Min kæreste var utro med min søster
26. september 2010
Charlotte og jeg har haft bare den bedste weekend sammen. Vi har shoppet og festet og hygget, men også snakket om nogle af de tunge ting fra vores barndom. Det var ikke altid lige sjovt at flytte adresse hele tiden eller at være barn i en familie, hvor vores mor faktisk havde alt for mange børn, og hvor far stort set fra fraværende. Omstændighederne tvang os til at være omstillingsparate, og alle vi seks søskende har manglet ro og en tryg base. Det var nok også derfor, at jeg flyttede hjemmefra så tidligt og skabte mig mit helt eget, lille sikre sted.
Nu synes jeg bare, at det er skønt at have sådan et forhold til min søster, selv om hun er fem år ældre end mig. Jeg opfatter mig selv som selvstændig, udadvendt og moden, og jeg har heldigvis nemt ved at få venner. Charlotte er helt anderledes på mange måder. Hun opfører sig tit, som om jeg er den ældste, og hun har svært ved at komme ind på livet af andre mennesker. Men så er det jo dejligt, at vi kan hygge os i hinandens selskab.
14. januar 2011
Der er sket noget i aften, og jeg kan ikke falde i søvn. Min gamle skolekammerat, Stefan, holdt fødselsdag, og jeg kom til at sidde ved siden af den sødeste og mest lækre fyr. Han hedder Jonas og er 25. Han bad om mit nummer, og jeg fik også hans. Åh, hvor jeg håber, at han skriver eller ringer.
16. januar 2011
Hurra! Jonas og jeg skal ses på fredag. Vi har chattet og talt sammen i telefon i flere timer, men det føltes kun som minutter. Charlotte har allerede hørt så meget om ham, at hun nægter at høre mere.
4. februar 2011
Vi har kysset, og jeg er bare så forelsket. Jonas er så sød og charmerende, og han ved lige præcis, hvad en pige har brug for – og hvornår.
14. april 2011
Vi passer så godt sammen på alle punkter, og mange gange kommer vi til at gøre hinandens sætninger færdige. Det har jeg aldrig prøvet med en fyr før.
12. juni 2011
Jeg havde inviteret nogle venner til en lille fest, og Jonas og Charlotte skulle selvfølgelig også med. Jeg havde bedt dem om at komme en time før alle andre, så de kunne nå at lære hinanden lidt bedre at kende, og det gik bare helt perfekt.
21. januar 2012
Jeg er lidt skuffet over, at Jonas igen ikke kan være sammen med mig i weekenden. Det er ærgerligt, at han har haft så travlt de sidste måneder, og nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der er noget galt mellem ham og mig. Han siger selv, at alt er helt fint. Vi behøver selvfølgelig heller ikke sidde lårene af hinanden. Men jeg savner ham bare så meget.
1. februar 2012
Charlotte sendte mig sådan en lidt underlig sms i dag, mens jeg var på arbejde. Det var noget med, at hun blev nødt til at fortælle mig et eller andet. Jeg kan overhovedet ikke regne ud, hvad det handler om. Jeg skrev tilbage og inviterede hende på kaffe i aften, og nu håber jeg, at hun snart kommer.
2. februar 2012
Jeg er helt rundt på gulvet og har slet ikke sovet i nat. Da Charlotte kom i går aftes, lyste hun langt væk af dårlig samvittighed og kunne overhovedet ikke se mig i øjnene. Det er der en virkelig en god grund til, for hende og Jonas har nemlig haft en affære de sidste tre måneder! Først var jeg lige ved at tro, at det var en joke, for jeg havde ingen mistanke om, at Jonas bedrog mig – og da slet ikke med min storesøster! Men sådan er det altså.
Charlotte fortalte mig, at det begyndte den aften, hvor Jonas havde lovet at hente en kommode for hende, hun havde købt på Den Blå Avis. Det var åbenbart blevet sent på aftenen, da de kom tilbage til hendes lejlighed, og så havde de pludselig kysset. Jeg var fuldstændig målløs og spurgte selvfølgelig, om de også havde været i seng med hinanden. Hun nikkede og svarede: ”Mange gange ...”.
Jeg følte det så uvirkeligt, da hun sagde det, og det gør jeg sådan set stadigvæk. Hverken Charlotte eller Jonas kunne da overhovedet være i tvivl om, at han og jeg er et fast par. Eller var et fast par, for nu tror jeg ikke, at vi har nogen fremtid sammen.
Jeg spurgte Charlotte, hvordan hun kunne finde på at gøre det mod mig, og så undskyldte hun sig med, at jeg i et stykke tid havde virket træt af ham, og at hun troede, at vi holdt pause eller havde slået op.
Det er det værste fis, og hun tror jo ikke engang på det selv, for så ville hun ikke have så dårlig samvittighed. Da hun gik, var jeg stadig mest overrasket og forvirret, men nu er jeg blevet virkelig, virkelig vred.
4. februar 2012
Jonas indrømmede straks, da jeg fortalte ham, at jeg vidste besked. Han prøvede ikke engang at lyve eller bortforklare, men måske har Charlotte advaret ham om, at hun havde fortalt mig det. Jeg sagde til ham, at det var forbi, og at jeg er fuldstændig ligeglad med, at ham og Charlotte ikke ses mere. Jeg har tænkt og tænkt i timevis, og egentlig er jeg mest skuffet over Charlotte. Vi har tilbragt så meget tid sammen og delt så meget. Jeg havde godt nok aldrig troet, at jeg også skulle dele min kæreste med hende.
14. april 2012
Det er forår for fuld udblæsning, men mit humør er stadig ikke i top. Jeg kan ikke komme mig over det med Charlotte og Jonas. Vi har været i kontakt, men det er, som om vi pludselig taler hver vores sprog. Det er lidt, som om hun tænker, at jeg har meget nemmere ved at finde kærester, end hun har, og så kan jeg da bare finde en erstatning for Jonas. Men sådan fungerer det bare ikke for mig.
2. februar 2014
Nu er det et år siden, at Charlotte sårede mig så dybt. Det giver stadig et stik i mit hjerte at tænke på det. Jeg har været på date med et par søde fyre, og den ene af dem vil jeg gerne blive ved med at se. Han hedder Christoffer og er ret spændende. Jeg er blevet lidt mere skeptisk og mistænksom, og det bryder jeg mig ellers ikke om at være.
13. juli 2014
Det er sommersøndag og det har øsregnet hele dagen. Christoffer og jeg har lånt et sommerhus, og det er hyggeligt og ret romantisk. For lidt siden sendte Charlotte en sms for at høre, hvad jeg laver. Jeg venter lidt med at svare.
Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde kommer til at stole helt på hende igen.