Min far blev henrettet

– En lille forpjusket dreng med store bange øjne og næsten ingen tøj på. Jeg ved da ikke, hvad han lignede. I hvert fald ikke det billede, vi havde fået tilsendt, husker Bente Petersen i dag.

Ved siden af hende sidder nu 31-årige Jeppe og lytter med. Han kender historien, for han har hørt den før og flere gange. For er der noget, der aldrig har været en hemmelighed, så er det Jeppes ophav. Aldrig har hverken Bente eller hendes nu afdøde mand forsøgt at skjule, hvorfor og hvordan Jeppe havnede hos dem.

Læs også: Genforenet med sin søn efter 41 år

Ventede i fire år

I flere år havde ægteparret forsøgt at blive forældre, og Bente havde faktisk indstillet sig på, at det ikke kom til at ske. Men hendes mand ønskede sig det brændende, og måske var det derfor, at hans bror og svigerinde en aften kom forbi og lagde en brochure og et ansøgningsskema til adoption. Det var dog ikke noget, Bente brød sig om. Hun blev ærlig talt ret mopset over det, indrømmer hun, og papirerne blev da også lagt ulæste i en kommodeskuffe.

– Og så spekulerede vi faktisk ikke på det i et godt stykke tid, siger Bente bestemt.

Men hun må jo erkende, at papirerne alligevel kom frem igen en dag, og ansøgningsskemaet blev sendt ind. Og så var der kun at vente.

– Der gik fire år med det. Men jeg synes ikke, at vi var igennem alle de følelser, som man ofte hører folk, der venter på at kunne adoptere, er. Vi ventede, og mere kunne vi ikke gøre ved det, siger Bente, der har haft et arbejdsliv som boghandler. Hendes mand, der døde for otte år siden, arbejdede i mange år hos det tidligere Ringe Støberi.

Læs også: Min søn blev bortført

Far henrettet

Adoptionen foregik i en retssal, og her var det Jeppes biologiske mor, der afgav sit barn til Bente og hendes mand. Det eneste, hun ønskede, var den hæklede krave, Bente havde om halsen. Så den fik hun, og Bente fik hendes søn.

Jeppes biologiske far var for længst blevet hentet og formentlig henrettet som led i efterdønningerne, der fulgte efter den rumænske diktator Nicolae Ceausescus fald. I adoptionspapirerne har Bente kunnet læse, at faderen havde arbejdet for det kommunistiske styre.

Læs også: Genforenet efter 34 år

Har en søster

Jeppe husker den dag i dag intet fra sin tid i Rumænien. Men han har haft en tilbagevendende drøm gennem årene, som undrer ham. Handlingen er den samme hver eneste gang – der sker aldrig noget andet eller mere, og han har svært ved at sætte ord på indholdet. Andet end at det er ”noget militært”. En kort sekvens, som gør ham bange hver gang.

– Jeg aner jo ikke, hvad jeg har set, når jeg var så lille. Men jeg har læst meget om Rumæniens historie, og jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt at tænke på, at min biologiske far arbejdede for Ceausescu. Samtidig kender jeg jo bare heller ikke den fulde sandhed. Måske havde han ikke noget valg? siger Jeppe.

En person, der måske kan give ham et svar på det, er hans biologiske mor, som først i de senere år er begyndt at rumstere lidt i tankerne. Før det har Jeppe på ingen måde haft et behov for at møde hende eller den 10 år ældre søster, han ved, at han har derude. Men efter at han er blevet far til lille Isabella for halvandet år siden, kan han mærke, at det har rykket på noget indeni. For hvor meget sand er der tilbage i timeglasset? Moderen bliver ældre, det samme gør søsteren, så han ved godt, at han ikke kan blive ved med at udskyde det, hvis der skal tages kontakt.

– Hvis jeg skal møde dem, er det egentlig mest for at bekræfte over for dem, at jeg har det godt. At jeg har et rigtig godt liv, er blevet far og har fået mange flere muligheder, end jeg ville have haft i Rumænien, siger han.