Min far slog min mor 2:2

Jeg havde min far mistænkt for at slå min mor, men ingen af dem ville indrømme noget. Men en aften ringede det på min dør, og udenfor stod min mor og græd, og så kom sandheden frem.

Jeg havde næsten ikke talt med min mor siden den dag, hvor jeg havde konfronteret hende med min fars voldelige adfærd. Hun havde ringet en enkelt gang og havde lydt så påtaget munter, at jeg ikke kunne gøre andet end selv iføre mig en munter maske. Min far havde jeg kun talt kort med, siden jeg var flyttet hjemmefra for et par måneder siden. Han rejste meget med sit job, så det var der egentlig ikke noget underligt i, men med min nye viden havde jeg det virkelig underligt med ham. 

Men en dag ringede han pludselig og forklarede, at han var færdig med et møde i nærheden af mig og ville kigge forbi. Jeg havde så mange ting, jeg gerne ville sige til ham, men nu var jeg løbet tør for ord og ikke mindst mod. Det tog tre kopper kaffe og temmelig meget smalltalk om mit arbejde og lejligheden, før jeg dristede mig til at spørge til, hvordan mor havde det. Far kastede sig ud i et referat af, hvor flot hendes roser stod i haven.  ”Nu spurgte jeg ikke til roserne, far. Jeg spurgte, hvordan mor har det”, sagde jeg skarpt, og fortsatte: ”Hun virkede meget trist, de sidste gange jeg så hende. Jeg syntes også, at hun haltede, sidste gang jeg så hende”. Fars øjne flakkede, da han mumlede, at mor jo var lidt klodset. Et øjeblik senere brød han op og tog hjem, og jeg sad tilbage med en knude i maven.

Jeg havde næsten opgivet, at mor nogensinde ville komme til fornuft, da det en aften ringede på min dørtelefon. Det var mor. Hendes hår var rodet, og hendes ansigt var rødt. ”Hej Maja. Må jeg sove her? Far er på forretningsrejse, og jeg bryder mig ikke om at være alene”. Aldrig har jeg hørt en mere gennemskuelig løgn. Det havde aldrig før været et problem at være alene, og hun havde intet med, så jeg måtte finde en ekstra tandbørste og en gammel T-shirt til hende.

De næste måneder kom mor flere gange for at sove, fordi far var på ”forretningsrejse”, som hun sagde. Altid uden varsel sent om aftenen og altid uden at have pakket noget, selv om mor ellers var planlægningen selv. Mine tanker kværnede, og jeg havde hundrede spørgsmål på læberne, men jeg tænkte, at jeg ikke måtte ødelægge den tillid, mor nu viste mig, ved at stille spørgsmål. Derfor lod jeg, som om jeg troede på hendes løgn.

En nat ringede det på dørtelefonen klokken tre om natten. Det var mor, hun græd utrøsteligt, og jeg skyndte mig at lukke hende ind. ”Du må hjælpe mig, Maja. Jeg går fra din far”. Da hun var kommet op og jeg havde plantet hende i sofaen med en kop the begyndte mor at fortælle om det mareridt, hun havde levet i.

”Det startede kort efter at du var blevet født. Din far er faktisk en meget usikker mand. Når han ikke levede op til sin egen forestilling om sig selv som verdensmand, så lod han sine frustrationer gå ud over mig. Men han elskede dig, og vi ønskede ikke, at det skulle gå ud over dig. Så vi holdt på formerne, så længe du var vågen. Så længe vi var en almindelig familie udadtil, var det, som om det bare var en ond drøm”.

Jeg havde mest lyst til at græde, men jeg måtte være stærk. Jeg havde lovet mor, at jeg ville hjælpe hende, og det løfte måtte jeg holde. Næste dag ringede jeg til min far. Han brød grædende sammen i telefonen, da jeg fortalte ham, at jeg vidste, at han havde slået mor i årevis. ”Det var ikke med vilje. Jeg elsker din mor, og jeg er så ulykkelig over, at jeg har gjort hende ondt”, snøftede han.

Mor fik en lille lejlighed ikke så langt fra, hvor jeg bor, og selv om hun savnede haven, faldt hun hurtigt til. Far solgte huset, og selv om det var mit barndomshjem, var jeg faktisk lettet, for det rummede så mange dårlige minder.

I lang tid var jeg virkelig vred på far, og jeg havde ikke meget at sige, når han ringede. Han var meget ydmyg, men langsomt fik jeg hans historie. Han var vokset op i et kærlighedsløst hjem, hvor håndleddene sad løst, og hvor han aldrig var god nok, uanset hvor gode karakterer han kom hjem med.

Jeg kommer aldrig til at tilgive far hans handlinger, men nu kender jeg trods alt baggrunden, og jeg har faktisk lidt ondt af ham, for han har det virkelig slemt med sine gerninger. Han er trods alt min far, og et eller andet sted elsker jeg ham stadig.

Se også: Min far slog min mor 1:2