Min far slog min mor 1:2
Jeg var 22 år, da jeg fortalte mine forældre, at jeg havde tænkt mig at flytte hjemmefra. Jeg havde fået en læreplads som receptionist på et hotel, og jeg var ved at sprænges for at komme væk fra den pæne forstad, jeg var vokset op i.
Da jeg havde boet i min nye lejlighed i et par måneder, tog jeg ud for at besøge min mor. Hun havde ikke hørt mig komme, og jeg var nået helt hen til hende, før hun reagerede: ”Hej Maja, sikken dejlig overraskelse”, sagde hun lidt befippet. Mor havde aldrig brudt sig om uventede gæster, og jeg morede mig i mit stille sind over, at jeg nu var røget ind i gæstekategorien. Jeg skulle lige til at sige noget kækt, da jeg fik øje på mors arme. Hun havde en T-shirt på, som afslørede hendes tynde arme, hvor der var flere blå og gulgrønne plamager. Jeg nåede ikke at sige noget, for mor fangede mit blik og kom mig i forkøbet. Jeg sagde ikke noget, og det gjorde mor heller ikke. Hun virkede, som hun plejede, og vi talte om løst og fast, før jeg igen tog ind til byen. Faktisk tænkte jeg ikke mere på mærkerne, før jeg kom på besøg en måned senere.
Den dag kom mor mig humpende i møde. ”Jamen, mor dog, hvad har du lavet? spurgte jeg bestyrtet”. ”Jeg faldt i haven og slog mit lår, sagde hun ”det skal du ikke tænke mere over, jeg er bare så klodset nogle gange”. ”Ja, det samme siger kvinderne, når de kommer ind på skadestuen, fordi deres mænd har banket dem”, sagde jeg for sjov. Det gav et gib i mor, og hun grinede ikke. Hun drejede bare omkring og gik ud i køkkenet. Jeg stod tilbage med følelsen af, at jeg havde sagt noget forkert. Det havde jeg måske også, og pludselig kom jeg i tanke om de blålige mærker på hendes arme, som jeg så sidst.
Nej, det kunne ikke passe. Ikke min far. Ikke min mor. Jeg skyndte mig at gå ud til hende, men hun talte bare om arbejde, haven og mine forældres ferieplaner. Det virkede så kunstigt det hele. På busturen tilbage til byen sad jeg i dybe tanker. Jeg havde læst masser af artikler om kvinder, der blev slået af deres mænd, men det var aldrig faldet mig ind, at min mor skulle være en af dem. Pludselig huskede jeg turen til Mallorca, da jeg var barn. Jeg har været omkring syv år og lå en aften i soveværelset, mens mine forældre sad på altanen. Fars stemme blev på et tidspunkt hård, og mors stemme blev tryglende. Og jeg husker lyden af glas, der gik i stykker. Jeg holdt mig for ørerne, og næste dag sagde mor ikke ret meget.
Når jeg begyndte at tænke efter, havde der været masser af episoder gennem min barndom, der tydede på, at mine forældre havde alt andet end et sundt forhold. Skænderier og lyde af ting, der blev væltet, blev ved med at dukke op, og det gik op for mig, at det måske havde stået på i årevis. Tanken var slet ikke til at bære, men jeg elskede mine forældre, og jeg følte, at jeg havde pligt til at hjælpe dem.
Et par uger senere tog jeg igen ud til min mor. Jeg havde tænkt meget på, hvordan jeg skulle komme ind på emnet, men da jeg så mors ansigt, behøvede jeg ikke nogen indgang. ”Mor, hvad er der dog sket”? spurgte jeg chokeret. ”Jeg faldt ude på badeværelset i morges. Jeg er bare blevet så klodset på det sidste. Jeg falder hele tiden”. Jeg kiggede alvorligt på hende: ”Mor, jeg bliver nødt til at spørge dig direkte: Har far slået dig”? ”Nej, Nej, Maja. Sådan noget må du ikke sige”, svarede hun. Jeg blev vred og sagde, at hun da ikke ville have mig til at tro på den tåbelige historie om at falde på badeværelsesgulvet. ”Maja, lad være med at blande dig. Far og jeg har det fint. Hører du? Vi har det fint”, tryglede hun.
Jeg mærkede tårerne presse sig på, for det var jo løgn.
