Min far tog sit liv

Det kom som et chok for Thea, at hendes far begik selvmord. Hun kæmper fortsat med sorgen og savnet, men også med tabuet om at tale om selvmord.

Thea og hendes kæreste, Jeppe, var taget på besøg hos hendes far denne fredag aften. Faderen og moderen var blevet skilt, og faderen var blevet boede på gården i de naturskønne omgivelser i landsbyen Ørum uden for Viborg. Det var her, naturmennesket, jægeren og familiefaderen følte sig hjemme.

En måned tidligere var faderen blevet indlagt på den psykiatriske afdeling, fordi han havde fået en psykose. Men han blev udskrevet efter kun to dage.

Og nu havde han sat ejendommen til salg.

Theas far, Peter, var ikke anderledes end normalt den fredag aften. De havde spist sammen, og Thea og Jeppe havde overnattet. Lørdag morgen ankom Theas lillesøster Laura. Hun ville sige farvel til sin far, inden hun tog på et studieophold i Spanien.

– På et tidspunkt siger far, at han skal på apoteket. Han giver os et kram, sætter sig ind i bilen og kører. Kort efter forlader vi andre også gården.

Det bliver sidste gang, de ser faderen i live.

Fik opkald fra mor

Lørdag aften er Thea til pige-komsammen i Viborg. Det var hyggeligt. Pigerne snakker og fjanter, så da Theas telefon ringer hen på aftenen – og hun ser, at det var moderen – tager hun den ikke. Kort efter ringer moderen igen, og lidt irriteret skriver Thea til hende, at hun er til fest, og at de må snakke sammen på et andet tidspunkt.

– Da skrev mor til mig, at det var livsvigtigt, fortæller 22-årige Thea Therkildsen, der er pædagogstuderende og bor i Viborg sammen med Jeppe, der er konstabel-elev.

Læs også: Bentes mand begik selvmord uden forklaring

Thea går ud på toilettet og ringer til moderen, der er flyttet til Nordjylland efter skilsmissen.

– Mor græder og får fremstammet: Far er død. Far har skudt sig.

Det var lørdag den 2. marts 2019. Thea får ikke sagt noget til moderen. Hun afbryder forbindelsen og tænker kun på at komme væk fra festen.

– Alt stoppede. Jeg fik en brændende fornemmelse i brystet og i maven. En voldsom varme, der forplantede sig til mine arme, ben og hovedet. Og så fik jeg en klump i halsen, som satte sig fast, husker hun. – Og så tænkte jeg bare på at komme væk.

Fars korte farvel

Men så brød Thea sammen. Veninderne kunne se, at Thea havde det rigtig dårligt.

– Da jeg sagde, at min far var død, stod de parate til at trøste og hjælpe. Og så fik de ringet efter min kæreste Jeppe, så han kunne hente mig.

På samme tid står faderens selvmord voldsomt og uvirkeligt. Det kom så pludseligt.

– Først på aftenen havde far sendt en besked til min mor. Han skrev ”Farvel. Pas godt på vores piger. Del gården godt mellem jer.”

– Det var det eneste, der bare mindede lidt om et afskedsbrev, fortæller Thea, der i lang tid følte en voldsom vrede mod faderen.

Kunne ikke acceptere det

Hun kunne simpelt hen ikke acceptere, at han havde valgt ikke at kæmpe mere for sig selv, sine børn og sin familie. Hun følte, det var fejt af faderen at begå selvmord.

– Jeg må indrømme, at der gik nogen tid, før jeg græd. Det har jeg til gengæld gjort meget siden.

Theas mor havde ringet til Peters forældre og sin søster, efter at hun havde fået beskeden fra Peter. Hun havde bedt dem om at tage ud på gården og tjekke, at alt var i orden.

Her fandt de Peter liggende på terrassen. Han havde skudt sig med sit jagtgevær.

– Far var syg, men han skjulte det utrolig godt. Han bar en usynlig maske, og der var ingen tegn på, at han ville begå selvmord.

– Omkring nytår kunne vi mærke, at det begyndte at gå ned ad for min far. Han snakkede om, at han var bange for at miste mig og min søster. Han begyndte at tale om, at hans venner heller ikke ville ham mere. De tanker gik han med. Han havde det svært med, hvad folk tænkte om ham.

Dystre tanker

– Det var sorte og dystre tanker. Min far var rar, opmærksom, venlig og vennernes ven. Han arbejdede som naturplejer i Viborg Kommune og brugte sin fritid på at modernisere gården, være mand og far. Og så var han jæger med alt, hvad det indebærer, blandt andet naturpleje.

– Jeg tror, at far med sit selvmord ville fjerne alt det sorte og negative i livet. Men samtidig tog han alt det positive med, fortæller Thea, der ofte drømmer om sin far.

– Når jeg vågner, tænker jeg: Det hele er jo kun en drøm.

Men der går ikke mange sekunder, før jeg er tilbage i virkeligheden.

Kun få spørger

Thea kæmper fortsat med sorgen og savnet og med tabuet om at tale om selvmord og døden.

– Folk taler simpelt hen ikke om selvmord. Jeg oplever stadig, at folk er bange for at snakke med mig om min fars selvmord. Flere lader helt være med at nævne det. Og der må være rigtig mange i samme situation som mig. Der begås jo omkring 600 selvmord i Danmark om året.

– Jeg tror, det er svært for folk at spørge ind til, fordi de ikke ved, hvordan jeg vil tage det. Om jeg bliver ked af det, eller om jeg bliver vred. Eller om jeg faktisk gerne vil tale om det. Det gør ondt.

– Når folk har spurgt, hvordan jeg har det, er de hurtigt gået videre til at spørge om mine studier eller lignende. De er gået i en stor bue uden om spørgsmålet om fars selvmord. Jeg forstår dem godt. Jeg ville sikkert have reageret på samme måde.

Læs også: Signes mand og mor begik selvmord

Thea har fået bearbejdet en del af sorgen og smerten sammen med Jeppe, der nærmest var blevet den søn for Peter, som han aldrig fik. De to var rigtig gode venner, og det var da også Peter, der indviede Jeppe i jagtens glæder. Derfor tog selvmordet også hårdt på Jeppe.

– Jeg har virkelig haft behov for at tale om det. Men selvmord er ikke noget, man taler om. Det er tabu, siger Thea, der nok skal sige fra, hvis hun mener, at det bliver for meget.

En stor hjælp

– Det ville være en stor hjælp for mig til at komme gennem sorgen og savnet. Sorgen er jeg ved at have bearbejdet, men savnet vil altid være der: En snak med far om hverdagens små problemer, om den dag, jeg bliver færdig med min uddannelse, når jeg skal giftes, når der kommer børn og så videre. Alt det skulle han have været en stor del af. Det bliver han aldrig. Han vil kun være der i vores tanker.

Thea mener, at det er vigtigt, at man taler mere om selvmord og døden generelt.

– Døden er svær, men jeg tror, at man kan forberede sig på, at en af sine nærmeste skal dø, hvis han eller hun ligger uhelbredeligt syg med for eksempel kræft. Døden vil altid komme som et chok, men man kan være forberedt.

– Det kan man ikke med et selvmord. Her står man fra det ene øjeblik til det næste i en ubeskrivelig sorg med en masse ubesvarede spørgsmål. Og mange af disse spørgsmål kommer der aldrig svar på, fordi der ikke bliver talt om dem.

– Derfor er det vigtigt, at man rækker hænderne frem og viser, at man gerne vil hjælpe, lytte og snakke. Også selv om det kan være svært. I dag har jeg accepteret min fars valg, men prøver stadig at forstå, hvorfor han gjorde det, siger Thea.

Peter Therkildsen blev 49 år.