Min datters død må ikke være meningsløs

Når Lene Varming tænker på sin 14-årige datters smil, mærker hun hende igen. Nærmest, som om hun er i stuen. Som om der ikke er gået 13 år, siden hun så hende sidst.

Maria døde en uge inden sommerferien, da hun gik i ottende klasse. Men hun er der stadig hjemme hos Lene i huset i Katrinedal ved Bryrup. Hendes hjemmeklippede julepynt ligger i kasser, klar til december. Hendes konfirmationsbillede står på reolen. Og hendes kærlighed lever i hendes mor. Den er blevet en slags motor i alt det, der er sket siden hen.

I podcasten "Min kærlighedshistorie" fortæller Lene om, hvad hun gjorde med sin kærlighed til sin datter, efter hun mistede hende. Afsnittet handler derfor ikke om kærligheden mellem to mennesker. Men om kærligheden til et menneske, som ikke er her længere.

Maria har altid gjort en forskel. Både før og efter sin død. Som barn skilte hun sig blandt andet ud, fordi hun allerede i første klasse kunne læse juleevangeliet, og i fjerde klasse var hun opslugt af tykke, engelske bøger. Men Maria var meget andet end fagligt stærk.

Hun havde også en kreativ åre, som foldede sig ud, når hun allerede i september begyndte at klippe julepynt, eller når hun løste svære krydsogtværsopgaver med sine bedsteforældre. Og så var hun sådan en storesøster, der inviterede sin lillesøster og lillebror med i legen. Legen var altid værd at deltage i. Med Marias fantasi blev den aldrig kedelig.

Kom ikke hjem fra fødselsdag

Søndag den 20. juni 2010 var Maria til fødselsdag med de andre piger fra klassen ved den lokale badestrand. Lene lå og blundede lidt i stuen den eftermiddag, da hun blev vækket ved lyden af en udrykning udenfor. Kort efter ringede telefonen. Det var den pige, der havde holdt fødselsdagen. Hun ville vide, om Maria var kommet hjem.

”Nej, det er hun ikke,” svarede Lene. Så blev røret lagt på. Det undrede Lene et øjeblik. At der ikke blev sagt farvel. Uden for lød sirenerne stadig.

Maria havde ikke hørt eller set toget

Lene kunne godt høre alle lydene den søndag. Hun kunne også høre beskeden, da hun fik at vide, at Maria havde forsøgt at cykle over togovergangen, 100 meter fra hjemmet. At hun havde haft solen i øjnene og musik i ørerne og derfor ikke havde hørt alarmsignalet eller set toget komme. Hun kunne høre, at Maria var død. Men hun kunne ikke forstå det.

Forstod det ikke

– Jeg græd ikke. Heller ikke, da jeg skulle sige det til Marias to yngre søskende. Jeg begyndte faktisk at rydde op, fordi jeg tænkte, at nu ville der nok komme en del mennesker. Det trængte slet ikke ind, siger Lene, som heller ikke for alvor forstod virkeligheden, da hun og Marias far tre timer efter fik lov til at komme op og se deres datter på hospitalet.

Prøvede at varme hendes arm

– Hun var pakket ind, så det var svært at genkende hende. Men jeg kan huske, at jeg kyssede hendes kind. Jeg varmede også hendes venstre arm. Som om jeg kunne vække hende igen.

Fandt en mening

Når man har stået som Lene og forsøgt at varme sin datters livløse arm, bliver livet aldrig det samme. For Lene var det ligefrem en bevidst beslutning, hun tog efter kort tid. Hun kunne ikke fortsætte, som hun plejede.

– Jeg havde sådan en fysisk kærlighed til Maria, som jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af. Så jeg var nødt til at gøre noget. Det var ikke muligt for mig bare at leve videre som før, for så ville Marias død være meningsløs. Jeg skulle finde en mening, og ret hurtigt blev det plantet i mig, at den mening skulle være at hjælpe andre i sorg.

Hjælper folk i sorg

Lene har holdt fast i den beslutning. Hvor hun tidligere var folkeskolelærer, er hun i dag psykoterapeut og foredragsholder og hjælper folk i sorg. Hun ved, hvad der sker bag deres blanke øjne. Og hun kender deres ensomhed, de søvnløse nætter, appetitløsheden og de små øjeblikke, hvor man glemmer tabet. Som den dag til badminton, få måneder efter Marias død, hvor Lene pludselig hørte sig selv grine et øjeblik.

56 buketter

Lene kender sorgen. Hun kender den følelse af uvirkelighed, der ramte hende selv i flere måneder efter Marias død. Og hun kan stadig genkalde sig duften af blomster fra den periode, hvor folk kom forbi for at vise deres medfølelse, og hun til sidst kunne tælle 56 buketter. Men hun forstod stadig ikke, at Maria var væk.

Råbte til Gud

– Der gik faktisk flere måneder. I starten forstod jeg det kun i små glimt. Som om min krop hjalp mig og kun åbnede op et par sekunder. Så blev der lukket igen, siger Lene, som oplevede, at de glimt blev længere, indtil hun stod med hele virkeligheden.

– Jeg har stået og råbt til Gud: ”Kom med et mirakel.” Jeg tænkte, at Gud jo var den eneste, der kunne ændre det, og jeg var klar til en forhandling. Jeg ville gøre og give alt.

Søgte glæden

Lene kunne råbe og tilbyde hvad som helst, men hun kunne aldrig få Maria tilbage. Til gengæld kunne hun selv være med til at styre, hvordan hendes eget liv skulle se ud uden Maria.

– Jeg tænkte: Hvad nu, hvis det havde været omvendt? Hvis det var mig, der var død og Maria, der var blevet tilbage? Hvad ville jeg så ønske, når jeg kiggede ned på hende? Jeg ville ønske at se hende glad og vælge livet. Så jeg besluttede, at jeg ville få noget glæde tilbage i mit liv, siger Lene.

Valgte triste nyheder og drabelige serier fra

Hun blev derfor ekstra opmærksom på de små ting omkring sig. Som for eksempel, at det ikke gjorde hende godt at se triste nyheder eller drabelige krimier i fjernsynet.

Ligesom visse mennesker i hendes liv også blev sorteret fra. Til gengæld oplevede hun, at gåture med veninderne gav hende luft både i lungerne og i sindet. Og de dukkede op dagligt en efter en. Nærmest, som om de havde en hemmelig plan.

Ensomheden bliver mindre, når man deler den med andre

Lenes arbejde med sorg-ramte gav hende også dyb tilfredsstillelse.

– Når man oplever sorg, mærker de fleste ensomhed. Men når man deler sorgen med andre, føler man sig genkendt, og dermed bliver følelsen af ensomhed mindre. Det har været livsændrende for mig at hjælpe andre, ligesom det har været livsændrende at tage psykoterapeutuddannelsen og herigennem lære mig selv at kende, siger Lene.

Fundet kærlighed til sig selv

Undervejs har hun også oplevet en ny slags kærlighed, nemlig til sig selv.

– Jeg har forandret mig utroligt meget de sidste 13 år. Tidligere var jeg usikker på mig selv. Jeg underviste i madlavning, men alligevel spurgte jeg tit min mand, hvordan jeg skulle tilberede et eller andet hjemme i køkkenet. Jeg manglede troen på mig selv, siger Lene, som i dag føler sig mere robust.

– Jeg har jo oplevet det værste, man kan opleve som menneske. Men også, at jeg ikke døde af det. Jeg kunne godt klare det. Det har gjort mig mere frygtløs, og i dag er jeg nysgerrig på livet.

En ny selvtillid

Hvis Maria kigger ned i dag, vil hun derfor se sin mor færdes med selvsikre skridt. Hun vil også se sin mor lave mad uden at spørge andre til råds og stå ved sine meninger. Selv er Lene ikke i tvivl om, at Maria har æren for den udvikling. Ligesom hun ikke er tvivl om, at Maria ville nyde at se sin mor i den mere selvsikre version.

Behandler sig selv med respekt

– Jeg anerkender også mig selv for det arbejde. Det har taget langt tid. I dag behandler jeg mig selv med respekt, det er sjældent, jeg tænker grimt om mig selv. Jeg lytter til mig selv, og det medfører, at andre også lytter til mig. Sådan er det. Jo mere usynlig, jeg gjorde mig tidligere, desto mere usynlig blev jeg for andre.

Sorg ændrer mennesker og familier

Sorg ændrer mennesker. I dag er Lene blevet skilt fra Marias far, og hun er meget andet end bare Marias mor.

– Der gik næsten syv år, før jeg holdt op med kun at se mig som den mor, der havde mistet et barn. Når folk mødte vores familie, kunne jeg ikke holde ud, hvis de kun så os som en familie på fire. Det var vigtigt for mig at fortælle, at vi altså havde en datter mere, som vi havde mistet. At vi var en familie på fem.

Jeg har valgt et liv med mening

I dag behøver Lene ikke forklare sig. Hun føler, hun har fundet ro i det liv, som blev forandret i juni for 13 år siden.

– Jeg har accepteret, at jeg har mistet Maria. Samtidig føler jeg, at hun er lige omkring mig og hjælper mig. Jeg kan mærke hende som en rislen på låret, og det giver mig styrke. Jeg er heller ikke tvivl om, jeg vil se hende igen. Det kan selvfølgelig godt være, at når jeg dør, så dør jeg bare. Men jeg vælger det, der giver mening. For det giver mig en ro og en styrke.

Lenes to andre børn er i dag unge voksne, som er på vej videre i livet. En gang imellem tænker Lene, hvor Maria havde været på vej hen, hvis hun stadig levede. Og hvordan hun ville se ud.

– Så kan jeg godt mærke sorgen. Men jeg er hurtig til at skifte over til noget andet, så jeg ikke falder dybt ned i den og sidder fast.