Min far tog sit liv

En sen aftentime i Godhavn i Grønland trasker en lille, lyshåret pige rundt på knasende glasskår blandt store betonklodser, skudt op af jorden som padder. 8-årige Pernille kigger lige frem for sig og gør sit absolut bedste for at virke alt andet end bange. Hun ved godt, at hvis de grønlandske børn overfalder hende, er hun nødt til at slå igen. Så meget har hun lært af at leve et sted, hvor danskere er et hadet folkefærd, og hun er blevet ret god til at slås. Den egentlige følelse inden i hende burde have tynget hagen mod brystet og blikket mod hendes fødder. For igen er hun forfærdelig skuffet over sin far.  

LÆS OGSÅ: Eva har mistet tre børn

– Det var det værste overhovedet. At skulle gå de tunge skridt hjem til vores lejlighed uden at have fået min far med hjem – igen.  

Lige så slemt er det at åbne døren til de mørke værtshuse, hvor røgen er så tung, at den kan smages. Det er her, hun som oftest finder sin far med alle sine advokatvenner og deres grønlandske elskerinder.  

– De havde altid sådan et specielt grin, når de så mig. Jeg får stadig en knude i maven, når jeg hører det grin. 

Tæt på at knække

Pernille Højmark sidder alene blandt tomme stolerækker på Aarhus Teater og kigger op i det guldbelagte loft. Hun er uddannet skuespiller fra netop dette teater, så at hun igen er tilbage for at spille præst i musicalen ”Dig og mig for altid”, får hende til at føle sig hjemme. Også selv om hun hverken har venner eller familie i nærheden.  

– Se den ugle, siger hun og peger på udskæringen på den ene balkon. – Den bliver spist af to krager.  

– Det er da drabeligt. 

– Ja, siger hun og smiler uden at blotte tænderne.  

LÆS OGSÅ: De tror jeg dræbte min søn

Det ville aldrig være sket, hvis Pernille var en ugle. Nok har hun mange gange i sit snart 56 år lange liv ligget helt hjælpeløs og følt, at hun blev ædt op af livet, af kærligheden, af alkohol. Men hun har altid rejst sig igen, endnu mere vis end før hun lagde sig ned. Hun synes, hun har en pligt til at leve modsat sin far. Og så skal der i øvrigt et noget større rovdyr til at slå hende i gulvet.  

Tror på kærligheden

For hun er stærk, selv om man ikke skulle tro det, når hun med hurtige skridt stavrer afsted på sine lange, tynde ben. Men man kan se det i hendes ansigt, hvor fugerne vidner om et levet liv, og den sorte eyeliner står som en bodyguard foran de blå øjne. Hun tror stadig på kærligheden, selv om både forliste forhold og ægteskaber har været tæt på at knække hende. Og selv om hun er helt klar over, at kærlighed ikke nødvendigvis er ensbetydende med lykke. Den erfaring gjorde hun allerede i Grønland, hvor hun tilbragte barndommens værste, men måske også mest betydningsfulde år, sammen med sin far og storesøster. Det var her, hun lærte at klare sig selv. Det var her, hun blev sin egen bedste ven. Det var her, hun blev Pernille Højmark. En kvinde der aldrig vil lade sig æde op af noget. 

Druk på Grønland 

– Men når jeg ser piger på 8 år i dag, tænker jeg altid på, hvor små de egentlig er. Og hvor voksen jeg var på et tidspunkt, hvor jeg burde have været den lille. Men det forunderlige ved børn er jo, at de ikke sådan går rundt og føler sig svigtet i situationen. De klarer sig bare på bedste beskub. Man bliver rå, siger Pernille og suger hurtigt en tår af sin café au lait. 

Det er først efter, Pernille er blevet voksen, hun har forstået, at grinet, der tog imod hende på de lugtende værtshuse, hverken var hånligt eller humoristisk. Nok nærmere et grin af flovhed. Og hun er ikke i tvivl om, at hendes far var flov – også selv om han aldrig sagde undskyld. Ikke engang, da han i en ordentlig brandert ødelagde Pernilles 10-års fødselsdag, selv om han havde lovet ... Lige dér var hun virkelig sur på ham. Men hun beundrede verdensmanden, som både gjorde karriere og havde et stort socialt liv, der betød, at barndomsvillaen i Danmark aldrig var stille. Og hun så den kærlighed, han viste hendes mor, den psykologistuderende, lige indtil den dag hvor skænderierne bankede på døren hyppigere end før.  

LÆS OGSÅ: Her er Annas modige svar

Faderen takkede ja til jobbet som advokat på Grønland, og Pernilles mor gik med til, at de to piger skulle flytte med ham.  

– Vi var uden tvivl fars piger, så jeg tror, min mor tænkte, at det ville være godt for ham, hvis vi var med. På det tidspunkt var ingen af os heller helt klar over, hvor stor en alkoholiker han egentlig havde i sig. 

Læs hele historien i Ude og Hjemme, der udkommer den 3. maj 2016.