Lova, og kurven fortsætter med at pege opad. Af statistikken fremgår, at det var i 2011, at cifrene begyndte at skyde i højden.

– Hvad kan det være, som skete dér? Jo, det var dér, at internettet og sociale medier flyttede ind i vores mobiltelefoner over en bred front. Jeg er overbevist om, at sociale medier er en medvirkende årsag, til at flere unge har det dårligt. Der er risiko for, at de lever bag skærmen og ikke får den sociale træning, de behøver for at klare virkeligheden, siger Nadja.

Hun kæmper for at få gennemført ændringer i skolesystemet, så der ikke er så mange børn, der skal blive deprimerede. Det er også derfor, Nadja har skrevet sin bog.

– Jeg havde brug for den bog, da jeg selv havde det værst. Lova ledte også selv på YouTube efter andre, der havde det som hende, men hun fandt intet. Vi manglede begge at høre fra andre, der havde det ligesom os. Så havde vi ikke følt os så forkerte.